Storhøj - en forstad til Mårslet.
Planen søges stoppet
Det blæser på Storhøj!
Interesseklubber
Luftfoto
Da det gik op for sognerådet, at Egon Hansen var i gang med at byggemodne, forsøgte man af al magt at skride ind for at få projektet stoppet.
Sognerådet var efterfølgende kommet til den konklusion, at det absolut ikke var nogen god idé at lægge et nybyggerkvarter der. Det skulle hellere ligge som en naturlig udvidelse af selve Mårslet. Og kunne det ikke lade sig gøre, var det bedre at flytte det der hen, hvor peberet gror.
Men Egon Hansen henholdt sig til, at der under samtalerne med sognerådet undervejs var blevet givet tilsagn.
Han truede med en erstatningssag, hvis sognerådet ville stoppe byggemodningen. Og det var ikke lige det, man havde mest brug for i sognerådet.
Men man blev dog enige om i første omgang kun at lade det område, vi i dag kalder Storhøj, byggemodne.
Med hensyn til salg af parceller og disses byggemodning blev der dannet et slags triumvirat bestående af ejendomsmægler Egon Hansen, der var sælgeren, sagfører Hoppe Christensen, der var finansmanden, og rådgivende ingeniør Mose Mortensen, der stod for den tekniske side af sagen.
Blandt de første, der købte parceller, var to personer, Erik Bugge og H.E. Jørgensen, der begge var ansat på Det fysiske Institut ved Aarhus Universitet. Det var naturligt, at de indgik i bestyrelsen for den grundejerforening, der skulle oprettes, og af hvilken der for alle parcelejere var obligatorisk medlemskab.
Andre købere kom hurtigt til.
Det fik denne artikels forfatter til at reflektere på annoncen.
Og aldrig så snart havde man som potentiel køber kontaktet ejendomsmæglerfirmaet, før man fik besøg af en sælger, der havde kuglepennen klar, så der hurtigt, og uden at tiden skulle spildes, kunne skrives under på den stiplede linje.
Sælgeren, der kunne sin metier, fortalte, at der ville komme forretninger i området. At det ikke ville gå sådan, kan vi der bor der, i dag prise os lykkelige over. Der blev også lovet parkbelysning på vejene. Den havde vi til gengæld gerne set etableret.
Veje skal have navne. Der var en, lang gennemgående vej, der naturligt fik navnet Storhøjvej.
Til de 5 sideveje skulle der også findes navne. Da nu arealet skrånede, fik en af de andre nybyggere, Emil Thorman, den ide, at kalde dem Moselodden, Englodden, Kærlodden, Marklodden og Bakkelodden med Moselodden som den vej, der lå lavest og Bakkelodden, som den vej, der lå højest i terrænet.
En helt naturlig rækkefølge.
Imidlertid havde d´herrer Bugge og Jørgensen, der jo sad i bestyrelsen for grundejerforeningen, begge parceller på Marklodden. Men da de syntes, at Kærlodden var sådan et kønt navn, byttede de om på navnene, så deres vej følgelig kom til at hedde Kærlodden. Ikke længere nogen logisk rækkefølge, men sådan blev det. Dette også til oplysning for de gæster, der måtte besøge området og undre sig over rækkefølgen på vejnavnene.