NUTIDIG LOKALHISTORIE
15 august 2008. Billeder og tekst hentet på Mårslet Webben.
Stor tilslutning til byvandringen i Testrup
Mårslet Sogn Lokalhistoriske Forening havde i forbindelse med Mårslet byfest arrangeret en bytur i Testrup.
Mødestedet var ved Testrup Købmandshandel fredag den 15. august kl. 19.
Vejret var helt i top - tørvejr med solskin.
Anders Errboe bød velkommen til de fremmødte og glædede sig over den store tilslutning.
Hans Møller, Mårslets lokalhistoriker, havde tilrettelagt en tur i byen med afslutning ved Testrup Højskole og med en dram i Margit og Frank Olesens pragtfulde have. Hans Møller fortalte bl.a. om Testrup Teglværk, Teglværksgården og Enggården samt om Testrup Købmandshandel, Testrup Friskole, Testrup Smedje og Testrup Højskole.
Derudover den interessante historie om Rasmus Pedersen Thestrup der i 1588 blev født på Testrup Nedergård.
Hans Møller viste os markerne hvor der tidligere var gravet ler, men som nu var retableret og fortalte om teglværkarbejdernes vilkår på daværende tidspunkt.
Tilbage ved Testrup Købmandshandel fortalte Hans Møller om ejerne gennem tiden af købmandshandelen og om Testrup Friskole og friskolelæreren Jørgen Andersen Bo.
Hans Møller sluttede med kort at fortælle om Testrup Højskoles historie fra Jens Nørregaard og Christoffer Bågø start af højskolen i 1866 og op gennem tiden.
Det var glædeligt at se, at der blandt deltagerne i byvandringen var Edvard Borgbjerg, medstifter af Mårslet Sogns Lokalhistoriske Forening i 1984 og medlem af bestyrelsen helt frem til 2005.
Det var også glædeligt at der blandt deltagerne var en del yngre personer der var mødt frem for at høre om lokalhistorien.
Alt i alt en interessant byvandring med et deltagerantal omkring de 50.
foto: ©2008 Erik Moldt