Mårslet Sogns Lokalhistoriske Forening
|
|
Generalforsamling 1999 (15)
| Hans Møller havde fremstillet en fornem "folder" med dagsorden, navne på bestyrelsen, omtale af MSLF og meget mere, bl.a. teksten til "Spurven sidder stumt bag kvist", som de 37 fremmødte medlemmer indledte med at synge. Da Poul Nørlem var indlagt på hospitalet, havde Hans Møller påtaget sig hans opgaver og startede generalforsamlingen med at foreslå Erik Thers-Jørgensen som dirigent, hvilket - i lighed med mange tidligere år - straks blev applauderet af forsamlingen. Hans Møller aflagde herefter formandens beretning. Poul Nørlem havde fået den skrevet inden sin indlæggelse. Beretningen blev godkendt og Ingerlise Wendland fremlagde derefter det reviderede regnskab til godkendelse. Regnskabet udviste et underskud på 3.788,- kr, som i det store hele var begrundet i indkøb af EDB-programmer. Regnskabet blev godkednt. Der var ikke indkommet forslag, så vi kunne springe pkt. 4 over og gå til pkt. 5. Valg : pkt. 1 var valg af formand, da Poul Nørlem havde meddelt, at han ikke genopstillede. Thers-Jørgensen forsøgte længe at få forslag frem, men på trods af flere direkte forespørgsler var ingen villige til valg. Thers-Jørgensen foreslog til sidste Bent Villumsen, der indvilgede i at lade sig vælge og derefter omgående blev valgt. pkt. 2 var valg af bestyrelsesmedlemmer. På valg var Edv. Borgbjerg, Hans Møller og Bent Villumsen. De to førstnævnte blev genvalgt med akklamation. Da Bent Villumsen var blevet valgt til formand, skulle der findes et ny medlem i stedet for ham ligesom der skulle vælges et nyt medlem i stedet for Ejner Thomsen. I Stedet for Bent Villumsen blev Poul Nørlem foreslået, da han havde givet udtryk for godt at ville fortsætte i bestyrelsen kun ikke som formand. Poul Nørlem blev valgt med applaus. Som afløser for Ejner Thomsen blev Anders Errboe foreslået og da han var villig til at modtage valg, blev han valgt foreløbig for et år. Valg til bstyrelsen var så overstået. pkt. 3 var valg af revisorer og Hugo kristensen blev genvalgt. Thers-Jørgensen mente, at Ove Sørensen er så syg, at han ikke længere kan varetage jobbet og i stedet for blev Ole Jensen foreslået og valgt. pkt. 4 var valg af bestyrelsessuppleanter og efter lidt snak frem og tilbage blev e. Thers-Jørgensen og H. Kemp ANdersen foreslået og valgt, så vi nu har to absolut kompetente suppleanter. pkt. 5 var valg af revisorsuppleant. Denne post har jo i mange år været varetaget af Anders Errboe, men da han er indvalgt i bestyrelsen skulle der findes en anden. Anders Errboe lagde et godt ord ind for at få en ny kandidat til at melde sig og da Kirsten Larsen, Hørret, blev foreslået og var villig til valg blev også dette punkt hurtigt overstået.
Efter valgene er "sammensætningen"
| Formand : Bent Villumsen Kasserer : Ingerlise Wendland Bestyrelsesmedl. : Edv. Borgbjerg, Hans Møller, Poul Nørlem, Else Svendsen og Anders Errboe. Revisorer : Hugo Kristensen og Ole Jensen Bestyrelsessuppleanter : E. Thers-Jørgensen og H. Kemp Andersen Revisorssupleant : Kirsten Larsen Næstsidste punkt på dagsordenen var fastsættelse af kontingent. Kurt Friis, Præstegårdsvej 26, efterlyste en meningstilkendegivelse fra bestyrelsen om kontingentstørrelsen og så gerne, at dette blev oplyst sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Bent Villumsen svarede, at så man på årets regnskab, der ganske vist viste et underskud, - som stort set var fremkommet p.g.a. køb af EDB-programmer - så hvilede regnskabet i sig selv endda med et lille overskud, så det er bestyrelsens indstilling, at kontingentet er passende. Han gav også udtryk for, at såfremt bestyrelsen på et tidspunkt måtte finde en regulering / ændring af kontingentet nødvendig ville en sådan indstilling naturligvis fremgå af indkaldelsen til GF. Der blev ikke debatteret yderligere og dirigenten kunne afslutte generalforsamlingen med et tak for god ro og orden. Herefter fik vi kaffe og da den var overstået tog Hans Møller over og holdt i den næste timestid forsamlingen fanget med en spændende beretning om tildragelser i 1998 et år han havde regnet med skulle være et for ham roligt år, der indledtes med en rejse til Syrien og Jordan, men som endte med at blive et endog meget travlt år såvel på forfatter / skribent siden som på spændende besøg hos lensbaron Erik Gyldenkrone Rysenberg og en kontakt med efterkommere af den sidste forvalter på Vilhelmsborg. Hans Møllers causeri var spændende og her kun gengivet lidt af det store spekter vi kom omkring. Mange deltagere gav bagefter udtryk for, at de sagtens kunne have lyttet meget længere. Den nyvalgte formand sluttede aftenen af med først at takke Hans Møller for causeriet og derefter med at takke for valget til formand, idet han udtrykte lidt bekymring ved at skulle løfte "arven" efter Poul Nørlem, men var dog alligevel fortrøstningsfuld, dels fordi Poul Nørlem blev i bestyrelsen og dels ved at have så vidende bestyrelseskolleger som Hans Møller og Edv. Borgbjerg. Aftenen sluttede med at forsamlingen sang Ingerlises Mårslet sang. Således refereret. Renskrift af sider i foreningens protokol. Se siden Se side 2 Se side 3 Se side 4 Se side 5 Se side 6 Se side 7 Se side 8 | ||