Frederiksdal - Skovridergård
Registreret i Arkibas. Billed ID: 10436
Tekst på billedet:
Skovridergaarden Frederiksdal - Vilhelmsborg Skov, Beder, Telef. 30
Vilhelmsborgs skovridere.
I 1830 indså lensbaron Ove Gyldenkrone på Vilhelmsborg, at skulle han have økonomisk udbytte af sine skove, måtte han ansætte en forstmand. Derfor søgte han en skovrider til at tage sig af Vilhelmsborgskoven, Hørret skov og Fløjstrup skovene, der strakte sig mod syd fra Moesgård til Mariendal.
En ung, nyuddannet skovrider, den 22-årige Peter Schrøder, hørte om stillingen, sadlede straks sin hest og red om natten fra Haderslev til Vilhelmsborg, som han nåede næste morgen. Han fik foretræde for baronen, søgte pladsen og fik den.
For første gang fik Vilhelmsborg en skovrider, Peter Schrøder var skovrider til sin død i 1877, hvorefter sønnen Henrik Schrøder blev hentet til Vilhelmsborg som ny skovrider. Da han døde i 1912 blev hans søn Eiler Johannes Schrøder godsforvalter og skovrider indtil 1922. Far, søn og sønnesøn, skovridere i 92 år under 4 baroner, er de eneste skovridere i Vilhelmsborgs historie.
Peter Schrøder fik skovriderbolig i den dengang 3-længede, hvidkalkede og stråtækte bondegård ”Frederiksdal”, der lå i den østlige ende af Vilhelmsborgskoven.