Tilbage til forsiden

 15 Fortællinger fra Mårslet sogn  

Udgivet oktober 2001

Mårslet kirkes vindfløj

Vindfløjen på toppen af tårnet af Mårslet kirke blev sat op i 1779, da kirkens ejer, baron Christian Frederik Gyldenkrone, færdiggjorde en restaurering af kirkens tårn med blandt andet en skalmuring af tårnets ydervæg. Vindfløjen blev da fastmonteret på tårnets top – det er alene ”fanen” øverst, der i to øskener drejer i vindens retning. I fanen er der udskåret bogstaverne CFBG for Christian Frederik Baron Gyldenkrone samt årstallet 1779.

I 1974 blev vindfløjen taget ned fra tårnet i forbindelse med, at kirke og tårn skulle have en ny tagbelægning af bæverhalesten. Efter at have siddet på toppen af tårnet i næsten 200 år trængte vindfløjen til en kraftig renovering. Den nederste del, hvor stangen er fæstnet til tårnets træspær, var næsten rustet igennem, og kobberkuglen midt på stangen var fyldt med skudhuller efter projektiler eller hagl, der var gået igennem kobberet, og fordybninger forårsaget af hagl, der var prellet af på kuglen.

Selve arbejdet med tagets fornyelse med bæverhalesten blev foretaget af murermester Børge Lisbjerg. Inden de nye tagsten kunne lægges op, måtte spær og alt det gamle træværk ses efter og repareres. Dette arbejde var overdraget til tømrermester Viggo Andersen, hvis søn Arne Andersen havde overtaget tømrerfirmaet inden arbejdet kom i gang, så det blev tømrermester Arne Andersen, der udførte træarbejdet på taget. Arbejdet med renovering af den gamle vindfløj var smedearbejde, og det blev betroet til smedemester Tage Sørensen.

Da vindfløjen skulle tages ned, klatrede murer, tømrer og smed op ad stilladset, der var rejst i hele tårnets murhøjde. Herfra kravlede de på lægterne op mod tårnets top. Smeden var ikke vant til at arbejde i så store højder, så han kravlede tilbage til stilladset og overlod til murer og tømrer at bakse med at frigøre vindfløjen og få den taget ned. Under dette arbejde gled Børge Lisbjergs briller af,  faldt ned og landede i gruset på kirkegården foran våbenhuset. Da vindfløjen endelig var blevet fri, råbte Børge Lisbjerg til sin murerarbejdsmand Mogens Olsen, der stod nede på kirkegården: ”Mogens, kom lige op med 3 bajere – og så kan du tage mine briller med!” Og brillerne viste sig at være hele efter den hårde medfart fra tårnet.

Vindfløjens stang med fanen fejlede ikke noget, men stangens nederste befæstning og kuglen skulle fornyes. Fire nye stykker fladjern forsynet med huller til bolte blev svejset på det nederste af stangen beregnet til igen at kunne fastgøres på den nyfremstillede ”konge” – som træværkets top, hvor de fire hjørnespær mødes, kaldes i tømrerfagsproget.

Den gamle kobberkugle måler 21 cm i diameter. Den er fremstillet af to udhamrede halvdele, der hver slutter med en kant, der er lidt bredere på den øverste halvkugle. Ved samlingen til en kugle var de to kanter lagt sammen, og den øverste lidt bredere kant var banket ned og ind under den nederste halvkugles kant – en besværlig arbejdsproces, men i 1779 den eneste mulige, da man dengang ikke kunne lodde eller svejse i kobber.

Tage Sørensen fik karetmager Niels Hansen til i en stor bøgeklods at udhule en halvskål, og i denne form udbankede smeden med en træhammer af en to millimeter kobberplade to nye halvkugler, som blev svejset sammen med specielle kobberelektroder. Med materialer og arbejdsløn lød smedens regning på 1.041, 75 kr. + 15% moms. Der var til arbejdet medgået 4 kg kobberplade, 5 kg fladjern, 4 stk. 3/8 ” bolte og 8 stænger svejsetråd – samt 25 arbejdstimer.

Den reparerede vindfløj blev monteret igen af tømrermester Arne Andersen, og efter at der var lagt bæverhalesten på tårnet, blev vindfløjens stang nederst forsynet med et ”blyskørt” for at hindre vand i at trænge ind under taget.

Kirkens graver Laurits Mortensen havde interesseret fulgt med i arbejdet med vindfløjens renovering, og han fik i 1974 overdraget den gamle kobberkugle, som hans ældste datter Katja i sommeren 2001 har foræret til Egnsarkivet, hvor den nu opbevares. – I kobberkuglens øverste halvdel er der 5 skudhuller, i kanten i midten er der 3, mens der i nederste halvdel ses 12 skudhuller, hvoraf et enkelt måler 4½ x 1½ cm. Dertil kommer mindst 50 buler efter projektiler eller hagl, der er prellet af på kuglens overflade.

Hvorfra kommer disse skudhuller? Fra den tyske besættelse har nogle ment, hvor tyske soldater skulle have moret sig med at skyde til måls efter vindfløjen. Men hvilken besættelse? Mårslet havde i sommeren 1943 indkvartering af tyske soldater i 3 måneder, men også i sommeren 1864 var Mårslet besat. Dengang boede der i 3½ måned 70 tyske soldater i den gamle præstegård, der indtil 1930 lå på vor nuværende kirkegård lige nedenfor kirketårnet. Besættelsen i 1864 kan nok udelukkes, for dengang brugtes der blykugler i geværerne, og de ville have efterladt meget større huller i kobberkuglen. De fleste huller i kuglen synes også for små til at være skudhuller efter projektiler – det, vi ser, er nærmest huller og buler efter skud med enten luftgevær eller salonriffel, og så må det da være Mårslets ungdom, der i kådhed har skudt til måls efter vindfløjen. Fristende er det også at tænke, at en del af skuddene mod kuglen kan være affyret af jægere, men det hævdes, at skud fra et jagtgevær ikke har kunnet forårsage de huller og buler, vi ser.

Menighedsrådet drøftede i foråret 1972 for første gang at udskifte kirkens tag. Da blev murermester Børge Lisbjerg og tømrermester Viggo Andersen bedt om at komme med et overslag over udgiften. Senere samme år fremlagde menighedsrådets arkitekt planer og overslag for fornyelse af taget. Udgifterne blev da anslået til 374.995,40 kr. – men ingen tænkte dengang på udgiften til vindfløjen.

En stor del af kirkens tag havde siden 1828 været belagt med billige bæverhalesten – glade teglbrændte tagpander – der var blevet lagt op, da baronen på Vilhelmsborg havde solgt kirkens blytag for at skaffe penge til byggeri af herregårdens nye hovedbygning. Den kongelige bygningsinspektør anbefalede i 1972, at taget igen blev forsynet med bæverhaler, selv om det ville blive 123.000 kr. dyrere, end hvis man valgte almindelige standard tagsten. Derved ville Mårslet kirke være den eneste kirke i landet, der helt var dækket med disse specielle tagsten.

Efter oliekrisen i 1973 kom der store prisstigninger på materialer, men menighedsrådet kunne ikke iværksætte tagarbejdet, før de nødvendige bevillinger forelå, og da arbejdet endelig kom i gang i september 1974, betød det, at de anslåede udgifter var steget til 569.000 kr. Heller ikke dette overslag holdt – den endelige opgørelse i 1975 viste, at taget havde kostet 619.781.74 kr. – men så var smedens regning på 1.041, 75 kr for renovering af vindfløjen også med i beløbet.

Vindfløjen på Mårslet kirke havde drejet efter vinden de sidste 222 år, og smeden har lovet efter renoveringen i 1974, at den nok skal holde også de næste 200 år.

 

Den gamle og den nye præstegård

 

Førhen var både Mårslet kirke og præstegård ejet af baronen på Vilhelmsborg. Sådan havde det været, siden kirken i 1653 var blevet solgt til herregården. Baronen ansatte sognets præst, der havde bolig i præstegården, og en del af præstens løn bestod af, hvad han som ”landmand” kunne få ud af præstegårdsjorden. En anden del af lønnen kom fra den tiende, som sognets bønder hvert år skulle betale til herremanden.

Men i begyndelsen af 1900-tallet var der sket en ændring. I 1903 blev tiendeafgiften afskaffet, og i stedet var der indført grundskyld som grundlag for gårdenes beskatning og en kirkeskat, som alle borgere skulle betale. Samtidig var alle landets præster gået over til at få ensartede lønninger udbetalt af staten. Måske var det også samtidig, at herregårdens eje af  præstegården ophørte – i hvert tilfælde kan det fra begyndelsen af 1900-tallet konstateres, at præstegård og herregård ikke mere havde noget med hinanden at gøre. Baronen på Vilhelmsborg ejede derimod Mårslet kirke, indtil den blev selvejende i 1921.

Præstegården, der tidligere havde været landsbyens største gård med den bedste jord – i alt ca 60 tdr land- var i begyndelsen af 1900-tallet ikke mere, hvad den engang havde været. I 1884 var der afgivet jord til jernbanen, der var blevet anlagt tværs over præstegårdsjorden. Og i 1895 var mere end halvdelen af jorden blevet solgt fra til den nye gård ”Møllegården”, så præstegårdsjorden udgjorde nu kun ca 20 tdr. land. Også jordens kvalitet må formodes at være forringet under  ofte landbrugsukyndige præsters drift. Der ses også, at præstegårdsjorden har været bortforpagtet – således i 1881, da skovrider Henrik Schrøder, der også var Vilhelmsborgs godsforvalter, bortforpagtede præstegårdsjorden til ”Tranbjerggården”.

I 1903 var det første menighedsråd blevet valgt, og i menighedsrådets protokol kan der for de følgende år af og til ses omtale af præstegårdsjorden. I 1905 ønskede sognepræst Valdemar Bille i anledning af præstegårdsjordens bortforpagtning en udtalelse fra menighedsrådet om § 14 i forpagtningskontrakten om jordens produktionsevne – og menighedsrådets svar til præsten lød: ”Efter vor bedste skøn formener vi, at stykkerne 1 – 5 i præstegårdsmarken er i nogenlunde god kultur, hvorimod stykkerne 6 – 9 er i mindre god kultur, idet der trænges til brakning og gødskning af disse.”

Et par måneder senere samme år findes i protokollen et svar fra menighedsrådet til  pastor Bille, der åbenbart havde ønsket at opføre en mødding ved Præstegården: ”Da menighedsrådet anbefaler den lille avlings bibeholdelse ved præsteembedet, og da det må anses for gavnligt for avlingen, at der findes et møddinghus, vil man anbefale, at der gives den ansøgte tilladelse…”

I februar 1907, da Bille var blevet afløst af pastor Johan Mikkelsen kan der læses i protokollen, at menighedsrådet var samlet for at tage stilling til beliggenheden af den nye præstebolig – samt om salget af præstegårdens jorder. Seks år senere var den samme sag igen på menighedsrådets dagsorden. Her i 1913 behandlede præst og menighedsråd et eventuelt salg af præstegårdens jorder med alle påstående bygninger – og sagen blev anbefalet af menighedsrådet. I 1913 var for øvrigt allerede af præstegårdsjorden frasolgt en grund ved Hørretvej, Hørretvej 25, til opførelse af Foderstofforeningens nye mølle.

 

Præstegården som selvstændigt landbrug

 

Først i 1915 blev Præstegård og præstegårdsjorden endelig solgt. Den sidste forpagter af præstegårdsjorden var gårdejer Jens Olesen på ”Eskegården”. Om dette salg står der overhovedet ikke noget i menighedsrådets protokol, men på Egnsarkivet opbevares der en afskrift af både skøde og købekontrakt. Det er sognepræsten Johan Mikkelsen, der på vegne af Mårslet Præsteembede i maj 1915 står som sælger, og køberen er landmand Johannes Levring Christensen.

Johannes Levring Christensen var da 28 år. Han var gift med Katrhine, og de havde i 1915 to sønner, hvoraf den yngste Levring Christensen, der senere skulle blive ejer af Præstegården, blot var to måneder, da familien flyttede til Mårslet. Johannes Levring Christensen havde været forpagter af ”Fruering Skovgård”, inden han købte og blev ejer af Præstegården i Mårslet.

I købekontrakten står der, at Johannes Levring Christensen fra 1. april 1915 overtager ca 18 tdr. land, nemlig marken, gården med gårdsplads, have og toft – med undtagelse af et nærmere aftalt areal af haven og toften på 1½ tdr. land, hvorpå den nye præstebolig var ved at blive opført. Præsteboligen på Obstrupvej, der også i dag er sognepræstens bolig, var på det tidspunkt ikke færdigbygget, hvorfor pastor Johan Mikkelsen forbeholdt sig brugen af en nærmere aftalt del af stuehuset og halvdelen af køkkenhaven indtil 1. august same år.

Et mindre stykke af præstegårdsjorden var før 1915 udlagt til en epidemikirkegård, som aldrig havde været i brug. Samtidig med salget af jorden til Johannes Levring Christensen blev dette kirkegårdsstykke nedlagt og i stedet flyttet til Hørret skov. Denne flytning medførte en årlig betaling, som Johannes Levring Christensen skulle erlægge til skovens ejer – først til baronen på Vilhelmsborg, der næst efter herregårdens salg til godsejer Lars Hviid og endelig efter 1954 til sønnen Knud Gustav Hvid. I 1956 betalte Levring Christensen et engangsbeløb til Knud Hvid og frikøbte derved gården for den fremtidige årlige ydelse.

 

Den gamle Præstegård

 

Præstegården havde oprindelig været en firlænget gård, men ved Johannes Levring Christensens overtagelse var østlængen væk. Denne længe havde oprindelig været brugt som hestestald, men var efter præsteembedets ønske i 1896 blevet nedrevet af møller Hans Chr. Jensen, der i 1895 af kirken havde købt en stor del af præstegårdsjorden. Den bevarede vestlænge, der var opført i bindingsværk og hvidkalket, rummede svinestald med søer og smågrise og et hønsehus – som blev indrettet i længens sydende i den tidligere konfirmandstue. Gårdens nordlænge, der var adskilt fra vestlængen ved en smal gang, hvor der lige kunne køre en trillebør, var en bygning opført af kløvede kampesten. Den indeholdt hestestald, kostald, en gennemkørselsport og laden. Stuehuset lå mod syd tæt op ad kirkegårdens høje norddige. Det var en hvidkalket bindingsværksbygning i én etage – undtagen midtfor ved indgangspartiet, hvor der også var en overetage. Såvel vestlænge, nordlænge som stuehus var tækket med strå. På billedet af den gamle præstegårds stuehus ses to ”bukler” på stråtaget de skjuler et par lysåbninger med glasruder, der gav lys ind på loftet over beboelsen. Tre af stuehusets skorstene ses også på billedet. De var bygget så høje på grund af den nærliggende høje beplantning. – Alt dette blev Kathrine og Johannes Levrings og deres sønners nye hjem. Ud over sønnerne Carl og Levring kom senere sønnen Jacob til.

Den dam, der ved overtagelsen lå på den store gårdsplads, lod Johannes Levring Christensen af hensyn til sine børns sikkerhed fylde op. Dammen var tidligere brugt ved vaskning af vogne og heste. På gårdspladsen lå gårdens brønd, og her var også tærskegangen, hvorfra en aksel førte ind i laden, hvor selve tærskeværket stod. Når der skulle tærskes på gården, gik heste rundt i tærskegangen og overførte derved kraften til tærskeværket, og det var meget vigtigt for tærskningen, at hestenes rundgang foregik i et jævnt tempo. Ved tærskningen blev halmen rystet fra, og fra gennemkørselsporten blev den med fork løftet op på loftet over kostalden. Korn og avner kom i en halmryster, hvorfra avnerne blev blæst fra kornet.

På 1. salen i midten af stuehuset var der en lille lejlighed med stue og køkken, og her boede en gammel kone, der hed Trine. I østenden af stuehuset var der en separat lejlighed. Den blev udlejet til Daniel Steffensen, efter at han havde afhændet sin gård ”Borregården”.

Præstegårdens jorder blev gennemskåret af jernbanen, der var anlagt i 1884, men en overkørsel over skinnerne sikrede forbindelsen mellem markstykkerne, der blev dyrket med de traditionelle afgrøder havre, byg og roer. Til præstegården var der knyttet en voksen karl og en konfirmeret dreng.

 

Det skulle vise sig, at købekontraktens ordlyd havde været for vagt formuleret. Johannes Levring Christensen gjorde efter købet krav på et stykke jord, som sognepræsten mente, tilhørte kirken. Da man ikke kunne blive enige, endte sagen i retten, der i 1918 dømte, at det stykke jord, man ikke var kunnet blive enige om, tilhørte Johannes Levring Christensen. I menighedsrådets protokol kan der et par dage efter dommen læses: ”En sag er gået præsteembedet imod ved dom. Menighedsrådet blev af præsten bedt om at give et skøn, hvad den i dommen omhandlede trekant kunne være værd.”

 

Kirkegården udvides

 

I 1909 var der foretaget en udvidelse af kirkegården mod vest, og menighedsrådet havde da ikke kunnet forestille sig, at det kun få år senere ville blive nødvendigt med en ny kirkegårdsudvidelse – og efter salget af præstegårdsjorden i 1915 var der heller ikke mere noget jord til en yderligere udvidelse. Men da en kirkegårdsudvidelse i 1929 trængte sig på, talte sognepræsten – det var nu provst Thøger Rugholm – med Johannes Levring Christensen om problemet, og denne fremsatte da et tilbud om, at kirken kunne tilbagekøbe ca1½ tdr. land af præstegårdsjorden.

På den tilbudte jord lå Præstegårdens stuehus, og ifølge den købekontrakt, der blev udfærdiget i maj 1930, var Johannes Levring Christensen forpligtiget til at aflevere jordstykket ryddeliggjort for bygninger inden 1. november 1930. Men den jord, ca 6000 kvadratalen, menighedsrådet derved havde købt, havde åbenbart ikke været nok til den påtænkte udvidelse, for i april 1931 henvendte menighedsrådet sig til Johannes Levring Christensen med et tilbud om yderligere at købe det jordstykke, der lå nord for det allerede købte – det vil sige jorden, hvorpå kampestensbygningen lå. Træerne på grunden skulle blive stående, mens alle de gamle bygninger såvel på selve stykket som på det tilstødende areal mod nord med brosten skulle være fjernet inden 1. november 1931. Dermed var den gamle Præstegårds dage som gård talte.

 

Den gamle Præstegårds nedrivning

 

Johannes Levring Christensen stod selv for nedbrydningen af gårdens bygninger. Der var ikke meget fra den gamle Præstegård, der  kunne genanvendes. Træporten i gennemkørselsporten blev bevaret, og den kom til at indgå i den nye Præstegårds udbygning. Endnu i dag kan det ses, at tyskere under indkvartering i Præstegården i krigen 1864 har skrevet indvendig på denne port og med maling har markeret et skilderhus. Øverst til højre på porten ses et mindre felt, hvor præstesønnen ”Mille” (1856 – 1936) har skrevet : EMIL BUDTZ, 12 DECEMBER 1864 (måske står der 1867 eller 1869) Også stuehusets døre blev bevarede og blev brugt som døre i den nye Præstegårds stuehus. Præstegårdens egetømmer blev brugt som brændsel i de næste ti år i den nye Præstegårds komfur og kakkelovne.

I stuehusets spisestue blev en rude i et af vinduerne taget ud til bevaring. I denne rude var der med signet eller diamant indridset navne og årstal for Præstegårdens sidste tre beboere: sognepræsterne Niels Bygum Krarup (1871 – 91), Valdemar Bille (1892 – 1906) og Johan Mikkelsen (1906 – 28). Menighedsrådet fik ruden tilbudt, men det havde dengang ingen interesse, og den er desværre senere gået til.

Ved gavlen vest for stuehuset havde der været en stor brønd sat af kampesten, og den blev kun brugt ved vask. Da der allerede før 1929 var blevet lagt vand ind i Præstegården var brønden ude af brug ved gårdens nedbrydning. Efeu og andet haveaffald var fyldt i den, inden den ellers blev fyldt op. Endnu i dag, så mange år efter, ses ofte en fordybning i jorden på kirkegården lige dér, hvor brønden tidligere var, og graveren må af og til fylde jord og ral på for at dække fordybningen.

Da nordlængen bygget af kampesten blev nedbrudt, var arbejdet med bygning af Mårslets nye skole beliggende mellem Testrupvej og Obstrupvej netop påbegyndt, og kampestenene fra nedbrydningen af Præstegårdens staldlænge blev kørt til skolen, hvor de efter at være hugget til kom til at udgøre soklen i den nye skolebygning.

Efter at Præstegårdens bygninger var fjernet, kunne udvidelsen af kirkegården begynde. I kirkegårdsudvidelsen indgik den nykøbte jord samt 400 kvadratalen af præsteboligens jord. Kirkegårdsindvielsen fandt sted i 1931.

 

Den nye Præstegård

 

Johannes Levring Christensen havde efter salget af sin gård ikke mere bygninger til sit landbrug, og det var derfor nødvendigt inden nedbrydningen at få opført en ny gård. Den nye Præstegård kom til at ligge på præstegårdsjorden nord for jernbanen, hvor en moderne ny Præstegård, opført af røde mursten, kunne tages i brug i juli 1930. Fra Hørretvej blev der nord for Foderstofmøllen ført en lille vej op til gården – i dag Hørretvej 27.

Den nye Præstegård var mindre end den gamle. Den bestod af stuehus og mod nord en vinkelbygget stald- og ladebygning. Den nye Præstegård var meget lettere at drive. Ikke alene havde Johannes Levring Christensen ved bygning af gården kunnet indrette den praktisk, han fik også vand indlagt, og så var der elektricitet, hvilket blev meget arbejdskraftbesparende.

Til venstre foran stuehusets indgangsdør i den gamle Præstegård stod der opstillet en stor rund sten med en helt plan overflade – det var ridestenen, hvorfra rytterne satte op på hesten. Denne ridesten blev flyttet med til den nye Præstegård, hvor den blev stillet op til venstre for stuehusets indgangsdør. Her står den også i dag – næsten som for at markere forbindelsen, der er mellem den gamle nedbrudte Præstegård og den nye Præstegård nord for jernbanen.

Rækværket ved trappen, der fører til stuehusets indgangsdør, har Levring Christensen ladet fremstille som et dekorativt kunstværk af ene brugte hestesko.

 

Generationsskifte

Sønnen Levring Christensen var involveret i nedbrydningen af den gamle Præstegård og bygning og ibrugtagning af den nye Præstegård. Han havde gået i Mårslet gamle skole, hvis bygning nu er ”Borgerhus”, han var konfirmeret af Thøger Rugholm på dennes første konfirmationshold, og efter konfirmationen var han blevet hjemme hos faderen på gården. I 1933 tog han arbejde på ”Ovesminde” i Gunnestrup. Efter 2 års tjeneste i Gunnestrup kom Levring Christensen igen hjem til Præstegården og var her, til han i 1937 skulle være soldat.

I 1940 købte Levring Cheistensen den lille ejendom på Obstrupvej 11. Der hørte 5 tdr. land til, og dem drev Levring med blandt andet jordbær og kartofler. I 1954 blev han og faderen enige om at bytte ejendomme – Levring Christensen fik Præstegården, mens faderen flyttede til den mindre ejendom på Obstrupvej.

Levring Christensen drev Præstegården, som faderen havde gjort – med traditionelle afgrøder og med husdyrhold af køer, svin og heste i stalden. Han selv, hans kone Alma og deres tre børn – datteren Birgitte, sønnen Peter Levring og datteren Bodil – klarede selv hele driften af gården.

Levring Christensen er kendt for sin interesse for travheste, og denne interesse måtte indpasses i den tid, der skulle bruges på gården, hvilket tit gav lange arbejdsdage. Ofte op kl. 3.30 om morgenen for at tage på travbanen inden morgenmalkningen skulle klares derhjemme, så mælken kunne være klar til afhentning til mejeriet kl. 7. Interessen for heste omfatter også opdræt og handle med travheste.

 

Begyndende udstykning fra præstegårdsjorden

 

I Johannes Levring Christensens tid på Præstegården var der udstykket enkelte grunde af præstegårdsjorden. A. P. Larsen indehaver af Benzintanken på Hørretvej 17, købte et stykke jord til sin grund, og på Hørretvej 29 var der solgt en grund til Johannes Jensen, der havde afhændet sit mejeri i Hørret. Her blev der mod vejen bygget en villa og bagved en bygning, hvor Johannes Jensen påbegyndte en produktion af margarine. Nabogrunden Hørretvej 31 solgte Johannes Levring Christensen til foderstofuddeler og møller Jacob Jacobsen, der byggede den røde murstensvilla.

Fortsat uklarhed om, hvad der hørte til Præstegården, og hvad der hørte til kirken, førte i 1955 atter til en skelstrid om et stykke jord beliggende langs vejen Ved Kirken. Der skulle gå 1½ år, inden afgørelsen faldt, og denne gang var resultatet til kirkens fordel.

I 1961 havde Levring Christensen udstykket en parcel ved siden af dyrlæge Hjønrholms ejendom på vejen Ved Kirken, og han havde fremsendt en udstykningsplan til sognerådet for et større areal af præstegårdsjorden syd for jernbanen. Denne påtænkte udstykning kunne sognerådet ikke umiddelbart godkende. Sognerådet forsøgte at købe den omhandlede jord af Levring Christensen, men da der ikke kunne opnås enighed om prisen, lod sognerådet sagen udsætte til efter, at der var blevet udarbejdet en dispositionsplan for al fremtidig byggeri i kommunen.

Fra præstegårdsjord til parcelhuskvarter

 

I 1964 henvendte stationsforstander Ejnar Zacho Rath sig til Levring Christensen med en forespørgsel om at købe en byggegrund. Rath stod foran sin afgang som stationsforstander på Mårslet Station og ville gerne blive boende i denne del af byen. Levring Christensen tilbød Rath, at han kunne købe Hørretvej 33, men da kommunen skulle godkende købet, stillede sognerådet som betingelse, at Levring Christensen samtidig lod udarbejde en udstykningsplan for hele den del af præstegårdsjorden, der lå nord for jernbanen. Det var den vedtagne kommune-dispositionsplan fra 1963, der muliggjorde denne store udstykning, der i løbet af få år omdannede præstegårdens jorder til parcelhuskvarteret ved Præstegårdsvej, Nevavej, Uveavej og Piganavej – Neva, Uvea og Pigana var navnene på 3 af Levring Christensens heste – 1½ år gamle plage.

De sidste udstykninger fra præstegårdsjorden blev foretaget langs vejen Ved Kirken.

 

På ny kirkegårdsudvidelse

 

Allerede i 1963 havde menighedsrådet ladet udarbejde en skitse til en ny udvidelse af Mårslet kirkegård, og i 1971 drøftede sognepræst Jens Yde og menighedsrådet køb af jord til kirkegårdsudvidelsen. I 1972 begyndte menighedsrådet forhandling med Levring Christensen om køb af endnu et stykke af præstegårdsjorden. Menighedsrådet tilbød at betale 11,00 kr. pr. kvadratmeter for køb af den nødvendige jord, men den pris kunne Levring Christensen ikke acceptere for jord beliggende i byens midte, når der samtidig blev solgt jord i byens udkant til en højere pris. Forhandlingerne om købet stod på i et par år, men da der endnu ikke i slutningen af 1974 var nået et resultat, ansøgte menighedsrådet i 1975 kirkeministeriet om tilladelse til at lade foretage en ekspropriation af det aktuelle nødvendige udvidelsesareal. Denne tilladelse blev givet menighedsrådet i 1976.

Ekspropriationen blev iværksat i februar 1977. Herved måtte der afståes 5669 kvadratmeter af præstegårdsjorden beliggende nord for den hidtidige kirkegård til menighedsrådet. Tiden havde arbejdet for Levring Christensen – jordpriserne var steget i årene før ekspropriationen, så han endte med at få mere for sin jord, end han fra starten af forhandlingerne havde forlangt.

Arbejdet med udvidelse af kirkegården, der også omfattede opførelse af et mandskabshus, blev iværksat, og i 1982 kunne sognepræst Martin Kontni ved en højtidelighed indvie den nye del af kirkegården.

 

Hvad der er tilbage af Præstegården

 

Efter den store udstykning af Præstegårdskvarteret i årene efter 1964 holdt Levring Christensen helt op med at have køer i stalden, og svineholdet blev også trappet ned. I dag er der ingen husdyr på gården bortset fra travhestene.

Tilbage af præstegårdsjorden nord for jernbanen er der i dag de 2 tdr. land, der omgiver præstegårdsbygningerne. Efter den sidste kirkegårdsudvidelse var præstegårdens marker syd for jernbanen reduceret til kun 2 tdr. land. Dem søgte Levring Christensen omkring 1980 tilladelse til at udstykke, men Århus Kommune kunne ikke acceptere planerne. I stedet købte kommunen jorden, som Levring Christensen siden har haft forpagtet.

 

Mårslet to præstegårde

 

Fortællingen om den gamle Præstegård giver samtidig forklaringen på, hvorfor der i dagens Mårslet findes to præstegårde – Præsteboligen på Obstrupvej 4 og gården ”Præstegården” på Hørretvej 27, som i 1930 blev navngivet efter den gamle nedbrudte Præstegård. Og for at gøre forvirringen større kan der nævnes endnu en Præstegård i sognet. I Århus Bispearkiv findes en indberetning fra 1830 om Kapellet i Langballe. I indberetningen fortæller sognepræst Mathias Christian Brandt, at gården ”Dalsgård” Langballevej 117, beliggende nær kapellet, efter et gammelt sagn skulle have været en præstebolig.

 

Den forsvundne præsteport

 

Torben Christensen, der i 1998 var medlem af menighedsrådet, så en dag hos en marskandiser i Århus et maleri, hvis motiv syntes at forestille Marslet kirkes ”Testrupport”. Maleriet, der var fra 1929, blev købt og foræret til Sognehuset, hvor det hænger i dag.

”Testrupporten”  findes i kirkegårdens middelalderlige vestdiges kampestensmur, og gennem denne port har der i århundreder været adgang til kirkegården fra Obstrupvej.

Der var et eller andet ved maleriet, der ikke helt passede med Testrupportens udseende, og der blev spekuleret på, om det måske i stedet kunne være en anden og nu forsvundet port, der engang havde været placeret et sted i kirkegårdsmuren.

Maleriet blev forevist den 90-årige Asta Andersen, der havde boet i Mårslet hele sit liv, og hun kunne straks genkende porten. Det var ganske rigtigt ikke et billede af Testrupporten, men af den gamle Præsteport, der engang havde siddet i kirkegårdens norddige, hvor porten havde været præstens adgangsvej fra kirken gennem kirkegårdens allétræer til præstegården, der indtil 1930 lå tæt op ad kampestensdiget nord for dette.

Asta Andersen var ikke i tvivl. Som barn kom hun tit på kirkegården for at hjælpe sin far, der var graver ved kirken gennem 27 år. Hun kunne straks genkende porten og også fortælle, at billedet var malet inde fra præstegårdhaven.

Mårslet kirkes præst var i 1915 flyttet fra den gamle Præstegård til den nuværende præstebolig på Obstrupvej 4, hvorefter den gamle Præstegård og præstegårdsjorden var blevet solgt – bygningerne var beboet af en landmandsfamilie og jorden blev drevet som landbrug.

I 1930 var det blevet nødvendigt med en større udvidelse af Mårslet kirkegård, hvorfor menighedsrådet måtte tilbagekøbe jorden, hvorpå den gamle Præstegård lå, og gårdens bygninger blev da nedrevet. Samtidig blev også det gamle norddiges solide kampestensmur fjernet og med den forsvandt også Præsteporten – så maleren, der i 1930 har malet billedet af Præsteporten, har gjort det, kort tid inden porten i 1930 blev nedrevet – og det gør jo ikke maleriet ringere rent historisk.

 

Sådan gik det med præstegårdsjorden

 

Præstegården var en stor firlænget gård, byens største, der var beliggende, hvor der i dag er kirkegård. Jorden, der oprindelig hørte til Præstegården,  var på ca 60 tdr. land.

Den første udstykning på Præstegårdens jord fandt sted i 1849, da det nordøstlige hjørne, hvor præstegårdsjorden stødte op til Tranbjerggårdens jorder, blev udlagt til epidemikirkegård. Det næste indhug fandt sted i 1884, da Præstegården måtte afgive jord til den nyanlagte Odderjernbane, der da blev ført tværs gennem præstegårdsjorden.

I 1895 frasolgte sognepræst Valdemar Bille på præsteembedets vegne præstegårdsjordens parcel No. 2 og 3 (det skraverede på kortet) til Møller Hans Jensen, der langt Obstrupvej opførte Møllegården og opbyggede Mårslet Mølle. Epidemikirkegården blev da ”lukket inde”, men kirken betingede sig ved salget fortsat vejret ad den 6 alen brede vej, der fra Hørretvej langs præstegårdsjordens norddige førte ind til Epidemikirkegården. På en mindre lod af Parcel Nr. 2 opførtes der samtidig en Jordemoderbolig – vort nuværende Spejderhus – på Obstrupvej 6.

To år senere, i 1897, fik kirken af Kirkeministeriet tilladelse til også at sælge Epidemikirkegårdens jord til Hans Jensen på Møllegården. I skødet anførtes, at kirken samtidig frafaldt sin ret til at benytte epidmeivejen – vejen forfaldt, og kun det lille stykke fra Hørretvejs nuværende rundkørsel ind til ejendommen 67 blev bevaret – men også dette stykke af den gamle vej er nu forsvundet.

Af Præstegårdens tilbageværende ca 20 tdr. land – Parcel No. 1 – blev der i 1913 udstykket en grund langs Hørretvej nord for jernbanen til opførelse af Foderstofmøllen ”kildevang”. I 1915 udstykkedes langs Obstrupvej 1½ tdr. land til opførelse af vor nuværende præstebolig, og de resterende 138 tdr. land solgtes af sognepræst Johan Mikkelsen på præsteembedets vegne sammen med Præstegårdens bygninger til landmand Johannes Levring Christensen – og derved har kirken siden 1915 været jordløs.

Møllegården blev i 1914 solgt til landmand Søren Rasmussen, hvis søn Erik Rasmussen i 1957 overtog gården. I 1960erne udstykkede han grunde syd for jernbanen til bebyggelserne ”Mølleparken” og ”Baneleddet”, og da han solgte gården i 1984, kom ”Andels – boligfællesskabet Møllegården” til.

Gårdejer Levring Christensen, der havde overtaget Præstegården efter sin far i 1954, udstykkede fra midt i 60erne Parcel No. 1 nord for jernbanen – grundene ved Nevavej, Uveavej og Piganavej – og samtidig blev der af Møllegårdens Parcel No. 2 udstykket fra jernbanen op til den stiplede linie på kortet. Disse udstykninger udgør i dag Præstegårdsvejkvarteret.

Resten af Parcel No. 2 er i 2001 ved at blive byggemodnet og udstykkes til 61 villagrunde og 2 storparceller af Århus Kommune, der i flere år har ejet jorden. Med i udstykningerne er også den jord, der i sin tid var udlagt til Epidemikirkegård. Møllegårdens Parcel No. 3 blev i sin tid solgt til gartner Ejner Mortensen og senere til gartner Søren Steffensen. Af gartnerjorden er der foretaget enkelte udstykninger langs Hørretvej, og der er nu ved kommunens udstykning gjort klar til, at også denne jord kan blive udstykket og solgt til bebyggelse.

 

Kapellet foran kirken

 

Mårslet kirkes kapel er bygget i 1903. Indtil for nylig kendte man ikke det nøjagtige årstal for kapellets opførelse, men kopier af et par breve, der er dukket op på Egnsarkivet, fortæller alt om kapellets historie.

Da Mårslet menighedsråd i 1957 ønskede at forsyne kapelbygningen med et toilet, blev det opdaget, at kirken slet ikke ejede kapellet og aldrig havde gjort det og heller ikke den jord, kapellet lå på. Det gav præst og menighedsråd hovedbrud at finde ud af de rette ejerforhold, men da det lykkedes, skulle der bringes orden i sagen, og det var årsagen til afsendelsen af de to breve.

Det ene brev er sendt fra Mårslet Sogneråd til Amtsrådet i Århus. Heri beder Sognerådet om tilladelse til at forære Mårslet kirke det ligkapel, der hidtil har været opført i kommunens formueregnskab.

Det andet brev er fra Mårslet menighedsråd og sendt til Dommerkontoret i Århus. Heri beder menighedsrådet om, at både bygninger og det areal på 145 kvadratmeter, hvorpå der foran kirken er opført et kapel og en Rejsestald, må blive tilkendt og skødet til Mårslet kirke

Til oplysning for Dommerkontoret skriver menighedsrådet: ”Sammenbygget med kirkegårdsmuren ligger et Ligkapel og en Rejsestald. Disse bygninger er i 1903 opført af Mårslet Sogneråd til brug for menigheden, da deres opførelse ikke kunne pålægges kirkeejeren, baron Ove Theodor Gyldenkrone, Vilhelmsborg. Bygningerne er siden vedligeholdt af Mårslet Sogneråd, også efter at kirken i 1921 overgik til selveje.

Arealet, som hverken kommunen eller andre har tinglæst adkomst til, tilhørte oprindeligt den selvejende institution ”Mårslet Hospital” grundlagt 1684. Da hospitalets kapital i 1822 var gået tabt, ophørte det fra ca 1830 med at eksistere som stiftelse og overgik enten straks eller kort tid senere til Mårslet kommune som Fattighus. Som sådan anvendtes det, indtil det i 1903 ved Ligkapellets og Rejsestaldens opførelse blev nedbrudt.”

Den omtalte rejsestald var opført til opstaldning af bøndernes heste, mens bønderne selv overværede gudstjenesten i kirken. – Herregården Vilhelmsborg ejede Mårslet kirke fra 1653 til 1921. Netop i året 1903 var der kommet en kurve på tråden mellem menighed og baron. I det år blev der for første gang valgt et menighedsråd. Baronens kone, baronesse Sofie, var opstillet på den ene af valgets to kandidatlister, men en snedig udformning af listerne havde hindret, at hun blev valgt. Tilmed havde det nye menighedsråd som sin første handling krævet en opvarmning af kirken – og de to forhold har sikkert medvirket til, at det ikke blev baronen, der opførte og betalte kapellet.

Forklaringen i menighedsrådets brev om, at ”Hospitalet” tidligere havde ligget på grunden, er rigtig. Baronesse Regitze Sophie Vind, enke efter den første baron Vilhelm fra Vilhelmsborg, havde i 1684 ladet den tidligere kirkelade foran kirken indrette til ”Hospital” – et hjem for ti ældre kvinder. Hvert år betalte Vilhelmsborg for disse kvinders ophold, men da baron Frederik Julius Gyldenkrone i 1822 var gået fallit, og hans godser måtte gå på tvangsauktion, gik også den kapital til, der havde dannet grundlag for den årlige betaling til Hospitalet. Den nye baron på Vilhelmsborg, Ove Gyldenkrone, ville ikke af egen lomme betale for kvindernes ophold, hvorfor hospitalet blev nedlagt og i stedet brugt som kommunens fattighus. Man kan forestille sig, at bygningen i 1903 har været i en elendig forfatning og derfor har været tjenlig til nedrivning.

Mårslet kirke fik da af dommerkontoret i 1957 tilkendt kapellet og fik også skøde på grunden, hvor kapel og rejsestald var opført. Kapellet har vi stadig, men rejsestalden er for længst væk – og der er jo ikke mange bønder tilbage i det tidligere bondesamfund og slet ingen, der kommer kørende til kirke i vogn trukket af heste, der kræver opstaldning.

Med dommen fik kirken sit kapel, og kapellet kunne så indrettes med toilet. Menighed og Sogneråd enedes endda om at betale omkostningen til toilettet med halvdelen til hver.

 

Udnyttelsen af vandkraften i Giver åen

 

I dag flyder Giberen naturskønt og fredeligt gennem Mårslet sogn, og ingen tænker mere på, at vandet i Giber å tidligere også har haft stor nytteværdi – dengang da man omdannede åens vandkraft til energi, der helt frem til omkring år 1800 var eneste form for drivkraft, der kendtes.

Da isen ved slutningen af sidste istid for 1200 år siden trak sig tilbage, blev sognets landskabsudseende skabt med de høje randmorænebakker nord for Hørretvejen og øst for Langballe – og med dalstrøgene, hvor Giberen og dens bifloder løber.

Giber å udspringer ved Testrup Mose syd for Tranbjerg, hvor Morsbækken og Ballebækken løber sammen og bliver til Giber å. Herfra bugter åen sig forbi Testrup, gennem Mårslet by til den opdæmmede sø ved Vilhelmsborg, hvorfra vandet kaster sig ned i styrtlejet – vandfaldets stensatte trappetrin. Fra vandfaldet bugter åen sig gennem Vilhelmsborgskoven, løber under Odder landevej nord om Beder, forbi Fulden og videre gennem Moesgaard skoven og Skovmøllen til dens udløb i Kattegat ved Fiskerhuset. Under sit stort set uregulerede løb gennem landskabets marker, enge og skove danner Giberen de mange naturskønne steder, som vi kender og holder af.

Hvornår man begyndte at udnytte Giber åens vand, vides ikke. De første vidnesbyrd herom har vi fra slutningen af 1500-tallet, hvor Skovmøllen i 1590 bliver nævnt, og vi får kendskab til 3 vandkraftanlæg langs Giberen.

Da Gabriel Marselis i 1662 købte herregården Skumstrup og Moesgård, omfattede løbet blandt andet også de 2 møller – ”Lille Fulden Mølle” og ”Schouff Nølle”. Både Fulden Mølle og Skovmøllen blev ved købet lagt ind under Moesgård gods. Åens tredje mølle, ”Rockballe Mølle”, kom under Vilhelmsborg i 1758.

 

Lille Fulden Mølle

 

Fulden Mølle er i dag en privatejet beboelse, som indtil begyndelsen af 1900-tallet blev vandmøllen drevet efter ret store forhold for den tid. Store dele af sognet blev kundebetjent af en møllevogn. I 1908 brændte Fulden Mølle, men efter branden blev den genopbygget og moderniseret. Etablering af vindmøllekraft på gårdene, opførelse af motormøllen ”kildevang” i Mårslet i 1913, der blev drevet som et andelsforetagende af bønderne i Mårslet og Hørret, og endelig etableringen af elektricitet på egnen i 1920erne blev for stor en konkurrence for Fulden Mølle, og dens tid som kornmølle var forbi.

At være møller på en vandmølle og deraf afhængig af naturens luner har ikke altid været let arbejde. Fra en gammel indberetning om tilstande og forhold på møllerne i Århus Stift i 1761 står der om Lille Fulden Mølle, at når stærk tørke om sommeren eller frost om vinteren faldt ind, var der ingen vand til møllen. Det kunne også hænde, at der var så meget vand enten af regn eller tøbrud, at det hindrede møllen i at male i flere dage, da det skabte ”bagvande”.

At vandmøllen kaldtes ”Lulle Fulden Mølle” skyldtes, at der i nærheden tidligere også lå en landsby ved navn Store Fulden. Den var i 1707 blevet nedlagt og landsbyjorden lagt ind under Moesgård.

 

Rockballe Mølle

 

Rockballe Mølle ligger i Beder sogn lige syd for Skalbjerg Ås, der ligger i Mårslet sogn. Siden 1970erne har møllen været en privat beboelse.

 Indtil 1758 tilhørte Rockballe Mølle ”Aarhus Hospital”, og indtægten af den var tillagt hospitalets præster. Ved en kongelig bevilling af 23/6 1758 fik baron Christian Frederik Gyldenkrone (1753 – 1788) møllen overdraget ”til evindelig eye” for Vilhelmsborg mod en årlig betaling af 3 tønder rug og 3 rigsdaler til Århus Hospitals præster.

 

Skovmøllen

 

Moesgård Skovmølle nævnes første gang i 1590 og igen i 1610, da Niels Villadsen havde den i fæste. Bistået af Giber åens vandkraft har den i mere end 400 år fungeret som kornmølle for de omkringliggende bøndergårde og Moesgård, som den har tilhørt det meste af tiden.

Ved hjælp af mølledæmningen er Giber åens vand opstemmet i den store mølledam. I dæmningen er der to portåbninger, som kan åbnes og lukkes med stigbord. Gennem åbningen ved Møllehuset førtes vandet frem til det store vandhjul, som trak mølleværket. Fra den førnævnte indberetning om møllernes tilstand i Århus Stift i 1761 fremgår det, at forholdene ved Skovmøllen var af næsten samme beskaffenhed som ved Fulden Mølle.

Mølledriften blev indstillet i 1910. Selve møllen er blevet fredet og er stadig intakt. I 1991 blev mølleværket restaureret, og siden har møllen nogle dage om året malet korn på kværnen blandt andet til bagning af restaurationens hjemmebagte grovboller. I 1785 blev alle husene på Skovmøllen fornyede, og i 1852 blev der bygget en etage mere på selve møllehuset. Udover mølledriften havde i hvert fald Skovmøllen også et tilhørende landbrug. I 1707 blev Skovmøllens fæstejord lagt ind under Moesgård.

Allerede dengang, da møllen malede bøndernes korn, var Skovmøllen samtidig et traktørsted, som gennem årene siden har udviklet sig til det yndede spisested, der året rundt benyttes som indledning eller afslutning på en travetur i skoven.

Mølleren på hver af de tre vandmøller langs Giberen var fæster under herregården – han ejede altså ikke selv møllen, men havde brugsretten til den og indtægten af den. Heraf skulle han betale fæsteafgift til herremanden og skat til staten af mølleriet. Til gengæld havde alle godsets fæstebønder pligt til at benytte godsets møller – et møllemonopol, der var gældende til midten af 1800-tallet, da fæstebønderne var begyndt at købe deres gårde, og hvor vindmøllerne ved gårdene var begyndt at komme frem. Men det var først ved elektricitetens udbredelse, hvor de enkelte gårde blev uafhængige af møllen, at vandmøllerne langs Giberen måtte standse deres drift.

Herregårdsejerens indtægt fra møllerne var ikke altid stabil. Fra indberetningen i 1761 ved vi, at mølleren både ved Fulden Mølle og Skovmøllen i nogle år havde fået nedsættelse af afgifterne og afslag i landgildet på grund af besværlighederne ved  for lidt eller for meget vand i åen. Vandmængden i Giberen var betinget af naturens luner, og der fandtes ingen mulighed for kunstigt at regulere åens vandmængde før bygningen af vandfaldet ved Vilhelmsborg.

 

Dæmningen med vej, vandfald og elværk

 

Omkring 1870 blev der ved Vilhelmsborg tværs over Giber å bygget en dæmning, der dæmmede åen op til en sø. Vejen fra Langballevej til Vilhelmsborg – nuværende ”Hovstien” – havde hele tiden eksisteret og blev brugt som hovvej af de bønder, der kom nordfra for at yde hoveri på herregården. Vejen var ført over en bro over Giberen – nedenfor det nuværende vandfald – og endte oppe ved hovedbygningen, hvor også avlsgården lå, inden den nedbrændte i 1855. Efter avlsgårdens flytning og nyopførelse blev det sidste stykke af denne gamle hovvej i stedet ført hen over dæmningen og endte nu oppe i den nye avlsgård.

I dæmningens nordende blev der samtidig bygget et stensat vandfald, der kunne sende Giberens vand fra søen videre. Vandstanden i søen er målt til 39,09 meter over havet, og ved foden af vandfaldet er højden 28,36 meter over havet – en imponerende højdeforskel på 8,46 meter. En sluseport med stigbord gjorde det muligt at sende søens vand videre i en jævn strøm, så vandmøllerne langs Giberen nu kunne sikres vand nok i tørre perioder og kunne undgå ”bagvand”, når regnen styrtede ned.

At vandfaldet og reguleringen af vandstrømmen i begyndelsen har givet problemer, ses af, at det blev nødvendigt for baron Carl Gyldenkrone i 1874 at indgå en aftale med ejeren af Moesgård, Torkild Dahls enke Eleonora Emilie Dahl, om søens vandstand. Denne aftale er senere taget med som et af regulativerne for Giber å og går ud på, at det højeste vandspejl i opdæmningen må være 4½ fod over grundbjælken ved broen og det laveste vandspejl 1½ fod over bjælken – og denne aftale er gældende den dag i dag.

Men der var et formål mere med dæmningen – og måske den egentlige grund til, at Giberens vand således blev tæmmet. Fra dæmningens østside ud for søens sydkant ses resterne af en kanal. I dag er den tørlagt, men tidligere løb vand fra søen gennem et rør under vejen i en jævn strøm ned gennem kanalen, der udmundede i åen nedenfor vandfaldet. I denne kanal lod baronen omkring 1870 opstille en vandturbine, så Giberens vand herfra kunne producere mekanisk trækkraft og senere elektricitet til gården.

Fra turbinehuset var et wirespil ført op til overetagen af forvalterboligen, hvor wiretrækket gik ind på bygningens loft. Fra et wirehjul førtes der herfra wiretræk eller remtræk ned til at trække maskinerne i mejeriet i kælderen. Wiretrækket fortsatte hen over forvalterboligens loft, og i den anden ende af forvalterboligen gik wiretrækket i en vinkel ned til den nu forsvundne svinestald og videre til karetmagerværkstedet, hvor wirespillet endte i et stort wirehjul. Herfra trak et remtræk kartemagerens maskiner. Wirehjulets aksel var ud for karetmagerværkstedet ført ind på loftet over hestestalden til kornmagasinet, hvor akslen trak kværne og hakkelsmaskiner.

På Egnsarkivet opbevares en kopi af et tilbud fra 1870 på en vandturbine til Vilhelmsborg udarbejdet af Makinfabrikken Søren Frichs. Det er uvist, om det blev Frichs, der kom til at levere dette første turbineanlæg, men da turbinen i 1849 blev udskiftet med en kraftigere turbine, valgte baron Carl Gyldenkrone en Frichs vandturbine, der kunne yde 12 hk. Da Frichs to år før leveringen af denne turbine havde oprettet en elafdeling, blev det også Frichs, der kom til at levere gårdens elektricitetsværk. Takket være udnyttelsen af Giberens vand fik Vilhelmsborg således indlagt elektricitet ca. 25 år før, der ellers kom elektrisk strøm til egnen.

Det gamle arrangement med wirespillet fra turbinehuset op til gården gav en gevaldig larm, når det kørte. Det blev i 1894 bevaret, men lige efter wiretrækkets indføring i Forvalterboligen blev der indsat et remtræk, der førte ned til en dynamo, der stod i Forvalterboligens kælder – i dag restaurationskøkkenet til ”Det Gamle Mejeri”. Her stod flere akkumulatorer, der blev ladet op af dynamoen, og her var også gårdens dampmaskine og dampkedel placeret. Dampmaskinen producerede varme til forvalterboligen og til elevværelserne ved Herskabsstalden og i østenden af Hestestaldlængen, og den blev derudover brugt til at trække dynamoen i de perioder, hvor der var for lidt vand i kanalen til, at turbinen kunne trække wirespillet og dermed dynamoens remtræk. Dampmaskinen var så stor,  at opfyring i den skete med to rummeter træ. Til langt op i 1930erne var dette anlæg i Forvalterboligens kælder den eneste forsyningskilde af el til herregården.

Det mekaniske wiretræk gennem Forvalterboligens loft og videre til karetmagerværksted og kornmagasin blev også bevaret efter at elektricitetsværket var kommet, for elværket producerede kun el til lys og ikke kraft, der var nødvendig for at trække maskiner og kværne.

Endnu i dag er der i Vilhelmsborgs hovedbygning et minde fra dengang, da der kort før århundredskiftet blev ført elektricitet frem til huset. Da fandtes der ikke de elkontakter, som vi kender i dag. Derfor er knapper som til et ringeapparat blevet nedfældet i dørpanelerne, og disse små knapper virker fortsat som tænd-sluk kontakter i husets stuer.

Fra et væld i nærheden af turbinehuset fik huset sin vandforsyning. For at rense vandet for blandt andet okker, løb det igennem et aflangt hus over nogle trappetrin med kobberskinner og videre til en brønd med sten og en brønd med sand, inden det rene vand i et rør blev ført op til gården, hvor der foran Herskabsstalden, overfor kostaldens gavl, stod en stor vandbeholder. Et flydelod på vandspejlet stak op over beholderen og angav, hvor meget vand den rummede. Selve beholderen var tækket med strå for om vinteren at sikre vandet i den mod at fryse. Fra vandbeholderne førtes vandet derfra i et rørsystem videre til gårdens bygninger.

I dag er der ingen vandkraftudnyttelse langs Giberen. De 3 møller findes stadig, og det gør søen og vandfaldet også – området langs Giber å er takket være fredninger udlagt til rekreative områder med mulighed for at bevare landskabet og beskytte området. Fredningens stier giver adgang for alle – ikke blot til Giber å, hvor det rige fugleliv kan betragtes, men også til dalens højtbeliggende omgivelser, hvorfra man kan nyde de fine udsigter over Giberen og over dalen.

Fortællingen her skulle egentlig kun have handlet om, da elektriciteten kom til Vilhelmsborg, for vandkraften i Giber å er i forvejen beskrevet i heftet ”23 lokalhistoriske artikler fra Mårslet sogn”, men da elektriciteten så nøje hænger sammen med Giberens øvrige vandkraft, er store dele af den tidligere artikel blevet genbrugt i fortællingen her.

 

H. C. Andersen på Vilhelmsborg

 

Det var koleraepidemien – den sidste store pestepidemi i Danmark – i forsommeren 1853, der i begyndelsen af juni drev H.C. Andersen bort fra sit hjem i København. Koleraen brød ud hos Holmens mandskab, hvorefter den raserede store dele af hovedstaden. Indtil epidemien ebbede ud i oktober, havde den kostet næsten 5000 mennesker livet. De, der havde midler og mulighed, rejste i stort tal bort fra København til mere uberørte dele af landet. Blandt dem var digteren H. C. Andersen. I første omgang tog han til Sorø til digtervennen B. S. Ingemann, hvor han under sit korte ophold forberedte en længere rejse for at undgå den kolerasmitte, der bredte sig med lynets hast i byen.

Fra Sorø sendte H. C. Andersen breve til lensbaron Ove Gyldenkrone på Vilhelmsborg og til papirfabrikant Michael  Drewsen i Silkeborg for at melde sin ankomst hos de to familier.

Hos Drewsen i Silkeborg var H.C. Andersen en hyppig gæst, mens det var første gang,at han skulle opsøge Vilhelmsborg. Ove Gyldenkrone havde mødt H. C. Andersen under et besøg i København og havde dér inviteret digteren til et ophold på Vilhelmsborg, når hans vej faldt forbi.

Fra Sorø havde H. C. Andersen den 3. juni skrevet et længere brev til digteren Carsten Haug, og det slutter: ”…Vil De glæde mig med et Brev, da send det til Vilhelmsborg ved Aarhuus, derhen rejser jeg her fra Sorø på Tirsdag Morgen…” Og til veninden Henriette Wulff skrev han 5. juni. ”…Jeg forlader Sorø i Morgen og gaaer til Jylland, vil De sende Breve til mig til Wilhelmsborg ved Aarhuus, der er jeg i  Besøg hos Baron Güldencrones…”

Af disse to breve kan det ses, at rejsen fra Sorø til Vilhelmsborg er påbegyndt tirsdag den 6. juni. Fra Sjælland begav H. C. Andersen sig ad søvejen over Kattegat fra Kalundborg til Århus, og han nåede til Vilhelmsborg torsdag den 8. juni. Dagen efter skildrede han i et brev til veninden Henriette Collin sin ankomst til godset: ”..Da jeg ankom i Gaar blev jeg meget hjertelig modtaget og fik to smukke Værelser med udsigt over Haven og ud over Skovene til Jels Bakke og lige til Helgenæs. Her er meget smukt, Gården er ny og anselig. Alt er ganske fortræffeligt holdt, lige til Hønsegården, hvor jeg ordentlig syntes der så ganske festligt ud. Vi kommer i dette Øjeblik Hjem fra den første Køretur gennem smukke Skovhøjder, hvor især Hvidtjørnen i Aar pranger med sine smukke Blomster, men noget af det dejligste er dog især Frugttræerne, det er som om de er oversaaede med Blomstersne. Her vokser både Borre og Skræppe, og alle kender forskel paa dem!..”

H. C. Andersen var blevet indlogeret på førstesalen i den 10 år gamle hovedbygning i ”Kongeværelset”, to sammenhængende værelser, der vendte mod nord ud til den engelske park, hvor en snoet havegang førte ned ad skrænten til den ikke mere eksisterende ”hvide bro” over Giber å. Hovedbygningen var en del af nordfløjen i det firkantede gårdanlæg, og den var på det tidspunkt kun med to etager – den midterste tredje etage over tre fag med frontispice var endnu ikke bygget. Giber å var heller ikke på dette tidspunkt endnu opstemmet til søen med vandfaldet. ”Jels Bakke”, som H. C. Andersen omtaler, er Jelshøj, som i dag på grund af træernes højde ikke mere kan ses fra værelsesvinduerne.

Lensbaron Ove Christian Ludvig Eemerentius Gyldenkrone, som H. C. Andersen omtaler som Kammerherren, var 58 år – 10 år ældre end digteren – og baronesse Isabella Anette Bülow var 57 år. Baronparret var blevet gift tre år tidligere, efter at Ove Gyldenkrone i 1848 havde mistet sin første hustru. Børnene fra 1. ægteskab var den 23-årige baronesse Julie Marie Wilhelmine Henriette Charlotte Ludovica, den 22-årige baronesse Emma Ottilie og den 18-årige baronesse Theodora Marie Frederikke, der blev kaldt Theone. De to sønner, den 20-årige baron Carl Wilhelm Ludvig Marius Christian Frederik og den 16-årige baron Oscar Emil, omtaler H. C Andersen ikke under sit ophold, men de har sikkert været til stede.

Julie, den ældste af baronesserne, havde et meget svagt helbred og måtte hele tiden have hjælp af sin kammerjomfru Elisabeth Gregersen. Baronessen og Elisabeth var altid sammen og blev meget fortrolige venner. Under sit besøg på Vilhelmsborg sad H. C. Andersen hver dag ved Julies seng og fortalte eller læste eventyr for de to unge kvinder. Elisabeth har senere fortalt sine børn, at H. C. Andersen fortalte så levende, at man så både skikkelser og handling for sig. Eventyrene gav stof til mange samtaler mellem Julie og hendes kammerpige. Et af eventyrene, Elisabeth huskede, at digteren læste for Julie, var eventyret om ”storkene”, som han havde skrevet i 1839

H. C. Andersen udsatte gang på gang sin afrejse fra Vilhelmsborg. Han var kommet til at holde meget af den syge Julie. I omtrent tre uger opholdt han sig på godset, og skønt man ventede ham hos Drewsens, kunne han ikke få sig selv til at bryde op – også fordi han var blevet midtpunktet i lensbaronens store selskabelighed, hvad han satte stor pris på. H. C. Andersen har nok ikke været nogen let gæst at have boende. Han var vant til, at der blev gjort stads af ham. Værterne måtte hele tiden være oplagte og høre på hans oplæsning, og han forventede, at de levede med i, hvad han læste for dem.

En af de sidste dage af sit besøg på Vilhelmsborg skrev H.C. Andersen i et brev til en veninde: ”…Vi kører dagligt Ture og ofte ned til den dejlige Strand, der har Skov og høje Skrænter, smukkest er der ved Moesgaard. I Fredags Nat kom vi hjem derfra. Kammerherren kørte og da vi var midt i Skoven, da gik der noget løs på Vognen. Kammerherren miste Herredømmet over Vognen og den tørnede mod en Bro over rindende Vand. Jeg saa Baronessen ligge næsegrus på Vejen, mens jeg sad midt i Vognen og ikke en eneste af os kom til Skade, det var et sandt Mirakel..”

Til vennen B. S. Ingemann skrev H. C. Andersen den 5. juli, efter at han var ankommet til Silkeborg, og efter at forskrækkelsen over køreturen havde fortaget sig. ”..Paa Vilhelmsborg blev jeg noget over fjorten Dage og gjorde flere smukke Kjøreture, paa en af de sidste, da vi en Nat kom hjem fra den nærliggende Moesgaard, kunne jeg let have knækket Arme og Ben, men  Lykken var mig og os Alle god, vi kom udskadte derfra. Den Vogn  jeg var paa blev kjørt af Kammerherren, i Farten tørnede den mod en høi Bro over et Vand, det ene Hjul gik udenfor, Jernværket paa Broen brast og Hestene rev Remmer og Tøi itu, løb af sted og slæbte Kammerherren med; jeg saa den ene baronesse ligge paa Ansigtet hen ad Vejen, men jeg sad ganske roligt i Vognen, Ingen af os kom noget til; men De kan tro, at da jeg siden laae i min Seng takkede jeg ret i mit Hjerte vor Herre for at jeg laae der med hele Lemmer..”

Besøget fredag den 23. juni på Moesgård gjaldt Moesgårds ejer, den 46-årige prokurator og departementschef Torkild Christian Dahl, der siden 1838 havde været eneejer af Moesgård. Broen, hvor det på hjemvejen fra Moesgård gik galt, var broen over Giber å på Vilhelmsborg Allé, der forbinder Oddervej med Vilhelmsborg. Broen er i dag en betonbro med rødt jernrækværk, men i 1853 var den en granitbygget bro. Det fremgår af brevet til Ingemann, at selskabet har været kørende i mindst to vogne. H. C. Andersen omtaler endvidere ”den ene baronesse”, så både Emma Ottilie og Theone må have været med ved aftenbesøget på Moesgård. I den vogn, H. C. Andersen sad i, sad også frøken Kjerulff. Sammen med digteren forblev hun i vognen. Der har været et venskabsbånd, måske familiebånd, mellem  familierne Gyldenkrone og Kjerulff. Anton Chr. Kjerulff var indrouleringschef og overlods og boede i Dynkarken 367 i Århus. Ved folketællingen i 1845 var Ove Gyldenkrones ældste søn, den da 12-årige Carl, opført på folketællingslisten som Kjerulffs plejebarn.

Det er forståeligt, at den af naturen ængstelige digter blev dybt forskrækket af oplevelsen, men man kunne nok have ventet nogle medfølende ord om den stakkels baronesse, der lå på ansigtet på vejen, eller om den uheldige baron, der blev slæbt efter de løbske heste

Næsten 3 uger kom H. C. Andersens besøg på Vilhelmsborg til at vare. Vort kendskab til besøget skyldes udelukkende de bevarede breve, som han skrev og sendte, og dertil hvad Julies kammerjomfru senere har fortalt. Det blev H. C. Andersen eneste besøg på herregården. Det er nok tvivlsomt, om nogle af de 6 eventyr, som han skrev i 1853 – ”Alt på sin rette plads”, ”Den sidste perle”, ”Hjertesorg”, ”Nissen og spækhøkeren”, ”To jomfruer” og ”Under piletræet” er blevet til på Vilhelmsborg. Mon han har haft tid til andet end at nyde dagene sammen med baronparret, de unge baronesser og baroner.

H. C. Andersen besøg i Silkeborg blev af noget længere varighed. Han må være ankommet hertil omkring 25. juni, og af hans korrespondance kan det ses, at opholdet har varet til hen i slutningen af august. I et brev til kong Max II af Bayern fra august skriver han: ”..Jeg var alt tagen bort, før den skrækkelige Cholera udbrød der, og min læge bød mig blive borte indtil videre…og nu synes Sygdommen at mildnes, saa jeg haaber om faa Dage at kunne vende tilbage..” I et brev til B. S. Ingemann skriver han: ”..Det tyder imidlertid paa at Sygdommen, i Kjøbenhavn, vil tage af, gid det samme var Tilfældet i Aarhuus; det er en værre Tid, end Krigens, thi Krig har et Opsving, den har begejstring og Seier, Cholera derimod er en giftvaad Flagermuus der qvæler sit Offer…” Og endelig i et brev fra 23. august skriver H. C. Andersne igen til Ingemann: ”..tænker jeg dog stærkt på at forlade Silkeborg, hvor jeg har været så længe; I Kjøbenhavn tager jo Epidemien stærkt af; jeg har skrevet min Læge til om jeg ikke nok nu kan komme Hjem, og dersom da min Vej bliver lagt over Fyen og Sjælland, thi jeg har ikke Lyst til at gaae over Aarhuus, hvor det ikke staaer godt til, da kommer jeg til Sorø og bliver et par Dage…”

Den syge Julie livede op under H. C. Andersens besøg og oplevede sikkert tre skønne uger, selv om hun ikke kunne forlade sin seng og sammen med søstrene deltage i turene med digteren. Julie kom sig ikke, men fik det værre, og den 9. april 1854 døde hun. H. C Andersen sørgede meget over hendes død og skrev et vers om Julie:

 

                      Igennem hendes Øjnes Dyb man saa

                      En Sjæl saa ren, saa fuld af Kærlighed,

                      Hvor smukt i Haabets unge Aar at gaa

                      Fra Hjertets Hjem ind i Guds Herlighed.

 

 

”Den døde baron” på Stenege

 

Det er ganske vist – han har eksisteret, ”den døde baron”, men hvem han var, hvornår han ”levede”, og hvorfor han var løjet død og skulle skjules på gården Stenege på Hørretvej, ved vi ikke, og det bliver nok heller aldrig rigtig opklaret.

Lærer Poul Nørlem, Mårslet, fortæller, at han af gamle folk i Hørret i midten af 1900-tallet har fået berettet, at de som børn ofte have hørt postbudet sige: ”Nå, jeg må se at komme af sted – jeg skal ud på Stenege med et brev til den døde baron”. Dette udsagn angiver tidsmæssigt historien om ”den døde baron” på Stenege til 1880 – 90erne.

Stenege var enkesæde til herregården Vilhelmsborg. De nuværende bygninger er opført omkring 1870. I det meste af 1800-tallet var Stenege beboet af baron Frederik Gyldenkrone – kaldet Fritz. Han var bror til lensbaronen på Vilhelmsborg, Ove Gyldenkrone – ham der i 1843 byggede hovedbygningen og i 1855 avlsbygningerne på Vilhelmsborg. Men det har ikke været Fritz, der var ”den døde baron”, for han var i sin tid på Stenege meget synligt i sognet helt frem til sin død i 1882.

Baron Fritz blev i 1842 far til sønnen Ove – han var ligesom sin farbror, lensbaronen på Vilhelmsborg, opkaldt efter sin berømte oldefar Ove Høegh-Guldberg. Denne Ove Gyldenkrone giftede sig i 1897 med Kirstine, der var én af døtrene fra ”Villagården”, Hørretvej 131 i Hørret. Hendes far var Bæk-poul, en søster til hende var Pulle - Marie, der boede i huset Hørret Byvej 29, og en anden søster var Birgitte, der havde giftet sig til Hørretgården, Hørret Byvej 10.

Ove Gyldenkrone var 55 år ved sit giftermål i 1897, og lige efter brylluppet fik baronfamilien på Vilhelmsborg meget travlt med at få ægteparret sat på et skib og sendt til Amerika, hvor de slog sig ned.

Var det Ove, der som ”den døde baron” havde levet i skjul på Stenege og nu ved sit giftermål viste sig ikke at være så død endda? Vi ved det ikke, og får det nok heller aldrig at vide – men det er da et gæt.

Afdøde Harald Brahe, Ravnholt, har fortalt, at han af sin far havde hørt ”bedstemor på Stenege” omtalt, og at hans mor havde fortalt, at hans oldemor havde været ”baronens husholder”. Harald Brahe havde også hørt ”den døde baron” nævnt, men når han spurgte, ville ingen sige noget.

Problemet er, at hvis oldemoderen – Johanne hed hun – har været husholder for ”den døde baron”, placerer det historien længere tilbage i tiden, for Johanne døde efter en barnefødsel i 1852, og så passer det tidsmæssigt ikke med, hvad gamle folk i Hørret havde hørt postbudet fortælle. Og det passer heller ikke med, at Ove Gyldenkrone måske kunne have været ”den døde baron”, for han var kun ti år i 1852 og har næppe haft egen husholder. Johanne kan i stedet have været husholder hos baron Fritz – og det er nok det mest sandsynlige.

Johanne, Harald Brahes oldemor, var søster til Sofie, der havde været kammerpige hos baronessen på Vilhelmsborg, og som senere giftede sig med skovfogeden på herregården. De havde derefter bolig i skovfogedboligen ”Jægerslyst” ved Hørret Skov. Da Johanne i 1848 blev gift, kom hun til at bo i et lille hus ved siden af skovfogedboligen. Efter Johannes død i 1852 kom hendes datter Maren, der var født i 1848, i pleje hos skovfogedfamilien, og da Maren, der var Harald Brahes bedstemor voksede op, giftede hun sig med herregårdsgartneren på Vilhelmsborg – så familien har gennem mange år haft en tæt tilknytning til Vilhelmsborg og kan derfor have fået kendskab til ”den døde baron”, og historien om ham har også levet videre i familien og er blevet kædet sammen med oldemoderen Johanne. At det skulle være Ove Gyldenkrone, der var ”den døde baron”, er som nævnt et gæt – det kan lige så godt have været en hvilken som helst anden Gyldenkronesøn, og dem var der mange af, men nu er historien fortalt, og så må man selv gætte videre.

Idéen med at lyve en Gyldenkronesøn død og derpå skjule ham var ikke ny. Inspirationen til ”den døde baron” kan være hentet fra et tidligere familiemedlems pludselige forsvinden et par hundrede år tidligere. Baron Holger Gyldenkrone, søn af Vilhelm, den første baron på Vilhelmsborg, blev i 1694 som 17-årig dømt fra liv, ære og gods efter i et slagsmål at have ihjelstukket en dansemesters søn, men inden dommen nåede at blive forkyndt, var Holger forsvundet – antagelig hjulpet væk ved familiens hjælp, og hans videre skæbne er ikke kendt.

 

Baronen der reddede Moesgård

 

Baron Christian Gyldenkrone (1676 – 1746), søn af Vilhelm, den første baron på Vilhelmsborg, kan vi i dag takke for, at herregården Moesgård stadig eksisterer.

Moesgård lå oprindelig ikke, hvor herregården befinder sig i dag, men nogle hundrede meter sydligere ad Bispelundvej lige nord for skovstykket ”Moesgård Have”. Navnet var dengang ”Mossgård”. Gården  er nævnt i 1463, og arkæologiske undersøgelser har vist, at der på stedet har ligget en gård siden 1300-tallet.

Mossgård var som hovedgård siden 1450erne ejet af Gyldenstjerneslægten, men da ejerskabet i 1570 overgik til Kaas-familien, benævntes gården kun som en bondegård. Anne Kaas, enke efter Jost Andersen Ulfeld på Østergård, blev ejer af Mossgård, som snart igen blev en hovedgård, hvor gårdens drift hvilede på det tilliggende bøndergods. Ved arv og køb blev Mossgård i familiens eje til 1662, da Mogens Frijs solgte gården tilligemed alle sine øvrige ejendomme i Ning Herred til den hollandske købmand Gabriel Marselis. Det var Marselis, der omdøbte Mossgård til det mere hollandsk klingende navn Moesgård.

Efter Gabriel Marseli` død i 1673 arvede sønnen Vilhelm faderens besiddelser i Ning Herred – det var ud over ”den store gård” i Skumstrup og Moesgård også 125 bøndergårde, 32 huse, 2 vandmøller langs Giberen og Mårslet kirke. Vilhelm gjorde i 1673 ”den store gård” i Skumstrup til et baroni ved at forære kongen gården tilligemed 1000 tdr. land jord, hvorefter kongen gav brugsretten til gården tilbage til giveren og dennes ældste mandlige efterkommere. Moesgård kom ikke til at indgå i baroniet, men knyttedes til det som allodialgods med almindelig arveret.

Men der hørte ikke 10000 tdr. land jord til ”den store gård” i Skumstrup, hvorfor Vilhelm måtte gøre indhug i Moesgårds jorder for at kunne opfylde betingelserne. Bygningerne på Moesgård var i de foregående års svenskerkrige blevet svært ødelagt efter at svenske tropper var draget hærgende gennem Jylland. To af husene var nedbrændt, og resten var kun nødtørftigt genopført, så den tidligere så store hovedgård og herregård var i slutningen af 1600-tallet skrumpet betydeligt ind i størrelse og sunket ned til ikke rigtigt mere at være noget.

Vilhelms ældste søn Christian var kun 7 år, da faderen døde i 1683,og han arvede baroniet. Moderen Regitze Sophie Vind bestyrede gården for ham, og da hun i 1686 giftede sig igen med statsmanden Jens Juel, var denne behjælpelig dermed, indtil Christian i 1698 efter en større udenlandsrejse selv kunne overtage styret af sine godser.

Moesgård var efter Vilhelms død blevet delt mellem hans tre arveberettigede sønner, men i 1701 udkøbte Christian sine to brødre og stod derefter som eneejer af gården.

Christian iværksatte i 1707 sin plan for Moesgårds redning. Først lagde han Skovmøllens jord ind under Moesgård, og dernæst opnåede han tilladelse til at nedlægge landsbyen Store Fulden for at lægge landsbyjorden til Moesgårds jorder mod til gengæld fortsat at betale skat af jorden som bønderjord.

Skovmøllen er nævnt første gang i 1590. Til mølleriet ved Giber åen hørte de ret landbrug med tilhørende marker beliggende dels ved Skovmøllen og dels langs Moesgård strand. I 1707 bestod Skovmøllens husdyrhold af 4 heste, 4 køer, 6 stude og 12 får. Skovmøllens nuværende bygninger er først opført i 1785.

Der er tvivl om, hvor landsbyen Store Fulden har ligget. Et sted i skovstykket ”Moesgård Have” er blevet udpeget, men det er nok mere sandsynligt, at landsbyen med dens fire store gårde engang har ligget dér, hvortil Christian efter 1707 flyttede Moesgårds bygninger – på herregårdens nuværende placering.

Det nye Moesgård blev opbygget som en stor firlænget gård. Nogen prangende hovedbygning fik  gården ikke – det var ikke nødvendigt, for baronen havde sin bolig på Vilhelmsborg. Det var først i 1776, at der blev opført en hovedbygning – den nuværende – på Moesgård. Christians sønnesøn, Christian Frederik Gyldenkrone, stod da for opførelsen, der til dels skete med materialer fra den gamle hovedbygning på Vilhelmsborg fra omkring 1600, som han samtidig lod nedbryde. Moesgård nye hovedbygning blev baronens hjem fra 1780 – 1824. De nuværende vinkelbyggede avlsbygninger blev opført af røde mursten omkring år 1800 af Christian Frederiks søn Frederik Julius Gyldenkrone, der blev den sidste baron, der boede på Moesgård.

Da Christian Frederik Gyldenkrone ved sin død i Wien i 1788 efterlod baroniet dybt forgældet, måtte hans godser sættes på tvangsauktion. Det lykkedes sønnen Frederik Julius at låne penge, så han kunne købe Moesgård tilbage til Gyldenkronefamilien. Igen i 1822 var det galt med økonomien, og Frederik Julius Gyldenkrone måtte erklære sig konkurs. På den følgende tvangsauktion købte staten Moesgård, hvor baronen fik lov at blive boende til sin død i 1824 – og herefter var Vilhelmsborg og Moesgård for stedse skilt efter mere end 250 års fælles ejerskab.

 

Polakhusene  

 

 

På Vilhelmsborgvej – vejen mellem Vilhelmsborg og Oddervej – ligger der fem næsten ens huse. Det er Vilhelmsborgs tidligere landarbejderboliger, der er opført parvis i årene 1890 – 93 under baron Carl Gyldenkrone (1863 – 95). Oprindelig var der 6 huse, men 2 er blevet nedbrudt, antagelig efter brand, i 1924 og 1935, og et af dem er igen blevet genopført i 1988 i samme udformning og ydre fremtræden som de 4 andre huse.

Husene var grundmurede med ydervægge af 29 cm hule mure. Den oprindelige tagdækning var pap. Hvert hus rummede to lejligheder hver på 25,5 kvadratmeter. Til huset hørte en svinesti opført af kampesten og ligeledes med paptag. Disse oprindelige baghuse blev fjernet omkring 1940. Af forsikringsprotokollen for ”Maarsleth og Ormslev Sogne” fremgår det, at forsikringssummen i 1890 – 93 blev sat til 2.300, - kr. for hvert hus og 300, - kr. for den tilhørende svinesti.

Efter salget af godsets fæstegårde fik fæstebønderne fra midten af 1800-tallet ophørte bøndernes hoveripligt på herregården, og der måtte i stedet ansættes lønnet arbejdskraft. Omkring år 1900 var der for at klare herregårdens drift ansat 100 mennesker på Vilhelmsborg. De fleste af disse skulle også have noget at bo i, så det har været nødvendigt for baronen at bygge, og ved bygningen af de 6 huse til 12 familier, var der skaffet plads til 24 landarbejdere, for både mand og kone arbejdede på herregården – manden med markarbejde og konen blandt andet ved de to daglige malkninger kl. 4 og kl. 16 – som dengang foregik med håndkraft.

Betegnelsen ”Polakhusene” stammer fra en senere tid. Omkring 1920 kom der i en årrække om sommeren 12 polske piger til gården. De boede i den første af landarbejderhusene. De polske piger hjalp til med roerensning, høst og roeoptagning – de var altid glade og smilende og meget flittige – og det er deres tilstedeværelse i det første hus, der efterfølgende har givet navn til alle husene.

Johan Skjoldborg behandler i romanen ”Gyldholm” fra 1902 arbejderlivet på en herregård, og når han beskriver landarbejdernes boligforhold, så er det Vilhelmsborgs 6 landarbejderhuse, man læser om. ”Husene, der hver har to lejligheder, ser ganske ens ud som soldater i uniform, og de ligger alle i en snorlige række som i et geled, der er under kommando.” Også Skjoldborgs beskrivelse af ”trafik ud og ind af døren på de små huses gavle” passer fint, for husets eneste dør ud til det fri er placeret i gavlen.

Da Århus Kommune i 1973 købte Vilhelmsborg, fulgte de 4 polakhuse med. Det ene var udlejet, mens de 3 andre stod tomme. Stadsarkitektens kontor  vurderede husenes tilstand som meget dårlig og anbefalede en nedrivning. Beslutning om nedrivning blev behandlet af byrådet i august 1975, men det lykkedes i første omgang Vagn Særkjær at få afgørelsen udskudt.

Stemningen i byrådet var dog fortsat for en nedrivning af husene, og beslutning herom blev truffet på et byrådsmøde i slutningen af 1976. Det fik lederen af Mårslet Egnsarkiv, Per Enevoldsen, til at skrive til byrådet og bede om, at beslutningen om nedrivning af husene blev taget op til fornyet overvejelse. Det var lige det, der skulle til. I april 1979 meddelte Magistratens 2. afdeling i et brev til Per Enevoldsen, at byrådet nu havde besluttet, at 3 af husene skulle sælges for højeste bud over 150.000 kroner, mens et 4. hus skulle tilbydes de nuværende lejere. Den tomme grund, der lå mellem det første hus og de 3 følgende skulle sælges for højeste bud over 100.000 kr. Samtidig meddelte magistraten at køberne skulle forpligte sig til at foretage en gennemgribende istandsættelse af husene, der fremover forudsattes anvendt som enfamiliehuse og at køberen af den ubebyggede grund havde pligt til at opføre et hus, der nøjagtig i stil og udseende svarede til de eksisterende landarbejderboliger.

I september 1982 blev 3 af husene solgt for 125.000 kr. stykket til ingeniør Jørgen Nielsen, Mårslet, der med videresalg for øje gik i gang med ombygning af husene. I december 1982 kunne det første nyrenoverede hus vises frem. De to tidligere lejligheder var blevet til én lejlighed på 105 m²  med opholdsstue med brændeovn, lækkert køkken og badeværelse, 3 soveværelser, vindfang og entré. De vandskurede hvidmalede vægge var blevet gennemisoleret. Der var nu trælofter, gulvene med de gamle fem tommer brede gulvbrædder var blevet afhøvlet og ludbehandlet, og der var klinkegulve. Til hvert hus hørte også et nyopført 40 m²  udhus/hobbyrum.

De historiske landarbejderboliger – Polakhusene på Vilhelmsborg – blev bevaret. Det blev den lykkelige udgang på byrådets mange behandlinger af husenes fremtid – og ingen kan i dag være utilfredse med dette resultat.

 

Milepæl på afveje

 

På det stykke af Vilhelmsborg Alle, der går fra Vilhelmsborg gennem skovstykket Dyrehaven til Oddervej, og som nærmest Vilhelmsborg er kantet af store gamle kastanietræer, står der mellem de første kastanietræer i vejens sydlige side en gammel milepæl af granit. Milepælen kan være næsten helt skjult af vejkantens høje græs, men den er der, og kigger man efter, vil man også kunne se, at der med tal og bogstaver er indhugget ”1½ M” på den.

Selv om milepælen står her i dag, og selv om 1½ mil svarer til afstanden fra Århus til Vilhelmsborg, så er dette sted alligevel ikke milepælens oprindelige placering. Vejen her har aldrig været en betydende vej og derfor heller aldrig været markeret med afstandssten. Milepælen må være flyttet hertil – men hvorfor, hvornår, hvorfra og af hvem? Måske vil milepælenes historie kunne besvare nogle af spørgsmålene.

I slutningen af 1500-tallet begyndte Fr. II (1559 – 88) at lade betydende vejstrækninger opmåle og forsyne med milepæle. Hans søn Chr. IV (1588 – 1648) fortsatte arbejdet, men det gik helt i stå, da Danmark i hans regeringstid blev indblandet i en række ulykkelige krige – efter hvis afslutning, der var vigtigere ting at få ordnet end rejsning af milepæle.

Først i slutningen af 1600-tallet var alle landets større veje blevet opmålt, og en afmærkning for hver ”fjerdingvej” – kvartmil – skulle angive, hvor der skulle stå en milepæl. Men det kom til at gå meget langsomt – først i slutningen af 1800-tallet kom de sidste milepæle på plads. Men samtidig med at det skete, var man også begyndt at tale om indførelse af det nye metersystem.

Metersystemet indførtes i Danmark i 1907 – og derved var alle milepæle, som man gennem 300 år møjsommeligt havde arbejdet på at få rejst, pludselig totalt overflødige. Nu måtte der begyndes forfra med opmåling og opsætning af de nye kilometersten.

En del milepæle blev genanvendt – man vendte dem om og indhuggede på bagsiden de nye kilometertal. Andre blev hugget til skærver og endte som vejfyld. Men 1½ milepælen, der i dag står ved Vilhelmsborg, undgik denne skæbne. Antagelig har den oprindelig stået ved Oddervej, hvorfra baron Ove Theodor Gyldenkrone (1895 – 1920) har laet den flytte til godset og derved bevaret den for eftertiden. At det netop blev 1½ milepælen var ingen tilfældighed – det var jo afstanden mellem Vilhelmsborg og Århus.

Der findes ikke mange milepæle tilbage i Danmark. De få, der er, blev i 1969 fredede – og denne fredning gælder også for Vilhelmsborgs 1½ mils pæl.

 

Marie på Langballegård

 

Langballegård er kendt tilbage til 1858. Før den tid var der også landbrug på stedet – gården blev kaldt den ene af de to Dalsgårde. Men ved gårdens salg i 1858 blev jorden delt. Noget af jorden blev lagt til matr. Nr. 2, ”Dalsgård” i Langballe, og resten blev til Langballegård, hvis bygninger er opført i 1863.

Langballegård var først beboet af kommersråd Rasmussen, Moesgård, og efter hans død boede hans enke på gården. I 1888 blev Langballegård solgt til maleren Janus la Cour – Janus Andreas Bartholin la Cour, der var født i 1837. Som 7-årig kom han til at bo på gården ”Saralyst” i Højbjerg. Allerede gennem barneårenes strejfture grundlagde han det intime kendskab til egnens natur, som senere fandt udtryk i hans billeder. 14 år gammel rejste han til København for at blive uddannet som landskabsmaler. Da han i 1884 vendte tilbage for at bosætte sig i Jylland, stod en kreds af kunstinteresserede klar til at modtage ham. Blandt dem var baron Carl Gyldenkrone på Vilhelmsborg, og han lod Janus la Cour tage ophold i baroniets store gård ”Mariendal” ved Ajstrup strand. Der opstod et varmt venskab mellem baronparre og la Cour, der blev en hyppig gæst på Vilhelmsborg,og dette venskab har sikkert været medvirkende til, at Janus la Cour i 1888 erhvervede sig Langaballegård og derved blev næsten nabo til Vilhelmsborg.

Da Janus la Cour bosatte sig på Mariendal, søgte han en kusk, der kunne bringe ham ud til de steder, han ønskede at male. Især stranden tiltrak ham. Det stille hav, den øde mennesketomme strandbred og de høje, stejle skrænter, der drog grænsen mellem skov og strand. Lars Kristensen søgte og fik pladsen. Lars Kristensen var da 25 år, og der udviklede sig hurtigt et venskab mellem ham og den da 47-årige maler og ungkarl.

Da Janus la Cour 4 år senere købte Langballegården, bad han Lars Kristensen om at bestyre gården for ham, hvilket også ville gøre det muligt for den ny 29-årige Lars at stifte familie.

Lars Kristensen giftede sig i 1889 med 21-årige Marie Kirstine Nygaard fra gården ”Nygård” i Langballe, og ægteparret tog bolig i Langballegårdens forpagterbolig, hvor deres 7 børn blev født i årene mellem 1891 og 1905. Familien antog ung pige i huset og senere også en pige til at hjælpe med børnene. Da Janus la Cour ddøe i 1909, havde han testamenteret Langballegård til forpagterfamilien.

Lars og Marie Kirstine Nygård Kristensens ældste barn, datteren Marie Nygård Kristensen, var født i 1891. Hun voksede op på Langballegården, kom ud at tjene, fik en  uddannelse, giftede sig, men vendte i 1923 som enke med to børn tilbage til barndomshjemmet. Et af Maries børnebørn har i 1983 fortalt om sin da 92-årige bedstemors barndom og voksenliv, og selv har Marie omtrent samtidig nedfældet sine erindringer om tiden på Langballegården efter 1923. Begge beretninger findes på Mårslet Egnsarkiv.

Marie mente senere, at hun sandsynligvis i 1891 havde været en meget velkommen familieforøgelse, især for faderen. Begge forældre havde ofte været ensomme i deres tidligere liv og havde levet mange år uden forældre og et lykkeligt hjem.

Marie fortæller, at Janus la Cours stuehus på Langballegården var indrettet og udstyret helt efter hans behov – blandt andet med et stort atelier. Han så gerne forpagterens børn hos sig, bare de sad stille, mens han malede. Marie havde som barn en yndlingsdukke, der hed Lotte, og den havde, sagde hun, ”en bror i Amerika”. La Cour glemte aldrig at spørge til Lottes bror, når hun besøgte ham. Marie og hendes bror Fritz sad ofte stille som en mus og så ham male. Børnene legede stille med skruer i alle størrelser, og Marie husker, at der altid var noget lækkert i hans spisekammer – her smagte hun for første gang isvafler, der var bragt hele vejen til Danmark fra Schweiz, som Janus la Cour besøgte på en rejse i 1897. Marie måtte savne ikke at have bedsteforældre, og derfor blev Maries og Fritz` forhold til la Cour nærmest som en bedstefars til sine børnebørn – og Janus la Cour har sikkert også nydt det.

Langballegården havde en stor have med roser i massevis og frugt og grøntsager til både la Cour og forpagterfamilien. La Cour forblev ungkarl hele livet. Han havde, fra han flyttede ind, ansat en husholderske, der hed Caroline.

Som 6-årig kom Marie i Langballe Skole hos lærer Niels Stenshøj, og hun kunne allerede læse, da hun begyndte i skolen, for hjemme i forpagterboligen havde der en tid boet en ung lærer, der havde lært hende bogstaverne. Marie husker fra sin skoletid især skolens julefester, som lærer Niels Stenshøj og hans kone Kirstine holdt som gengæld for de fester, som de i årets løb havde været inviteret med til hos bønderne. Kirstine Stenshøj og de fire ældste piger fra skolen tog otte dage før jul ind til forretningerne i Skåde, hvor de flottede sig og købte farvet papir, stearinlys og alle slags søde sager. Dagen efter lavede alle skolens elever pynt til juletræet.

Træet var stillet i et hjørne af skolestuen, og Rasmus Fiskeren spillede op til dans. Rasmus Fiskeren var fisker Rasmus Pedersen fra Fiskerhuset ved Moesgård strand. Ud over at passe fiskeriet fik han også tid til at spille til fester. Et bord var fyldt med alt, hvad hjertet kunne begære – grisesylte, leverpostej og meget mere, og alle, voksne som børn, forsynede sig. Der var også skinnende røde æbler, som faderen til Maries veninde, Karla, havde givet til skolen.

Marie husker også julen hjemme på Langballegården som den bedste tid på hele året. Efter julemiddagen læste Maries mor juleevangeliet højt fra Bibelen, hvorefter der til børnene var uddeling af gaver, der havde været gemt inde hos Janus la Cour, som altid tilbragte julen sammen med baronfamilien på Vilhelmsborg. Da Marie blev lidt ældre, kom hun også til julefest på Vilhelmsborg. Baronesse Sofie, som holdt søndagsskole for børnene i omegnen, var da værtinde.

Marie mindes sin konfirmation, ja selv den menu, som de fik til middagen – suppe med sveske og napoleonskager til dessert, en gave fra naboerne. Til selve konfirmationen i Mårslet kirke havde pigerne lange, sorte kjoler på med høje kraver. Konfirmationskjolen skulle bruges som den pæneste kjole i mange år, og hvidt var ikke så anvendeligt. Kun døtre af velhavende forældre var iført hvide kjoler – blandt andet havde skovridder Schrøders datter hvis kjole på i kirken.

Efter konfirmationen kom Marie ud at tjene. Hendes første plads var hos en lærerfamilie, hvor lønnen var seks kroner om måneden. Marie tjente hos forskellige familier, inden hun i 1912 – 13 blev uddannet som kontrolassistent på Skaarup Landbrugsskole. Herefter var hendes arbejde at besøge gårde, tage prøver af mælken og rapportere om kvaliteten. Det var under dette arbejde, at hun mødte Søren Sørensen Bonde, der skulle blive hendes første mand.

I 1917 blev Marie og Søren gift. Marie forlod barndomshjemmet på Langballegården og blev landmandskone – desværre fortæller hun ikke, hvor gården og hendes nye hjem lå. Marie var lykkelig i sit ægteskab, og parret fik to børn, Kjeld og Anna, men lykken blev kort. Søren Bonde havde uhelbredelig sukkersyge. Familien ventede på, at den nyopdagede insulin skulle komme til Danmark, men den kom først efter at Søren Bonde i 1923 var død. Han døde på Langballegården, hvorfra han blev ført til kapellet ved Mårslet kirke. Marie var nu enke med to børn på 5 og 3½ år.

Marie blev hjemme hos forældrene på Langballegården. Der var masser af plads og en dejlig stor have. Maries ældste bror Fritz og den yngste Karl boede midlertidig hjemme, og dem blev Marie sat til at passe`, fordi moderen så, at det var nødvendigt, at hun fik noget at bestille. Det gjorde hun åbenbart til brødrenes tilfredshed, for en dag sagde Fritz til hende: ”Det der må du gøre noget mere ved, søster. Nu averterer vi efter sommergæster, og jeg vil hjælpe dig alt det, jeg kan”.

I Fiskerhuset ved Moesgård Strand var der hvert år sommergæster, som lejede det lille hus, mens familien med fire børn rykkede sammen på høloftet. Også i Skovmøllen havde de sommergæster. Her var der mere komfortabelt og bedre plads. Desuden var der her borde og bænke i skoven, hvor tilkørende gæster efter at have fået hestene i stald kunne sidde med deres medbragte mad og for 25 øre få varmt vand til kaffe.

Alt dette var i tankerne, da Marie drog til Århus til det gamle Højskolehotel, der skulle nedlægges og derfor havde bortsalg af inventar til næsten ingen penge. Marie købte feltsenge, lagner, tæpper, duge, toiletspande og servanter, og hjemme igen på Langballegården fik hun indrettet to store ”familieværelser” og et enkelt – til nød to – enkeltværelser.

Sommergæsterne lod ikke vente længe på sig. Et par københavnske kommuneskolelærere med familier var de første, og de vendte tilbage og var i flere år pensionærer i hele skolesommerferien. Maries forældre rykkede over i forpagterboligen, og da der meldte sig flere gæster, måtte Marie og børnene sove i det lille kontor, hvor telefonen var. Det hændte, når der kom gæster til de faste pensionærer, at de måtte have kontoret, og hun selv og hendes to børn måtte sove på halmsenge, der stod på gulvet i det bare kvistkammer.

Der var ikke elektrisk lys i huset, men petroleumslamper, og der var heller ikke indlagt vand. Det afskrækkede ikke sommergæsterne, der var hjælpsomme. De holdt selv deres senge og sommerfodtøj. Alligevel var der meget at lave, og Marie antog en bestyrer til landbruget. Da Marie også antog en ung pige til hjælp, måtte pigen tage hjem hver aften, for hende var der ikke plads til. Selv om Marie havde meget at bestille, lod hun sig opstille og blev valgt til Menighedsrådet i Mårslet i 1926. Her var hun med til 1930.

Der var ingen vanskelighed med transport til stedet. Gæsterne kom med natbåden fra København til Århus og tog rutebilen Århus-Gylling, der satte gæsterne af tæt på gården. Man spiste alle måltider sammen –de to brødre og Marie sammen med gæsterne.

Til morgenmad kl. 8 var der te, kaffe, mælk, brød, smør, marmelade, ost og honning. Derpå gik gæsterne til Moesgård Strand, en dejlig tur på ca 3 km over Moesgård gennem skoven. Nogle gik til Vilhelmsborg med den dejlige bøgeskov og mange hvilepladser. Kl. 12 var der frokost. Ofte havde gæsterne taget frokost med sig og købte så kaffe ved Fiskerhuset direkte ved stranden eller i Skovmøllen.

Kl. 18 var der middag med to almindelige retter. Søren Bonde kunne, mens han levede, købe rødvin toldfrit, fordi han havde sukkersyge. En sending på 200 flasker var først nået frem efter hans død, så her havde Marie vin til mange middage – prisen var vist et par kroner pr. flaske. Om aftenen kl. 21 var der kaffe eller te med hjemmebagt kage.

Handlende kom til gården: Købmand, slagter, bager og fiskemand. Fra landbruget fik Marie mælk, æg, smør grøntsager og frugt. Sommergæsterne betalte hver 5 kroner om dagen for opholdet, når de boede på værelse sammen. Boede der kun en enkelt på et værelse, var prisen 7,50 kr.

Maries far Lars Kristensen, talte en dag i Mårslet med Kristian Kristiansen, der var kusk hos sin far Peter Kristiansen, der i 1911 havde købt Mårslet Afholdshotel og tillige drev vognmandskørsel. Maries far havde set, at datteren havde svært ved at få tid til at passe den store have, og han bad Kristian om en dag at tage ud på Langballegården for at hjælpe hende.

Marie og Kristian kendte ikke hinanden, selv om de senere fandt ud af, at de havde været sammen ved flere af de julefester, som baronesse Sofie havde holdt på Vilhelmsborg, og selv om det var Kristian, der havde kørt ligvognen, da Søren Bondes kiste blev ført fra Langballegården til Mårslet.

Kristian fortsatte med at komme på Langballegården, og Marie og Kristian Kristiansen giftede sig i 1928, og de fik 3 børn sammen. Samtidig holdt Marie op med at have sommergæster. Efter en kort tid opgav de Langballegården og flyttede til Borum, hvor Kristian Kristiansen selv byggede deres hus, og her levede ægteparret så resten af deres ægteskab og efter Kristians død i 1979, blev Marie boende i huset til sin død i 1986. Kristian og Marie blev begge begravet på Mårslet kirkegård i den grav- hvori Søren Bonde var blevet begravet i 1923.

 

Janus la Cour på Vilhelmsborg

 

Efter afslutningen af Århus Kommunes store renovering af hovedbygningen på Vilhelmsborg fulgte i april 2000 en ophængning af billeder og malerier på stuernes tomme vægge.

Der var tale om ophængning af kommunens store Janus la Cour-samling – 17 malerier og 4 tegninger – som det ikke tidligere havde været muligt at præsentere samlet. Samlingen stammer fra 1969 og 1981, hvor disse enestående natur- og landskabsbilleder blev skænket Århus Kommune af den daværende Århus og Omegns Bank, senere Privatbanken, i anledning af et bankjubilæum.

I hovedbygningens dagligstue hænger der blandt andre Malerier ét, der motivmæssigt skiller sig ud fra alle andre af Janus la Cours malerier. Det er et maleri fra 1888 med et for la Cour helt atypisk motiv. Det er et efterårsbillede, der forestiller Mårslet kirke med Testrupporten set fra Obstrupvej. Der må have været en ganske bestemt grund til, at Janus la Cour har malet et billede med dette motiv.

.

 

Janus la Cour var en hyppig gæst hos baronparret Carl og Edele Gyldenkrone på Vilhelmsborg, og ved højtider og familiefester var han fast gæst her – således sikkert også ved festen den 6. november 1888, da Carl og Edele Gyldenkrone fejrede deres sølvbryllup. Og hvad giver en maler som gave ved sådan en festlig lejlighed? Selvfølgelig et maleri og i dette tilfælde det netop færdiggjorte maleri af Mårslet kirke, som baroniet jo på det tidspunkt ejede.

Der er al mulig grund til at tro, at det hænger sådan sammen, og at det flotte maleri i dag er komme tilbage til Vilhelmsborg, hvortil det i 1888 blev skænket. Og hvem ved, måske har maleriet i dag den samme placering i dagligstuen, som da baronparret modtog det som sølvbryllupsgave i 1888.

Efter hovedbygningen renovering rummer dagligstuen ud over malerierne endnu et minde om Janus la Cour. Da nye ejere af Langballegården var i gang med ændringer på gården, blev der en kakkelovn i overskud. Fra Langballegården blev der, da renoveringen af Vilhelmsborg hovedbygning var startet, rette forespørgsel til Vilhelmsborg, om man var interesseret i at overtage kakkelovnen. Kommunen sagde ja tak, og derfor står nu Janus la Cours kakkelovn beklædt med flotte grønne kakler i ag og pynter op i dagligstuen.

 

Børnehaven ”Borreparken”

 

Som den første børneinstitution i Mårslet blev Red Barnets børnehave ”Borreparken” indviet og taget i brug den 2. november 1970. Forud for børnehavens etablering var der gået 3½ års slidsomt arbejde.

I avisen var der i begyndelsen af juni 1967 indrykket en annonce, hvoraf det fremgik at underskriverne Birgit Gønget, Nina Møller og Ellen Nørlem, alle Mårslet, samt Ebba Røjgaard og Ann Mardahl fra Storhøj ønskede at undersøge, om der var behov og interesse for oprettelse af en børnehave i Mårslet. Interesserede kunne skrive sig på lister, der var fremlagt hos de handlende.

Der viste sig stor interesse, og initiativtagerne gik i gang med at forberede et beboermøde, der afholdtes 29. august 1967. Her stiftedes Mårslet Børnehaveforening, der havde det ene formål at få oprettet en børnehave i Mårslet. Til mødet, der blev holdt på skolen, var der mødt 65 beboere, hvoraf 48 med tilsammen 71 børn var meget interesseret i at få deres børn i den nye børnehave.

På mødet blev der forelagt og vedtaget vedtægter for foreningen og valgt en bestyrelse til at forestå det videre arbejde. Til bestyrelsen valgtes indkøbschef Hans Møller, børnehavelærer Carin Trap-Friis, socialrådgiver Birgit Gønget, sparekassebestyrer Knud O. Andersen, der dog kort efter blev afløst af sygeplejerske Dora Nielsen, og husmoder Gudrun Nejgaard. Hans Møller blev valgt til bestyrelsens formand.

Sognerådet blev orienteret om stiftelsen af Mårslet Børnehaveforening og spurgt, om der kunne anvises en grund til opførelse af børnehaven. Sognerådet anviste en grund til den kommende bebyggelse ”Borrevænget”, hvorefter bestyrelsen tog kontakt med arkitekterne Møller og Wichmann, der dengang havde tegnestue på Vilhelmsborg, og bad om et møde for at få udarbejdet et forslag til en børnehave. Allerede inden havde bestyrelsen henvendt sig til Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorgen for at høre om betingelserne for oprettelse af en børnehave, og bestyrelsen havde taget kontakt til Red Barnet, der var meget interesseret i et samarbejde om børnehaven. Red Barnet tilbød at betale en del af børnehavens etableringsomkostninger og anbefalede, at arkitekterne Møller og Wichmann kom til at stå for børnehavens projektering, samt at boligforeningen ”Præstehaven” kom til at stå for selve byggeriet.

Sidst i oktober 1967 – kun to måneder efter børnehaveforeningens start – var Mårslet Børnehaveforening klar til at bede Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorgen om en foreløbig godkendelse af et børnehaveprojekt normeret til 20 heldagsbørn og 2 x 20 halvdagsbørn, og om at børnehaven måtte blive berettiget til statstilskud. Da henvendelsen til direktoratet ud over et skitseprojekt fra arkitekterne også skulle vedlægges en skrivelse fra Mårslet Kommunes Børne- og Ungdomsværn om, at der var ”trang for børnehaven”, blev sognerådet bedt om en sådan udtalelse. På det følgende sognerådsmøde, hvor børnehaveforeningens henvendelse til kommunen skulle behandles, rettede tidligere sognerådsformand Peter Damgaard under mødet et spørgsmål til børnehaveforeningens formand, der som tilhører var mødt op. ”Jamen tror du da, at der vil være børn nok i Mårslet til at fylde en børnehave.?”

Svaret fra sognerådet, dateret 2. november 1967 og underskrevet af sognerådsformand Erik Frost, gav udtryk for, at der efter sognerådets skøn var ”udtalt behov for en børnehave i kommunen, og at kommunen samtidig giver tilsagn om deltagelse i de økonomiske forpligtelser, der følger med oprettelsen af en børnehave.”

Nu kunne alle planer sættes i gang, og hvis alt gik vel, ville Mårslet have sin første børnehave inden et år. Alt gik bare ikke så glat!

Børnehavens byggeudgifter var anslået til ca 500.000 kr., hvortil der kunne opnås prioritetslån på op til 94%. De resterende 6% skulle betales af stat, kommune og børnehaveforening. Kommunens andel ville blive 10.500 kr. og Mårslet Børnehaveforening skulle selv skaffe 7.500 kr.

Etableringsudgifter på i alt ca 40.000 kr. skulle betales af stat, kommune og  af Red Barnet. Kommunens andel ville blive 14.000 kr. og Red Barnets andel 12.000 kr. – Samtidig blev kommunens andel i de årlige driftsudgifter beregnet til 59.000 kr., mens forældrebetalingen blev sat til 1000, - kr. årlig pr. barn.

For at skaffe det beløb, som Mårslet Børnehaveforening skulle stille med blev der allerede i 1967 iværksat en række initiativer. En julekoncert med medvirkende far Musikkonservatoriet blev afholdt i Mårslet kirke. Et stort og veltilrettelagt julemarked blev over to dage afviklet i skolens sikringskælder. Her  var der tombola, salg fra forskellige boder samt kaffestue. Samtidig blev der startet en halvdags betalingslegestue i det nuværende Spejderhus én gang om ugen. 12 mødre på skift passede, beskæftigede og legede med børnene. Alt det betød, at sammen med kontingentet fra børnehaveforeningens firs medlemmer havde Mårslet Børnehaveforening ved årsskiftet 1967/68 godt 6.000 kr i kassen.

De første måneder af 1968 syntes der ikke rigtigt at ske noget, hvorfor børnehaveforeningen indkaldte alle implicerede parter til et møde, der blev afholdt 27. marts på tegnestuen hos Møller og Wichmann. Ud over børnehaveforeningen deltog repræsentanter for sognerådet, boligforeningen Præstehaven, der i mellemtiden var bedt om at stå som bygherre, Red Barnet samt arkitekterne. På mødet blev der redegjort for situationsbilledet og drøftet, hvad der kunne gøres for at få sat skub i børnehavesagen.

Høringsmaterialet til Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorgen, som arkitekterne skulle have indsendt sammen med et skitseprojekt, var slet ikke afsendt endnu, fordi der manglede en påtegning om grunden. Sognerådet fastsatte da hurtigt en grundpris og lovede at fremsende en bekræftelse, så adkomst til grunden kunne vedlægges.

Grunden, børnehaven skulle ligge på, var endnu ikke blevet udstykket, og den fjernvarmecentral, hvorfra børnehaven skulle forsynes med varme, var endnu ikke bygget, og samtidig forlød det, at der var problemer med at få godkendt den midlertidige vejtilførsel til børnehaven. Der blev på mødet fundet en tilfredsstillende løsning på alle disse problemer.

Arkitekterne havde udarbejdet tegning af børnehaven, hvortil Red Barnet havde enkelte ændringsforslag til indberetningen. Der blev ved mødet ryddet op i mange ting, og det gav et fornyet håb om, at børnehavesagen nu kunne komme videre. Mårslet Børnehaveforening talte nu 100 medlemmer, og foreningens formue var vokset til 9.000 kr.

13. august 1968 indløb der svar fra høringen fra Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorgen. Alle planer var blevet godkendt, og arkitekterne gik derfor i gang med en detailprojektering. Licitation kunne forventes afholdt 1. oktober, og i midten af oktober ville det samlede materiale kunne indsendes til Boligministeriet, der skulle godkende beløbenes størrelse og garantere for lånene.

Hos Bioligministeriet var der imidlertid en lang kø af ansøgninger om bygning af børnehaver, fordi mange kommuner ville have opført en børnehave inden den store kommunesammenlægning i 1970, så det foreløbige svar fra Boligministeriet lod vente på sig og indløb efter flere rykkere først 31. maj 1969. Heri meddeltes, at tilsagn om statsgaranti kunne forventes 1. september under forudsætning af, at priserne på børnehaven kunne godkendes.

Næste brev fra Boligministeriet kom 1. august 1969, og det var en meddelelse om, at licitationspriserne ikke kunne godkendes. Boligministeriet krævede en nedskæring på 70.000 kr. for at der kunne opnås en statsgaranti, hvilket var en forudsætning for at byggeriet kunne påbegyndes.

Arkitekterne, der skulle skære i projektet og indsende nyt materiale til ministeriet, forventede fortsat, at byggearbejdet kunne være i gang primo september, så børnehaven kunne være under tag inden julen 1969 – men ved en henvendelse til arkitekterne 12. september 1969 viste det sig, at materialet til Boligministeriet endnu ikke var blevet afsendt, da man ikke var færdig med at finde de krævede besparelser.

Først 17. december 1969 forelå der igangsætningstilladelse sammen med det endelige tilsagn fra ministeriet om ydelse af statsstøtte. Byggetilladelsen var betinget af, at byggeriet blev påbegyndt inden 2 måneder, hvilket var svært på grund af den strenge vinter. Endelig 15. februar kom udgravningen i gang, fundamentet blev støbt og murerarbejdet kunne påbegyndes.

2. november 1970 stod børnehaven ”Borreparken” færdig til indvielse efter 3½ års forarbejde. Mårslets første og byens eneste børnehave, der er oprettet på privat initiativ, kunne nu tages i brug. Dermed var formålet med Mårslet Børnehaveforening opfyldt, og foreningen kunne ophæves. Alle referater fra bestyrelsesmøder, alle breve og alt, hvad der var samlet om børnehavesagen gennem 3½ år, blev afleveret til Egnsarkivet.

Prisen for børnehaven blev 617.178 kr., og heraf skulle Mårslet Børnehaveforening yde 11.109 kr.. Da foreningens regnskab blev gjort op, var der i kassen 12.462,22 kr., som foreningens kasserer Birgit Gønget kunne viderebringe til Red Barnet.

Forinden var der blandt børnehaveforeningens medlemmer ved en ekstraordinær generalforsamling 11. maj blevet valgt 2 medlemmer, der sammen med 2 repræsentanter fra Red Barnet og en repræsentant udpeget af Århus Kommune skulle indtræde i børnehavens første bestyrelse. De to valgte bestyrelsesmedlemmer blev lærer Britta Jensen og sundhedsplejerske Kirsten Svendsen.

Red Barnet stod herefter for børnehaven ”Borreparken”, indtil den fra 1. januar 1978 blev en kommunal børnehave. Flere gange blev det drøftet at nedlægge halvdagsbørnehaven og i stedet indrette børnehaven udelukkende med heldagspladser. I 1986 var der endda planer om at udvide børnehaven, så der kunne komme 60 heldagspladser. Arealet, der skulle bruges til udvidelsen, tilhørte Park – og Kirkegårdsvæsenet. Der kom dog aldrig forhandling om køb af mere jord, for beboerne i Borrevænget satte sig imod en udvidelse af børnehaven. Fra 1. juli 1987 blev der sagt farvel til børnehavens halvdagsbørn, hvorefter børnehaven blev bygget om og i stedet indrettet med 40 heldagspladser.

 

Obstrupvej 6 – et hus med liv i

 

I 1895 blev der som nabo til Præstegården udstykket en parcel af præstegårdsjorden ved Obstrupvej til bygning af en ny jordmoderbolig. Den sidste jordemoder i huset hed Anine Hansen. Hun blev ansat som distriksjordemoder i 1920 og ophørte som 70-årig med sin praksis i huset i 1955.

Fra 1956 blev jordemoderhuset anvendt som lægebolig med tilhørende lægekonsultation af Sigvald og Olga Nielsen. De flyttede i 1960 til det nybyggede lægehus på Hørretvej 4, hvorefter skolen i nogle år brugte huset til bolig for en lærerinde, og en overgang blev der også indrettet et undervisningslokale for en klasse på skolen.

Da den første ungdomsklub i Mårslet blev oprettet på privatinitiativ i 1967, stillede sognerådet huset til rådighed som ungdomsklubbens klublokaler. Samtidig lånte den nyoprettede Mårslet Børnehaveforening huset en dag om ugen til afholdelse af en halvdagslegestue fra 1967 – 70.

Fra ca 1970 fik KFUM- og K-spejderne rådighed over huset. En tid rummede huset også skovbørnehavebørn, der morgen og aften begyndte og sluttede deres dag her, mens de omdagen opholdt sig ved Mariendal Strand. Da skovbørnehaven selv har fået hus, råder spejderne i dag over huset alene. ”Spejderhuset” som huset på Obstrupvej 6 kaldes i daglig omtale, har altid været fyldt med børn og unge – virkelig et hus med liv i.

 

Tak

Tak til Levring Christensen for hjælp til fortællingen om Præstegårdenes historie. Tak til Peter Olsen, som har fortalt om Wirespillet på Vilhelmsborg. Tak til Tage Sørensen og Arne Andersen for deres bidrag til fortællingen om Mårslet kirkes vindfløj. Også tak til Carsten Sørensen, der har udlånt billedet  og til Kaj Christensen for benyttelsen af tegningerne

 

Tilbage til forsiden