Banevej 7. Afholdshotellet.1927. Læs mere om Afholdshotellet
På billedet ses den nyindkøbte lillebil i 1927. Chaufføren er Gunnar Kristiansen, Ankers yngre bror. Bygningen til venstre er Afholdshotellet, og bygningen bag bilen er banens pakhus. Bemærk skiltet på muren : "Lukket Bil udlejes."
Se billede større - tryk på billedet.
Original billede på Mårslet Egnsarkiv. Billed ID: B156 Registreret i Arkibas.
Karl Anker Kristiansen overtog i 1926 afholdshotellet og vognmandsforretningen efter sin far.
Anker var da portør og stationskarl på stationen i Odder, hvor han også boede.
I 1924 havde han giftet sig i Århus Domkirke med Elsine Marie Kristensen (1903 – 1973).
De rykkede nu ind på Afholdshotellet, der derefter blev deres hjem i mere end 40 år.
Anker Kristiansen overtog gælden i hotellet – resten af lånet på 12.000 kr. fra 1922 og et lån på 2.000 kr, som moderen havde optaget i 1925.
I 1927 blev vognmandskørslen udvidet til også at omfatte lillebilkørsel.
Der var bare det problem, at Anker med sine 24 år ikke var gammel nok til at få bevilling til lillebilkørsel.
Derfor blev det hans svoger, møller Jakob Jakobsen, der var gift med søsteren Dagmar, hvis navn kom til at stå på bevillingen i de første år.
Der blev købt en Ford personbil, en 2-dørs Sedan med plads til 4-5 personer for 3.785. kr. Lillebilkørslen blev ikke den store succes, og den menes indstillet engang i 1930erne.