NUTIDIG LOKALHISTORIE
10 maj 2008. Billeder og tekst hentet på Mårslet Webben.
Pinsefest og æresborger
Kaj Christensen blev i dag til pinsefesten på butikstorvet udnævnt til årets Mårslet-Borger -
læs mere under disse billeder.
foto: ©2008 Jesper Andersen






Kaj Christensen blev årets Mårslet-Borger
Kaj Christensen, mangeårigt medlem af kunstnergruppen "1½ mm stiplet" og medstifter af Juletræslauget, der bl.a. sørger for juletræet foran kirken, modtog i formiddags prisen som årets Mårslet-Borger.
Sammen med æren følger en lille pokal til evigt eje, en vandrepokal, hvor Kaj Christensens navn indgraveres, samt en check på 1.000 kr., som Kaj Christensen på stedet donerede til kaffe og lagkage til beboerne på Kildevang.
Prisen som årets Mårslet-Borger tilfalder en person, som i særlig grad har gjort sig gældende med en aktiv, ulønnet indsats til gavn for byen, en forening, en klub eller andet til glæde for børn, unge eller ældre.
Kaj Christensen har i ganske særlig grad gjort en mangeårig indsats for fællesskabet.
Han har siddet i bestyrelsen og været formand for Borgerhuset.
Har været medstifter af og drivende kraft i kunstforeningen og den deraf følgende årlige udstilling på Testrup Højskole.
Har været ledende kraft i Juletræslauget, der ud over juletræet også sørger for den årlige nytårs-vandretur ud til Vilhelmsborg.
Desuden har Kaj Christensen involveret sig stærkt i byfesten og været med i mange trafikkampagner til gavn for byens skolebørn.
Prisen er indstiftet af Nordea og bliver traditionelt overrakt pinselørdag på torvet foran brugsen og banken. Den blev i år overrakt af filialens nye leder, Erik Damgaard.
Priskomiteen udgøres af Erik Damgaard samt de to modtagere af prisen de to foregående år.
Det var Ellen Albæk, der fik prisen sidste år, samt Hanne og Poul Erik Jensen, der fik prisen i 2006.
/BiJ