Nordisk Konversations - Lexicon. Femte Bind. 1863.

Sædegaard: kaldes i Danmark en saadan Hovedgaard (f.d.A.), som før 1660 har været i en adelig, Families Besiddelse (været Sædet for, en saadan), eller senere ved speciel kongelig Bevilling er bleven optaget i Sædegaardenes Tal. Til de Ejendomm, med hvilke dette var Tilfælde, knyttede der sig nemlig efter den tidligere Lovgivning en Mængde særegne og tildeels meget betydelige Rettigheder, af hvilke vel nogle (de saakaldte blandede) vare betingede af, at Sædegaardens Ejer var en Adelig eller en lige med Adelen priviligeret Person (nemlig Hals og Haand samt Sigt- og Sagefaldsret, Birkeret, Kaldsret, Forstrandsret og Retten til at oprette Sædegaarden til Stamhuus), men andre (de saakaldte reelle) kunde udøves af enhversomhelst Ejer af en Sædegaard. Af de sidste Rettigheder vare dog igjen flere, og deriblandt den vigtigste, nemlig den, som bestod i, at der svaredes ringere Skatter af disse Ejendomme end af andre, betingede af, at Sædegaarden var, som det kaldtes, complet (hvorved forstodes, at der til den hørte idetmindste 200 Tønder Hartkorn Bøndergaard, der laae inden 2 Miles Afstand fra Gaarden). Ligesom imidlertid alle de blandede Sædegaardsrettigheder ere bortfaldne ved Grundlovens § 79, saaledes ere ogsaa baade Skattelettelsen (der er ophævet ved Loven af 30te Juni 1850 om Udjevning af Forskjellen mellem det privilegerede Hartkorn, hvortil nemlig de complette Sædegaarde hørte, og det uprivilegerede) og alle de andre Rettigheder, der vare særegne som de complette Sædegaarde, afskaffede ved den senere Lovgivning, saa at nu al Forskjel mellem complette og ucomplette Sædegaard nu er forsvunden. Derimod bestaae nok endnu enkelte Forrettigheder, som adskille Sædegaarde i Almindelighed fra andre Arter af Landeiendomme.