|
Ingerlise Wendland har i tre hæfter:
| "En Mårsletter" I, II og III fortalt mange personskildringer af Mårslet borgere og tilflyttere. Hæfterne, der er udgivet af Mårslet Sogns Lokalhistoriske Forening, kan købes på Egnsarkivet der har åbent den anden onsdag i hver måned mellem kl. 16.00 og 17.30. Mårslet Egnsarkiv har indgang fra skolens lille parkeringsplads på Obstrupvej. Hæfterne koster 20 kr. pr. stk. I "En Mårsletter" II fortæller Ingerlise bl.a. om sig selv: "Portræt af kommuneassistenten". Hun fortæller om hendes tid på kommunekontoret i Mårslet fra 1966 til 1971, om de mange forskelligartede og spændende arbejdsopgaver hun blev sat til at lave som hjælper for kæmner Børge Krogh på kæmnerkontoret. Ingerlise fortæller her om et besøg ved Laurs og Olga Laursen på Mustrupvej.
| De Overmårsletter ku' også. Hver gang jeg dukkede op hos Laurs Laursen deroppe på Mustrupvej, kom hans kone Olga ud og kommanderede ham ind for at tage den gule jakke på: "Og så ka' I godt sæt' jer ind ved skriv'bordet"! Mens vi skrev, havde Olga travlt. Hun fermede rundt. Vi var knap færdige, da det lød: "Så er der kaffe i Øverstuen"! Der kom man sandelig ikke hver dag. Der var dækket op med silkedug, de fine kopper, og sølvtøjet var lagt på. Det nød vi alle tre. Selvfølgelig måtte jeg ikke sådan gå rundt og spise hos folk, men i dette tilfælde ville det have været en fornærmelse at sige nej tak.
| |