NUTIDIG LOKALHISTORIE
24 - 25 december 2005. Billeder og tekst hentet på Mårslet Webben.
En anderledes juleaftensgudstjeneste.
Mon ikke en del af de mange mårslettere, der gik forgæves til Mårslet kirke juleaften, fandt vej til Stavkirken ved Moesgård Museum.
Der var i hvertfald fuldt hus med omkring 70 mennesker inde i det spartanske kirkerunm og vel 20 udenfor.
Alle fik dog en fin juleaftensoplevelse med præst Torben Rostbøll, der prædikede over juleevangeliet.
Salmerne var de velkendte, da det - pga. det svage lys - var svært at følge med på det udleverede tekstblad.
Den ledsagende musik blev leveret af Christoffer Bech på fløjte og kirkesanger var Rasmus Frandsen.
Som kirketjener og klokker så vi Jens Bech, som iøvrigt var initiativtager til denne julegudstjeneste.
Og så blev den hvide af de to nye messehageler taget i brug for første gang af sognepræst Hanne Davidsen ved julegudstjenesten 1. juledag i Mårslet Kirke.
Der var i dagens anledning indlagt et lille bogmærke i salmebøgerne, hvorpå motiverne var afbilledet.
foto: ©2005 Jørgen Lauritsen