NUTIDIG LOKALHISTORIE
3 april 2008. Billeder og tekst hentet på Mårslet Webben.
FREDELIG GENERALFORSAMLING
Mårslet Brugsforenings årlige generalforsamling fandt sted den 3. april i Mårslet Skoles kantine. Formanden, Lars Berggreen Rasmussen, fastslog at 2007 blev et rigtigt godt år for Brugsen i Mårslet, og uddeler Jesper Nielsen kunne fremlægge det bedste regnskab i foreningens historie.
Fra OK-tanken sælges der 1,5 mill. liter brændstof om året, og sponsoraftalen med TMG fortsætter. Det blev nævnt at postbutikken fra den 4. april flytter ind i Brugsen.
Eneste ændring i bestyrelsen blev, at Lisbet Albertsen har valgt at træde ud, og nyt medlem blev Anne Mette Bay Bjørn, der for 1½ år siden er flyttet til Langballe. Hun er læge på Skejby Sygehus og mor til tre børn.
Efter ½ time var den ordinære generalforsamling forbi, og så blev der spillet op til fornøjelig underholdning med gruppen "De Gode Gamle Dage". Slutteligt var Brugsen vært for de omkring 45 deltagende medlemmer ved et let traktement med smørrebrød.
foto: © 2008 Jørgen Lauritsen