Langballe efter udskiftningen. Fæstebonde.

Nye dyrkningsmetoder. Frikøb og opdeling.

Aftægtsmand. Begravelsen.

Barndom og ungdom. Selvejergårdmand.

Sognefoged og sognerådsmedlem.

Krigen 1864. Anerkendelser. Familiefar.

Nyttige sten. Sten til Christiansborg.

Mindesten.

Netværk i landbruget. Beder Andelsmejeri.

Kvægavlerforening. Kontrolforening.

Kreaturforsikring. De sidste malkekøer.

Smedje. Vognmænd. Hans` skoletid. En arbejdsdag.

Ungdom. Brødrene Frederiksen. Gartneri.

Sømand og handelsmand. Tre huse. Kunstner.

Inddelingen af markerne i Langballe er ikke ændret meget siden 1785. Til flere af gårdene hører i dag omtrent de samme jordstykker som dengang.

Efter udskiftningen havde man hver især sin egen jordlod at være ansvarlig for på godt og ondt. Det gamle dyrkningsfællesskab var på mange måder ophørt, og man begyndte at interessere sig mere målrettet for sin egen jord. Ganske vist var der stadig fæstejord mange år endnu, og man skulle også stadig møde til hoveri, men der udviklede sig efterhånden en ny ansvarlighed.

Man blev belært om de nye dyrkningsmetoder, og det kunne endda være et krav i fæstebrevet, at man tog del i de nye metoder, idet et øget udbytte var med til at sikre ordentlig betaling af skatter og afgifter til baronen på Vilhelmsborg. Til at fremme de nye dyrkningsmetoder og landbrugets udvikling kom der gode initiativer fra Landhusholdningsselskabet, der var blevet oprettet i 1769. Selskabet startede en lærlingeuddannelse og tildelte understøttelse til en række dygtige bønder, der ville indføre en bedre driftsmåde under selskabets tilsyn og vejledning.

Steffen Jacobsen er født i 1799 i Langballe (Matr. Nr. 5, Langballevej 406) som søn af Jacob Michelsen og Birthe Pedersdatter, der var Jacobs anden kone. Steffen Jacobsen blev 1830 gift med Karen Andersdatter, der er enke efter hans halvbror Laurs Jacobsen.

Både Steffens far og bror var sognefoged og lægdsmand for Mårslet Sogn. I 1791 udsendte kongen en forordning om, at der skulle være sognefogeder i alle sogne. Det var meget almindeligt, at sognefogeden også var lægdsmand, det vil sige den, der i lægdet/sognet skulle holde styr på de unge mænd, der kunne udskrives til soldat. Jacob Michelsen var den første sognefoged i Mårslet Sogn, og han tiltrådte formentlig i 1791. Det var ikke nødvendigvis et eftertragtet hverv, men det siges, at han tog jobbet for at undgå at blive kaldt ind som soldat, hvis der blev krig.

Sognefogedhvervet tog en del tid, som han ellers kunne have brugt på gården. Men hvis han blev kaldt ind til krigstjeneste, var han helt væk fra gården og familien, og så har bestillingen som sognefoged været at foretrække. Laurs overtog både fæstegård og hvervene som sognefoged og lægdsmand efter faderen.

Da Laurs dør, overtager Steffen Jacobsen godt nok både fæstegården, enkekonen, stedbørnene og lægdsmandshvervet, men sognefogedbestillingen lader han gå på andre hænder. Steffen bruger i stedet sin tid på at passe sin fæstegård.

Steffen er dimitteret lærling fra Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab. Han anvender en amerikansk plov, som Landhusholdningsselskabet har skænket ham i 1828. Desuden fremstiller han selv engelske plove, som han stiftede bekendtskab med, da han var i lære på Sjælland.

Han har fremstillet flere som blev brugt på egnen af såvel hoveribønder som af hovedgårdene Vilhelmsborg og Moesgård.

I en foreløbig fæstekontrakt fra Vilhelmsborg dateret 27. januar 1830 lyder et af punkterne:

Mergel er et jordforbedringsmiddel bestående af ler og kalk, som man visse steder kunne grave op af jorden. Ofte merglede men for kraftigt, hvad der skadede jorden i det lange løb, deraf ordsproget: Mergel giver en rig far, men en fattig søn.

Steffen Jacobsen lader sig dog ikke kun rådgive af Vilhelmsborgs påbud, men søger andre veje for at få et bedre udbytte.

Sidst på sommeren 1830 begynder Steffen Jacobsen at søge om økonomisk hjælp til indførelse af vekseldrift på sin fæstegårds marker. Steffen Jacobsen skriver selv et langt brev til Landhusholdningsselskabet og fortæller om sin gård, jord og besætning. Han ønsker at indføre vekseldrift, som han har set det i sin læretid, men han behøver hjælp udefra. Desuden sender baron Ove Gyldenkrone og sognepræst Mathias Brandt attester med, hvori de bevidner hans dygtighed og trange kår og anbefaler, at han får understøttelse.

Steffen Jacobsen må dog skrive to gange mere og gøre nøjere rede for sin nye driftsform. Landhusholdningsselskabet har i mellemtiden sendt ham en havebog, som han vil anlægge sin have efter. Selv om svaret de første gange ikke er positivt, er han taknemmelig for overhovedet at få et brev: "Herren har ladet mig blive til en søn, siden jeg fik deres brev".

Igen i 1831 vedlægger han attester for sin uformuenhed, denne gang fra kapellan Jørgen Tørsleff samt forvalter Mohr på Vilhelmsborg i fællesskab med forvalter Wittusen på Moesgård. De er alle enige om, at han kan være et godt eksempel for omegnens beboere, hvis han får den nødvendige kapital til at udføre forbedringerne med.

Steffen Jacobsens egne skrivelser til Landhusholdningsselskabet er bevaret, og her følger bare nogle uddrag:

Og et andet sted:

Fra 1832 bliver der bevilget Steffen Jacobsen en understøttelse på 25 rigsbankdaler i 5 år fra Fonden ad usus publicus igennem Landhusholdningsselskabet. Det var et fond, der især støttede kunst og videnskab. Fondens sekretær var Jonas Collin, som tilhørte det kulturelle centrum på den tid, f. eks. støttede han også forfatteren H.C. Andersen. I et af brevene sender Steffen Jacobsen også en hilsen til Collin. Steffen Jacobsen modtog understøttelsen imod at dyrke sine marker således i fremtiden: 1. Halvgødet grønjordsbyg, 2 kartofler og staldfodringsvækster 3 byg med kløver, 5 rug, 6 boghvede og bælgfrugter, 7 havre med kløver, 8, 9, og 10 kløver med græs.

Landhusholdningsselskabet overdrager tilsynet med Steffen Jacobsen til forvalteren på Moesgård, og i forvalterens beretninger får vi indblik i, hvorledes Steffen Jacobsen arbejder med sin landbrugsdrift:

"Enhver del er dyrket godt, merglingen fortsættes og da Steffen Jacobsen med omhyggelighed bestandig har samlet gødning så er hans jorder i temmelig god gødningsstand, men naturligvis ikke det de kan og vil blive. Hans marker er indhegnede og i fred, brakmarken er i enhver henseende behandlet godt, hvorunder vandafledning også er indbefattet (…) Han mangler ikke andet end penge og en selvejergård i stedet for en hoveripligtig gård."

I en senere beretning:

"Marken (…) Steffen Jacobsen har behandlet sine jorder med al flid og opmærksomhed, lagt arbejde i at få rent sædekorn, brugt sommerstaldfodring og kartoffelfodring efter de ham givne forskrifter, og i det hele vist sig som en driftig og dygtig bonde værdig til den bevågenhed det høje Selskab viser ham.

Besætningen: (…) Han har haft det uheld at miste 2 køer og et unghøved [kvie], hvorved besætningen er svundet ind til 4 arbejdsheste, 5 malkekøer og 2 unghøveder.

Avlsredskaberne: Han er i besiddelse af amerikansk og engelsk plov, (…) Hyppeplov, tromle og gode jernharver, men han mangler en ekstirpator, som han stundom vil få til låns fra hovedgården Vilhelmsborg, men som han dog stundom må savne når man selv har brug for den."

I denne anledning beder forvalteren om, at Landhusholdningsselskabet vil skænke en ekstirpator eller overlade ham en for moderat betaling. I foråret 1836 får Steffen Jacobsen foræret en ekstirpator, dvs, der bliver trukket 8 rbd. Af hans understøttelse. En ekstirpator er en meget svær harve til dybdebehandling af jorden. I 1836 skriver forvalteren. "Steffen Jacobsens agerbrug står virkelig som et mønster for behandlingen af bønderjorder i en vid omkreds af denne egn". Derefter hører vi ikke mere fra Landhusholdningsselskabet.

Formentlig er de gode resultater fortsat, for i 1842 har Steffen Jacobsen overskud til at være med i det første sogneråd i Mårslet, hvor han sidder i fem år. Som tidligere nævnt er han også lægdsmand for Mårslet sogn, og dette hverv har han også under krigen 1848-50. Hjemme på gården er der fuldt hus med både børn, stedbørn og tjenestefolk. De fleste af børnene hjælper i landbruget, men to af døtrene er beskæftiget med syning, en søn med snedkerarbejde, en anden søn, Jacob Laursen, er fraværende 1845 – 1853 i militærtjeneste. Denne søn modtager erindringsmedaljen for deltagelse i kampen om fædrelandet 1848 – 1850.

Midt i 1800-tallet begynder Vilhelmsborg at sælge ud af fæstegodset. 1855 køber Steffen Jacobsen gården fri fra Vilhelsmborg for 2.400 rigsdaler, betalt kontant. Det er dog begrænset, hvor længe han kan kalde sig selvejergårdmand, for samtidig med frikøbet deler han gården, så stedsønnen Jacob Laursen får hovedparcellen, matr. Nr. 5a, og sønnen Laurs Steffensen får udmarksparcellen, matr. Nr. 5b. På den bygger han sig en mindre gård, som han kalder Egelund. Jacob Laursens gård bliver ved næste generationsskifte flyttet og bygget om. Den får navnet Birkemosegård efter et gammelt marknavn, Birkemose Ager. Det er marken med tørvemosen, som Steffen Jacobsen fortalte om i sin ansøgning til Landhusholdningsselskabet.

I Steffen Jacobsens tid er gården stadig en tvillinggård, både stuehuset og udlængerne er bygget sammen med de tilsvarende bygninger i matr. Nr 6 (Langballevej 402). Gårdene var næsten en spejling af hinanden, hvilket var almindeligt forekommende. Det var også almindeligt at forældrene kom på aftægt hos den søn og svigerdatter, der havde overtaget gården. I aftægtskontrakten med Jacob Laursen kan vi se, at Steffen Jacobsen også har fået noget ud af sin havedyrkning, måske ved hjælp af den havebog, han modtog fra Landhusholdningsselskabet:

"Af den østen for gården værende toft reserverer vi til årlig afbenyttelse et stykke jord med derpå værende frugttræer ved den søndre side som er afpælet i vidners nærværelse, hvortil vi reserverer os fri adgang såvel som til brønden, til vores jord leveres os årligt to læs forsvarlig gødning. Den på hegnet omkring vor jord værende opvækst forbeholder vi os uden modsigelse. Når der er så megen frugt, at der kan uddeles, leverer gårdens ejer os årlig 1 skp. Flaskæbler og 1 skp. Af de såkaldte møske æbler, hvorimod vi leverer denne igen 2 skp. Søde æbler, når der er så mange, i modsat fald anden god frugt. Hegnet som haven vedligeholder gårdens besidder. (…) Når forlanges skal gårdens besidder uden vederlag befordre os vore havevækster og frugt samt os selv til Århus. Ligesom også befordre os frit til og fra kirke mindst 2 gange årligt."

Desuden er der oplysninger om, hvor på gården de skal bo, hvor mange dyr de skal have, og hvor meget korn, flæsk, smør, ost, æg, hør, tørv, brænde og penge de skal have, og hvornår på året det skal leveres. De bliver boende på gården i en del år, indtil Karen Andersdatter dør i 1863. I det følgende år lider Danmark under 1864-krigen, og Steffen Jacobsen har også sine lidelser dette år. Han dør 1864 efter et indholdsrigt liv.

Til Steffen Jacobsens begravelse havde sognepræst Jacob Budtz skrevet både en begravelsestale og nogle vers:

"Herfra jordens jammerdal indgik til de frelstes tal Steffen Jacobsen, født i Langballe i efteråret 1799, gift med daværende enke Karen Andersdatter, med hvem han levede et kærligt ægteskab og blev af Gud velsignet med 2 sønner, der tillige med 5 stedbørn sørge ved hans båre, thi han var dem en god og trofast fader, han besad en lys forstand og en redelig vilje og var en for sin stand og sin tid ualmindelig oplyst mand. Han forlod sig på sin Gud og frelser, og var ikke ny og troen som Paulus siger, sine langvarige lidelser bar han med tålmodighed og hengivenhed i guds vilje, men da jeg sidst talte med ham sukkede hans sjæl efter forløsning. Sidst afvigte 17. November hensov han, lidt over 65 år gammel.

Ved guds nåde i Jesus Kristus håbe vi, at hans sjæl har fundet fredens land hisset, hvorfra han sikkert takker Eder, hans efterladte, der plejede ham under sygdommens kors, samt alle, der strøede roser på hans sidste tornede vej, og bede for Eder, at alle efter jordelivets strid og møje må salig samles med ham i de evige boliger."

Jeg har hermed fortalt min tiptipoldefars historie. Den adskiller sig måske ikke væsentligt fra andre bønders historie fra den tid, men den er alligevel på sine steder enestående. Steffen Jacobsen var et godt eksempel på egnen. Han formåede at overtage et fremmed børnekuld for derefter selv at sætte børn i verden. Og han formåede at lægge sit landbrug om og drive det så godt, at han kunne købe gården kontant af Vilhelmsborg og samtidig dele den i to bæredygtige landbrug.

I dag er det endnu slægtningen til Steffen Jacobsen, der ejer og driver Birkemosegaard.

- Privatarkiv på Birkemosegaard, bl.a: Fæsteconditioner 1830, Købekontrakt 1855, Foreløbig Aftægtskontrakt 1857, begravelsestale 1864.

- Skøde- og panteprotokol for Ning Herred 1858. I Landsarkivet for Nørrejylland (LAN), B59, SP1.

- Landhusholdningsselskabet – Journalsager. I Erhvervsarkivet (EA), 151/1832 og 338/1836.

- Folketællinger for Mårslet sogn 1787, 1801, 1834, 1840, 1845, 1850, 1855 og 1860. Kopi i EA.

- Kopier i Mårslet Egnsarkiv af: Mårslet Sogneråds Forhandlingsprotokol 1842-, Kirkebog for Mårslet Sogn 1642-, Matrikelkort over Langballe 1785/1816.

- Samtaler med Steffen Noes og jens Noes i Langballe, 2000.

Niels Mikkelsen er født i 1817 på Dalsgaard (matr. Nr. 2, Langballevej 117) som søn af fæstegårdmand Mikkel Nielsen og maren Andersdatter. Han er den eneste søn i en stor søskendeflok på 9, hvor kun en af de 8 søstre dør som ung, de andre 7 bliver gift og får efterkommere.

Mange flere børn overlevede barneårene efter indførelsen af koppevaccination. Vaccinationen var en indpodning af kokopper, for ikke at få børnekopper. Niels bliver vaccineret som 2½ - årig af læge Weis, og vaccinationsattesten fra 1819 er bevaret. Vaccinationsattesten var et vigtigt personligt dokument, der skulle fremvises ved bl.a. konfirmation, vielse, session, optagelse ved uddannelse, læreplads, tegning af forsikring, udvandring m.v. Derfor findes vaccinationsdatoen indført i kirkebogen både ved Niels Mikkelsens konfirmation og vielse.

Niels Mikkelsen går i skole i Hørret. Efter skolereformen i 1814 blev Mårslet sogn delt i to skoledistrikter, Mårslet og Langballe, men Langballe skoledistrikts skolebygning kom til at ligge i Hørret indtil 1885. Niels Mikkelsen blev konfirmeret i 1831 i Mårslet Kirke. I "kundskaber" får han karakteren udmærket god og i "opførsel" meget god. Efter skolegang og konfirmation er Niels Mikkelsen tjenestekarl hos sin far. Der er brug for ham derhjemme, idet han er den eneste søn, og det er dyrt kun at have fremmede tjenestekarle. I efteråret 1843 vinder tjenestekarl Niels Mikkelsen en 2. Plads i præmiepløjning på Marselisborg mark, arrangeret af Det Landøkonomiske Selskab og Landhusholdningsselskabet.

I 1850 overtager Niels Mikkelsen fæstet af sin fars gård, og bare to år efter købet han den fri af Vilhelmsborg til selveje for 2.042 rigsbankdaler, hvoraf der på de 1500 rbd. Bliver udstedt obligationslån med 4% årlig rente, hvilket er normalt i forbindelse med frikøbene. Det er til hjælp og gavn for både gårdejeren og baronen.

Efter overtagelsen af Dalsgaard bygger Niels Mikkelsen nye stald- og ladebygninger, dels i bindingsværk og dels i kampesten. Dalsgaard er en del af en tvillinggård. Den anden del er matr. Nr. 1, hvor hans søster Andrea Mikkelsdatter bor med sin mand Poul Olesen og deres børn. I 1858 sælger Poul Olesen til godsejer Thorkild Dahl på Moesgård, og familien flytter til Testrup, hvor de kalder deres gård Testrup Dalsgård.

Thorkild Dahl vil bygge en ny gård ude på marken. Så Niels køber noget af marken til matr. Nr. 1 og gårdspladsen med det gamle stuehus. Som han river ned.. Han opfører herefter et nyt stuehus i røde mursten i 1860. Det er det første grundmurede stuehus i Langballe. Det er stort og flot og anderledes end de andres, der stadig er af bindingsværk.

Den nye matr. 1 bygges i 1861 og kaldes Langballegård. Flere andre nyopførte stuehuse og hele gårdanlæg på egnen følger i denne periode i forbindelse med frikøb af gårdene. Stuehuset på Dalsgaard bygges med fuld kælder i det meste af huset, fordi terrænet skråner, er der i havesiden høj sokkel af kampesten, hvorimellem er indmuret små sorte kornblendesten som det kendes fra bl.a. Vilhelmsborgs avlsbygninger fra 1856. Dalsgaards stuehus har været model for Mariendals stuehus, for da dette skulle bygges, var folkene derfra inde at se, hvordan Dalsgaards stuehus var lavet, og de to huse har da også den samme stil. Mariendal ligger mellem Fløjstrup strand og Ajstrup strand og var dengang ejet af Vilhelmsborg.

Niels Mikkelsen er i en lang årrække, 1856 – 1875, sognefoged i Mårslet sogn. Samtidig er han valgt medlem af sognerådet i tre perioder: 1854-55, 1856-58 og 1869-73. Han har derfor indflydelse i hele Mårslet sogn. I Dalsgaards bogskab er der flere gamle bøger med Niels Mikkelsens signatur. Han køber både nye og brugte bøger for at tilegne sig viden indenfor landbrug, historie og brevskrivning. Allerede i 1861 får han et sølvbæger med indskription af Ning Herreds Politikasse, fordi han viser megen nidkjærhed og virksomhed i sin stilling som sognefoged. Sølvbægeret er bevaret i slægtens eje.

Som eksempel på en opgave, Niels Mikkelsen skal tage sig af som sognefoged, er fundet af et dødt spædbarn i 1865. Nogle får mistanke om, at det er en tjenestepige i Testrup, der har fået det uden for ægteskab, da hun en tid var rendt fra pladsen. Jordemoder Caroline Wippert i Mårslet opklarer noget af mysteriet, da hun i et brev til Niels Mikkelsen fortæller, at pige blot var taget hjem til sine forældre i Mårslet på grund af halssyge. Jordemoderen beder derfor Niels Mikkelsen offentliggøre brevet udenfor kirken om søndagen efter kirketid og afblæse rygtet, da pigen er uskyldig.

Vejvæsenet er også sognefogedens opgave i samarbejde med sognerådet indtil 1867, hvorefter det kun er sognerådet, der skal holde opsyn med vejene. Som medlem af sognerådet har Niels Mikkelsen derfor alligevel ikke helt sluppet denne opgave. I Niels Mikkelsens efterladte papirer er der en oversigt fra 1878 over, hvilke beboere, der skal sørge for vejenes vedligeholdelse. Eksempelvis skal Niels Mikkelsen selv holde opsyn med vejstykket mellem landevejen og Fulden, og på samme måde re resten af de kommunale vejstykker delt op. Ligeledes står der, hvem der har fået overdraget arbejdsopgaver som at sørge for brænde til skolerne, grøftning ved vejene, transport af stenslag og grus og udjævning af grus på vejene. Her er vejstykkerne også delt op. Rasmus Laursen i Langballe får 5 kr. og 75 øre for transport af en favn grus til vejen i Langballe By, og Jens Pedersen i Langballe får 23,50 kr. for transport af 3 favne grus til vejen fra Langballe til landevejen. Vognmand Frederik Sørensen på Langballe Mark har både Moesgård-vejen og to stykker af Mårslet-Hørret-vejen, hvor han får i alt 34,50 kr,. for transport af 5 favne grus. Desuden transporterer Frederik Sørensen også en stor mængde stenslag til vejene flere steder i sognet.

Niels Mikkelsen har også hvervet som sognefoged under 1864-krigen. Mårslet er besat og mange gårde har tysk indkvartering. I Dalsgaards næsten nye stuehus bor der også tyskere. De indridser deres navne i et vinduesglas.

I dag er der nye vinduer i stuehuset, og de gamle glas er genanvendt Møntmestergården i Den Gamle By i Århus, men rude med tyskernavnene er beholdt på Dalsgaard. I øvrigt fik man de tyske indkvarterede under 2. Verdenskrig til ligeledes at indridse deres navne, og denne rude er også bevaret. Traditionen kommer måske helt fra dengang, hvor spaniolerne var indkvarteret under Napoleonskrigen. De havde også ridset deres navne i en rude i det gamle stuehus, men lige præcis denne rude blæste ud og gik itu i et stormvejr.

Efter 1864-krigen er der flere regnskaber, der skal gøres op. Sognerådet skylder penge for kreaturer og kød både til de gårdmænd, der har leveret det til tyskerne, og til slagter TH. Jørgensen i Århus. Sognerådet samler penge ind i for af en ekstraskat, og sognefoged Niels Mikkelsen leverer slagteren hans penge. Der går også penge den anden vej. Krigsskadeserstatning bliver udbetalt i 1866, dels kontant, og dels i obligationer, i alt 6.002 rigsdaler, som Niels Mikkelsen henter i Århus Rådstue og opbevarer, til uddeling finder sted til sognets enkelte beboere. Langballe får i alt 570 rd. 15 sk., hvoraf de 325 rd. er i obligationer á 100 rd., som flere mænd går sammen om. Obligationerne i Langballe tildeles således Niels Mikkelsen, Frederik Pedersen, Peder Andersen, Mads Sørensen, Laurs Pedersen Nygaard, hver 50rd, Niels Fog, Hans Andersen, Jacob Laursen hver 25rd., Vilhelmsborg fik 1000 rd. og Moesgård ligeledes 1000 rd., som Niels Mikkelsen selv afleverer.

I 1865 bliver der i sognet på initiativ af skovrider Peter Schrøder, Vilhelmsborg og forvalter Rasmussen, Moesgård indsamlet penge til indkøb af en hædersgave i form af et stykke sølvtøj "til sognefoged Niels Mikkelsen, Langballe, som en påskønnelse af hans gavnelyst, hans uegennytte og opofrende virke under krigen 1864."

Niels Mikkelsen ønsker sig fritaget som sognefoged i 1872, men sognerådet ordner det således, at han fortsætter, men han bliver fritaget for at opbevare kornet til de fattige og for at kalde ind til kørsel for kommunen.

Da Niels Mikkelsen går af som sognefoged 1875, samler sognet igen ind, så de kan købe et møbel, en pibe, et cigarrør og en stok. Samtidig takker de for hans humanitet og tjenstvillighed (se indledningen). På samme tid bliver han udnævnt til Dannebrogsmand. Dannebrogsordenen blev indstiftet af Frederik VI i 1808, og kongen ønskede med Dannebrogsmændenes Hæderstegn også at kunne hædre menigmand, "belønne sande fortjenester, hos hvem de end findes". Ordenens synlige tegn var et sølvkors, som skulle bæres åbenlyst på venstre side af brystet, nedhængende fra et af kjolens øverste knaphuller i et hvidt silkebånd med røde kanter.

Når en Dannebrogsmand døde, var det en pligt for alle stedets Dannebrogsmænd at følge ham til graven. Den afdødes sølvkors skulle lægges på kisten på en sort pude, der fjernes inden kisten sænkes i jorden.

Året 1852, hvor Niels Mikkelsen køber Dalsgaard til selveje, bliver han også gift med Mette Marie Rasmusdatter fra Obstrupgaarden. Hun er datter af Barbara og Rasmus Sørensen, som også netop har købt deres gård fri. Niels og Mette Marie får to sønner: Rasmus Mikael og Rasmus Daniel samt tre døtre: Maren, Barbara og Ane Marie. Det er tydeligt, at børnene er opkaldt efter forfædrene på begge sider.

Alt er dog ikke den store lykke. Familien har den store sorg at miste to voksne børn. Maren dør som 25-årig og Rasmus Daniel som 21-årig. Rasmus Daniel dør af tuberkulose, og sandsynligvis er det også det, der rammer Maren, da de begge dør i året 1883. De tre andre kommer godt i vej og stifter familie og bliver relativt gamle.

Maren har efterladt sig en stor navneklud. Den er indrammet og har altid hængt på Dalsgaard. Desuden er der bevaret et mindevers om hende, som en slægtning har forfattet. En hvid gravsten på familiegravstedet på Mårslet Kirkegård kan svagt erindres. Men er nu borte. Det er alt.

Rasmus Daniel er uddannet lærer fra Ranum Seminarium 1881, får vikariat på Nykøbing Mors Skole og senere på privatskolen i Langballe i et af Moesgårdhusene. Rasmus Daniels Korrespondance og mange af hans fagbøger er bevaret. Han bliver så syg af tuberkulosen, at det eneste håb er, at han kan blive rask i varmen under sydlige himmelstrøg. Derfor lader Niels Mikkelsen ham rejse til Korsika, desværre dør han kort efter dernede. Rasmus Daniel er den første i slægten på Dalsgaard, der får en uddannelse, men desværre når han ikke at få glæde af den ret længe. Han er begravet på Korsika.

Barbara gifter sig 1884med snedker Andreas Jørgensen fra Synnedrup ved Malling, og de driver deres snedkerforretning på Frederiksgade i Århus med flere ansatte. De får fem børn. Andreas dør allerede 1894, sandsynligvis også at tuberkulose, så Barbara står alene med fem små børn. Hun gifter sig aldrig igen, men bliver boende i Århus sammen med datteren Camilla til sin død i 1945.

Ane Marie gifter sig 1886 med gårdmand Jørgen Sørensen fra Hørslev ved Framlev, og de overtager hans forældres gård, hvor de får otte børn. I 1901 flytter de til Nørre Vissing, hvor de får barn nummer ni, og Jørgen Sørensen bliver kroejer og købmand på den kgl privilegerede Nr. Vissing Kro. Ane Marie dør i Skanderborg 1932 og Jørgen Sørensen 1940 på plejehjemmet i Skanderborg.

Rasmus Mikael, kaldet Mikael fører gården videre. Han køber den to måneder før Niels Mikkelsens død i 1888. Herefter har Mikael sin mor på aftægt, indtil hun dør i 1892. Mikael gifter sig 1893 med Karen Marie Laursen Egelund fra ejendommen Egelund på Langballe Mark. De får tre døtre: Meta, Anne og Edele, alle med efternavnet Dalsgaard. Meta bliver gift med vognmand Hans Frederiksen på Langballe Bakke. Edele bliver gift med elektriker Ove Michelsen i Beder, og Anna bliver gift med Alfred Svendsen fra Vester Velling. De overtager Dalsgaard i 1924 og har Karen Marie og Mikael på aftægt. Da Karen Marie og Mikael dør i 1927 og 1930, bliver de begravet på familiegravstedet, hvor Mikaels forældre og søster Maren også ligger. Familiegravstedet er i dag sløjfet, men har ligget nordøst for kirken i samme retning som Langballe ligger.

Dette var min tipoldefars historie fra fødsel til død fortalt ud fra de mange dokumenter, der er bevaret om ham blandt andet i kraft af, at han var sognefoged. Meget er bevaret privat, fordi Dalsgaard fortsat er blevet i slægten, så de gamle dokumenter er bevaret på slægtsgåden, hvor de hører hjemme. Det er ikke kun papirer og sølvtøj, Niels Mikkelsen har efterladt sig. Selve Dalsgard står i sin nuværende form på mange måder stadig som dengang, Niels Mikkelsen lod den opføre i 1850-1860. I over 100 år blev der ikke bygget nyt. Først i 1976 blev en ny kostald opført.

Der var dengang fremgang i Niels Mikkelsens liv: en ny og fri gård, en kone af god stand, anerkendelse for sit hverv og betydning som sognefoged og udnævnelse til Dannebrogsmand. Der var også modgang og sorger, især i året 1883, hvor to voksne børn var syge og døde. Inden Niels Mikkelsen selv døde, nåede han at give gården videre til næste generation, og her på Dalsgaard lever et klart minde om gårdejer, sognefoged og Dannebrogsmand Niels Mikkelsens liv og virke fortsat.

- Privatarkiv på Dalsgaard, bl.a.: Vaccinationsattest 1819, Fæstekontrakt 1850, Skøde- og købekontrakt 1852, korrespondance vedr. sognefogedhvervet.

- Kopier i Mårslet Egnsarkiv af: Mårslet Sogneråds Forhandlingsprotokol 1842-, Mårslet Kirkebog 1642-.

- Folketællinger for Mårslet Sogn 1834, 1840, 1845, 1850, 1855, 1860, 1870, 1880, 1890. Kopi i EA.

- Samtaler med min far Poul Dalsgaard Svendsen i Langballe

Siden mennesket begyndte at dyrke jorden efter istiden, har man rydde markerne for sten, som nu ligger i landskabet på en anden måde. Stenene er til besvær under markarbejdet, og derfor bliver de samlet i dynger i markens udkant. Man kan heldigvis også anvende stenene mere fornuftigt. De er helt uundværlige ved anlæggelse af veje og pladser, hvor der både bruges sten som fyld og bundsikring og som den øverste dekorative belægning. På Dalsgaards gårdsplads ser man mønstre i brostensbelægningen, for eksempel hvor der er vandrender og samlinger rundt om den gamle møddingsplads, og der, hvor hestegangen har været, er stenene lagt i rundkreds.

Visse mennesker har haft sans for stenene og deres forskellige fordele og særpræg. Især granitsten anvendes på grund af deres skønhed og uforgængelighed. Stenene bliver genanvendt fra belægning til belægning og fra byggeri til byggeri, for der er det gode ved granit, at det kan bruges igen og igen. I Langballe er der flere trappetrin, der stammer fra ombygning af Mårslet Kirke og fra det nedlagte middelalderkapel ved Århus-Odder-landevejen.

Et tydeligt eksempel på anvendelse af sten er Vilhelmsborg avlsgård, der stort set er bygget op at kløvede granitsten i 1856-57. Arkitekten bag avlsgården, G. L. Martens, havde bemærket, at der var en stor mængde gratis byggemateriale i den nærmeste omegn af Vilhelmsborg i form af marksten. Derudover er der en dekorativ finesse, idet der er trykket små sorte stykker hornblendeskifer ind i fugerne mellem granitstenene. Denne byggemetode ses også enkelte andre steder på egnen, blandt andet soklen på Dalsgaards stuehus fra 1860. Stald- og ladebygningerne fra 1850 på Dalsgaard er også delvis granitsten. Men endnu flottere udlænger ser man på Birkemosegaard fra 18989 med kløvede og let tilhugne marksten. Birkemosegaard var også leveringsdygtig i sten, der skulle bruges uden for egen matrikel.

Efter branden i 1900 skal Christiansborg opføres på ny, og arkitekt Thorvald Jørgensen, der har vundet konkurrencen o at tegne det nye slot, fremsætter forslag om at bygge Christiansborg op i dansk granit i stedet for udenlandsk sandsten både af æstetiske og økonomiske grunde:

"Jeg har da tænkt mig at Christiansborg i endnu mere egentlig forstand kunne blive det hele lands hus, hvis hver kommune i Danmark ville give os nogle marksten eller søsten, som ligger spredt overalt, på Øerne såvel som i Jylland. Netop det, at de kom fra forskellige dele af landet, ville give granitmuren, hvor stenene er tænkt opsatte med utilhuggen flade, en rigere afveksling og farvevirkning. Og med hvilken medejendomsfølelse ville folk ikke se på denne borg, hvor sten fra alle landets egne var anbragt i murværket."

Således skriver arkitekten, og ni høje herrer (2 ministre, 1 folketingsmand, 1 rådmand, 1 herredfoged, 1 professor, 1 justitiarius, 1 godsejer og 1 murermester) støtter det med ordene:

"Vi finde tillige den tanke sund og smuk, at det hele land frivilligt og enigt bærer sten til den nye Rigsborg – for Kongen, Rigsdagen og Retten".

I den skrivelse, der blev sendt rundt til kommunerne, er det også nøje beskrevet, hvilke dimensioner stenen måtte have. For at skaffe det nødvendige antal sten skal der helst leveres ti sten fra hver kommune, men hvis ikke det er muligt, er man taknemlig for et mindre antal. Der er leveret én sten fra Langballe. Det er en stor sten, der har ligget på Birkemosegaards jord, muligvis en sokkelsten fra den gamle gård. I familien fortælles, at det var nogle arbejdsmænd, der huggede stenen til på det sted, hvor Birkemosegaard tidligere har ligget.

Mange folk fra sognet kommer for at se, mens stenhuggerne arbejder, for det er en stor og spændende begivenhed, at en sten fra hjemstavnen skal til hovedstaden. Drengene, der står og ser på arbejdet, bliver jævnligt sendt til købmanden efter brændevin, for det kræver sin mand at tilhugge stenen til Christiansborg. Da stenen er færdigtilhugget, kører brødrene Frederiksen, vognmændene på Langballe Bakken, stenen til stationen, med hest naturligvis.

Der er fere sten at fortælle om. Mange sten fra Langballes jord er anvendt som gravsten på Mårslet Kirkegård, men nogle sten kom også længere væk. En søn fra Birkemosegaard ved navn Laurs Jacobsen (1858 – 1929) gifter sig med pigen Birthe Marie Nielsen, og de bosætter sig på hendes fødehjem Lundshøjgaard i Malling. Til denne gård hører et jordstykke, som strækker sig mod Beder. I 1920 forærer Laurs Jacobsen en del af sin jord til Malling Borgerforening, så de kan opføre lystanlægget Egelund mellem Malling og Beder. Ved indgangen til idrætshallen i Egelund er der rejst en sten over Laurs og Birthe Marie, og denne sten er fra Laurs` Barndomshjem i Langballe. Den lå på det same jordstykke som Christiansborg-stenen. Den anden halvdel af denne sten bliver godt 20 år senere sendt til København og anvendt som gravsten over et andet familiemedlem, Jakob M. Jakobsen, der både er ansat på Landbohøjskolen og hos Hedeselskabet. Laurs Jacobsen flytter senere til Skåde Bakker og bygger det første store hus der. Så man kan sige, at han har været fremtidsorienteret, men han har nok alligevel ikke kunnet forestille sig, hvad Skåde Bakker og Egelund har udviklet sig til.

I Langballe findes også Stenagergaard (matr. nr. 9, Langballevej 103) men dette navn ses allerede i Markbogen fra 1683 på en østligere liggende mark i byen, Steenegegaard Ager. Dem, der har dyrket denne mark, har været stenrige! Det gælder stadig den dag i dag, at for hver gang man arbejder i jorden, så kommer der nye sten op og sommetider også flinteøkser og potteskår, hvi man er heldig.

Hvis sten kunne tale, siger man, så havde vi fået endnu flere gode historier om dette urgamle materiale, som stadig er en del af hverdagen, både i naturen og kulturen.

- C.R. Sundell: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord. 1934. Nr 728 i Den Danske Salmebog. 2003

- Halfdan Jørgensen: Kapellet ved Langballe, Mårslet sogn. I Jyske samlinger. 1943 s. 98 – 124

- Ib Møller. Vilhelmsborg. 2000

- Kopier i Mårslet Egnsarkiv af: "Navnestof fra Markbogen 1683 for Mårslet sogn"

- Privatarkiv på Birkemosegaard, bl.a. "Skrivelse af Christiansborgs genopbygning af granit 1909"

- Samtaler med Steffen Noes og jens Noes i Langballe, 2000.

- Købt en tyr ved auktionen i Galten til en pris af 530 kr, plus salær og betales efter foreningens koantal.

Peter Nygaard 17 køer

Mads Petersen 8 køer

Jens vestergaard 5 køer

Jens Holm 14 køer

Steffen Jacobsen 12 køer

Mikael Nielsen 8 køer

- Udstationeret til en pris af 1 kr. pr. dag fra 1. April 1923 til 1. April 1924 hos Peter Nygaard. Tyren holdes i en passende foderstand.

- Bedækningsprisen sættes til 5 kr. pr. ko for medlemmer. Hvis ikke dette kan dække deles resten efter koantallet som hver er tegnet for. Ikke –medlemmer betaler 8 kr. pr. ko.

- Bedækningstiden er så længe tyren er på græs tre gange daglig. Morgen fra 7 til 9. Middag fra 1½ til 2½. Aften fra 6 til 7½.

- Kastere må ikke føres til tyren.

Af dette lille dokument fremgår det, at der midt i 1920erne i Langballe var i alt 64 køer.

Langballe Kvægavlsforening blev dog for snæver en kreds. Den 17 februar 1938 holdtes stiftende generalforsamling i Aarhuskredsens Kvægavlsforening, som 1947 ændrede navn til Aarhusegnens Kvægavlsforening. Peter Nygaard i Langballe var medlem af bestyrelsen 1952 – 1957.

Foreningsdannelsen skyldtes en ny metode indenfor kvægavl, nemlig kunstig sædoverføring eller inseminering, og hermed var dets lut med bytyren. Foreningen ansatte en dyrlæge som inseminør, og i starten blev sæden købt ved private, indtil foreningen fik egne tyre og tyrestation til at tage sæd fra. Flere foreninger sluttede sig sammen for at dække et endnu større område, så de gode tyre kunne udnyttes og økonomien sikres gennem bedre afkom. Kvægavlerforeningen Dansire blev oprettet 2003 og ændrede navn i 2008 til Viking Genetics, idet foreningen nu er dansk-svensk og er et landmandsejet selskab. Alle kvægbrugere i Danmark, der får køer eller kvier insemineret eller køber sæd fra foreningen, er automatisk medlemmer af foreningen.

De sidste 50 år har køerne de fleste steder således ikke haft direkte kontakt med tyrene, men derimod med en inseminør. Fornyelsen af besætningen foregår på den måde, at landmanden ringer til den lokale inseminør fra den landsdækkende kvægavlsforening. 9 måneder efter inseminørens besøg har landmanden forhåbentlig en kviekalv. Den bliver først lagt i en kalvebås med halmstrøelse, i maj måned kommer den ud i tøjr på engen. Når kalven har lært hvad et elhegn er, bliver den sammen med de andre kvier sluppet løs i indhegningen og først trukket hjem igen til oktober. Når kvien kommer i brunst, bliver den insemineret, og først når den har haft sin første kalv, bliver den til en malkeko.

I begyndelsen af 1900-tallet var der ca 10 køer og 10 ungkreaturer på hver gård i Langballe. Der har både været Jysk Race og Rød Dansk Malkerace, RDM. Da køerne blev solgt næsten 100 år senere, havde alle Sortbroget Dansk Malkerace, SDM, og der var ca 20 køer på hver gård, og ligeledes 20 ungkreaturer.

Race og antallet af kreaturer kan følges gennem årene i bl.a. kontrolforeningsregnskaberne. I beretningen fra 1933 er "Langballe Duenslet" stamtyr i besætningen af Jysk Race hos Peter Noes (Langballevej 406), og "Langballe Stautrup" er stamtyr hos Peter Nygaard (Langballevej 400).

Når man var med i kontrolforeningen, fik man besøg af en kontrolassistent, som tog prøver af mælken med henblik på at lave foderplaner til besætningen, så de kunne yde det optimale.

Kontrolassistenten var kendt af alle og ofte den samme i flere år. Han boede på gårdene og havde sit udstyr med sig, som bønderne flyttede fra den ene gård til den næste. Husmændene kom hen på gården med deres mælkeprøver, når kontrolassistenten var der. Nogle kunne finde på at hælde fløde i mælkeprøverne, så det så ud som om de havde nogle gode køer. Så kunne de nemmere få en god pris for kalvene fra disse køer, der tilsyneladende leverede mælk med god fedtprocent.

På et tidspunkt gik en række kontrolforeninger og kvægavlsforeninger sammen i en fællesledelse i Århus Amt.

I dag er der ikke mange af de små kreatur- og hesteforsikringer tilbage, men engang var de overalt i landet, således også i Langballe. Langballe- Hørret kreaturforsikring dækkede også Mårslet, Testrup, Fulden og Seldrup. Udfra et eksemplar af love, der er vedtaget til ekstraordinær generalforsamling den 25 februar 1944, lyder dets åledes:

"§1. Denne forening heder kreaturforsikringen for Langballe, Hørret og nærmeste omegn, og virker kun i nævnte område. Formålet er, at medlemmerne gensidigt forsikrer hinanden mod tab på kreaturer og heste etc, forårsaget ved pludselig død eller ved uhelbredelige sygdomme eller anden beskadigelse, som medfører dyrets nedslagtning".

I foreningen skulle der blandt medlemmerne vælges 1 formand, 6 vurderingsmænd, 3 suppleanter og 2 revisorer. Loven fra 1944 er vedtaget af Otto Rasmussen, Michael Bang. Kristen Sørensen, Gunnar Pedersen, Robert Jensen, Niels Rasmussen og Rasmus P. Winther. Da det var en lokalforening, var følgende paragraf nødvendig:

"§20: Skulle det tilfælde indtræde, at en vurdering skal foretages hos den ene af vurderingsmændene eller dennes slægt eller mere pårørende, da skal han træde tilbage, og i et sådant tilfælde, da kan et andet af foreningens medlemmer tilkaldes.".

Næstfølgende er et eksempel på korrespondancen dengang, dog uden datering. Det er et postkort fra Peder Veng i Hørret til Steffen Jacobsen i Langballe:

"Jeg har talt med vurderingsmændene herovre og vi bestemte at holde generalforsamling søndag den 30. December kl. 3 eftermiddag. Vil du få budet og lade Martin det vide sådan at han kan få budet deroppe".

Det var Martin Pedersen på Langballe Mark (Oddervej 304).

Det er slut nu. Malkekvægsbesætningerne blev sat ud på stribe omkring rå 2000. Men de fleste kan stadig huske, at Langballe var lidt af et særsyn hvad angår antallet af kvæggårde sidst i 1990erne. Det at have køer (ca 20), muge ud med hånd og dyrke roer var langt fra et effektivt landbrug. Langballe fulgte de sidste år ikke med resten af landbrugets udvikling, og derfor er der ingen store produktionslandbrug i landsbyen i dag, og heller ingen, der har landbrug som hovederhverv. Nogle er taknemmelige over, at udviklingen i Langballes landbrug stoppede på dette sted, mens andre begræder, at der ikke længere er et reelt landbrug i Langballe.

Det kan ses som en del af historiens gang.

Udover de marker, der endnu drives med planteavl, er store arealer omkring Langballe lagt ud i vedvarende græs, så man må ikke længere opdyrke markerne. For at det ikke skal gro til i skov, som al jord i Danmark ellers vil, er det nødvendigt med afgræsning eller høslet. Derfor er der i dag kun fedekreaturer på engene og bakkerne.

- Privatarkiv på Dalsgaard, bl.a.. Beder Andelsmejeri 75 års jubilæum 1961, Vedtægter for Langballe Kvægalvsforening 1923, vedtægter for Kreaturforsikringen Langballe – Hørret 1944, Kontrolforeningsberetning 1933.

- Beder Andelsmejeris Forhandlingsprotokol 1886 - . I Beder Mallings Egnsarkiv.

- J.C.B. la Cour: Danske gårde, 2. Samling, bind 1, 1912 – 15, s. 124 og 3. Samling, bind 1, 1915 – 18, s. 156.

- Århus Amt Topografisk Historisk Håndbog, 1949, s. 48 – 106 og Ning Herred, s. 223 – 230.

- K. og G. Ellemann (red). Dansk landbrug i tekst og foto, Århus Amt, afdeling 2, bind 4, 1991. S. 336-337.

Omkring 1860 får smed Frederiks Meier Sørensen arbejde på Moesgård under godsejer Dahl Frederik Sørensen, hans kone Maren og deres sønner flytter ind i en af Moesgårds nyopførte arbejderboliger. Huset måtte vige for Århus-Odder-landevejen i 1970erne. Hvis man kommer ad Moesgård Allé, har huset ligget lige ud for enden af denne, på vestsiden af den gamle landevej.

Der er også smedje tilknyttet dette hus, og her kan Frederik Sørensen hver dag arbejde, når han har udført sit arbejde i Moesgårds egen smedje, hvilket er hans primære job. I lejekontrakten mellem Moesgård og Frederik Sørensen står der, hvilke arbejdsopgaver smeden har.

Frederik Sørensen skal sørge for, at Moesgårds heste altid er forsynet med hestesko, og at alle gårdens plove, harver og vogne altid er i komplet brugbar stand. Med hensyn til vogne, som udgør 20 stk. "er kun ment arbejdsvogne, stenvogne, malkevogne, vandvogne, rejsevogne osv., men ikke kammerherrens stadsvogne."

                                                                                                                                                                Langballebakken og familien

                                                                                                                                                                Frederiksens adresser

I 8. Punkt i kontrakten står der:

"Alt smedearbejde skal smeden forvalte i smedjen her ved gården, hvor han altså enten selv eller en duelig svend, hver morgen må være tilstede og istandsætte hvad der mangler. Når dette er gjort må smeden den øvrige tid af dagen arbejde i smedjen ved landevejen, men skulle noget gå i stykker senere på dagen, da må smeden være pligtig efter varsel straks at komme til Moesgård smedje og istandsætte det."

Desuden er nævnt, hvordan Frederik Sørensen skal passe haven og jordlodden, der hører til boligen. Der er både nævnt hvilket sædskifte, han skal benytte, og hvorledes han skal høste korn, sprede gødning og samle sten. Det 17. Punkt siger:

"Den ved huset anlagte have skal smeden holde ved lige, forbedre og forskønne den, og ingensinde lade den tilgro med ukrudt, ligeledes skal rodfrugterne i markerne ordentlig luges og renholdes."

Frederik Sørensen blev senere vognmand og købte sig sit eget hus i 1874. Grunden er udstykket fra Langballe By og ligger på det der kaldes Langballe Mark, på toppen af Langballe Bakken, (Hørretvej 272 og 274), foruden beboelse er her også stald til hestene, der jo er trækkraften i en vognmandsforretning på det tidspunkt.

Frederik Meier Sørensen grundlægger vognmandsforretningen omkring 1870, hvor han også har en del af vejarbejdet for Mårslet sogneråd. Sønnen Frits Kynnemann Frederiksen overtager forretningen 1894. Frits og hans kone Karen har tre sønner, der alle etablerer sig på Langballe Bakke. De to yngste, Hans og Hermann, er også vognmænd. Den ældste Thomas Frederiksen er gartner på Langballe Bakke.

Hans Peter Frederiksen er født 1889 på toppen af Langballe Bakken og starter i Langballe Skole i 1896. Der er varierende skoletid. Om vinteren går han i skole 4 dage fra kl. 8 – 12 og 2 dage fra kl. 8 – 12 og igen kl. 13 – 15. Om sommeren er der kun skole 4 dage fra kl 8 – 12. Disse tider gælder for de ældste elever i den store klasse. I den lille klasse med de yngste elever er mødetiden kortere.

Mens Hans går i skole, har han ikke faste pligter, men skal tage sig af forefaldende arbejde derhjemme. Den pligtige skoletid er 7 år, men hans har ikke stor lyst til skolen, så han bliver udskrevet et halvt år før og begynder straks efter at arbejde fast i faderens vognmandsforretning. Hans har fri kost og logi og gratis tøj, derudover får han ingen løn.

Dagen begynder med at Frits står op kl 4.30 for at fodre hestene, og der er i alt 6, altså 3 spand, ét til Hans, ét til Hermann og ét til Frits. Kl 6.00 skal de begynde på teglværket i Skåde. De har madpakke med hjemmefra, og den bliver nydt på vognen op ad Frederikshøjbakken. Hestene får foder i muleposerne, mens Hans enten læsser eller aflæsser mursten med håndkraft. Nogle gange er der returlæs med fra Århus i form af kul-smuld til at fyre med på teglværket. Afhængig af hvor murstenene skal afleveres i Århus, kan de køre 3 – 4 læs dagligt med 1000 sten pr. læs. Det meste af tiden køres der for teglværket, men ind imellem dog også for andre, for eksempel køres der sand til de lokale murere.

Sandet bliver hentet i Langballe Grusgrav, og de skal selv harpe, læsse og aflæsse sandet. Kl. ca. 1800 vender vognmændene hjem efter 12 timers hårdt arbejde. Så skal vognene smøres og gøres klar til næste dag. Til sidst skal vognmændene op på loftet og dreje hakkelsesmaskinen, så de kan få lavet foder til næste dag.

Om lørdagen går brødrene ofte til bal forskellige steder, for eksempel i forsamlingshuset i Langballe (Langballevej 107). Her danser de, og nyder en kop kaffe sammen med vennerne. Samme sted har brødrene tidligere gået på danseskole.

I 1908 bliver hans indkaldt til militærtjeneste, og han er fæstningsartillerist og ligger i baraklejren på Amager. Den faste tjenestetid er 8 måneder, og lønnen er 25 øre om dagen, så der er glæde, når der kommer 5 kr. hjemmefra. Brødrene bliver genindkaldt til sikringsstyrken natten mellem 1. Og 2. August 1914 pga. udbruddet af 1. Verdenskrig.

Hans skal giftes med Meta Nielsen Dalsgaard fra Langballe for lille Grethe er på vej, så han får udsættelse til 7. August. Meta skal have kongebrev for at blive gift, da hun kun er 20 år. Brylluppet står 3. August 1914 på Dalsgaard (Langballevej 117).

Mens Hans og Hermann er genindkaldt, må Frits sælge det ene spand heste og fæste en karl. Da de kommer hjem ca 2½ år senere, må de næsten begynde forfra med at bygge vognmandsforretningen op. I starten kører de hver for sig og tjener således hver især deres egne penge.

De to brødre går i kompagni 1918 og etablerer sig som selvstændige vognmænd og overtager vognmandsforretningen, som de kalder "Brdr. Frederiksens Kævletransport". Frits bliver ved me dat hjælpe, selv om han er udtrådt af firmaet.

Hermann og hans kone Cecilie er tredje generation, der bosætter sig oppe på toppen af Langballe Bakken, hvor de i begyndelsen bor sammen med Frits og Karen.

Hans og Meta bor længere nede ad bakken. Hans og Metas bolig, Moesgård Allé 10, bliver opført 1915 på en del af den jord, som Frits tidligere har købt til sin ejendom. Under byggeriet bor Hans. Meta og Grethe ovenpå hos broderen Thomas, der har gartneri lige ved siden af.

Den første lastbil, en Ford, kommer til firmaet i 1926. Denne vogn er den eneste, som har hørt til oppe hos Frits. Senere bliver bilerne anbragt hos Hans, og herefter er Hans` bopæl hjemsted for vognmandsforretningen.

Hans og Meta får også sønnerne Hartvig (1916 – 2005) og Jørgen (1922 – 1994), som siden overtager firmaet. De bliver opflasket med et liv med lastbiler og kan køre de store vogne længe før, de får kørekort.

Hartvig Frederiksen bliver chauffør 1934 og indtræder i firmaet 1946. Han overtager barndomshjemmet, hvor han bor indtil sin død 2005.

Jørgen Frederiksen bliver chauffør 1942 og indtræder i firmaet 1948. Han bliver 1954 gift med Inge Sønnichsen fra Malling, og de bygger nyt hus 1957 på en del af barndomshjemmets grund (Moesgård Allé 8)

Farbroderen, Hermann Frederiksen, har ikke kørekort, men i de første mange år foregår al transport også med hestevogn. Han er bomstærk lige som den øvrige familie; f.eks. er der engang en tung ting, der skal løftes ned af vognen, og Hermann tager den ene ende, men der skal 4 mand til at tage den anden ende for at løfte tilsvarende! Han træder ud af firmaet i 1963.

Firmaet kan blive ved at hedde "Brødrene Frederiksen", for i 1966 overtager Hartvig og Jørgen vognmandsforretningen efter faderen.

I flere år er der 6 chauffører plus Jørgen og Hartvig og dermed 8 lastbiler. Dertil kommer personbilen med nummerpladen X394, der bliver brugt til ærindekørsel, som hans fortsætter med.

I mange år kører firmaet med Bedford-lastbiler, og nummerpladen X 4709 er karakteristisk for firmaet, selvom de køber nye biler, er der altid én, der skal have denne nummerplade. I de senere år er det især Scania-lastbiler af sværvægtertypen, som de kører med. Der bliver transporteret kævler, skorstene, lysmaster, elementer til brobyggeri osv. rundt i hele landet, og nogle gange er der brug for politieskorte, hvis vognlæsset er meget langt. Brødrene går ikke af vejen for en øl, og når folk spørger, om de ikke er bange for at skulle ud at køre lastbil bagefter, svarer Hartvig frimodigt: "Nej, for jeg har politi både foran og bagved, så der sker ikke noget!".

Der bliver ikke flere Frederiksen-brødre til at overtage vognmandsforretningen. Hartvig får ingen børn, og Jørgen får 2 piger, som har fundet anden beskæftigelse. Forretningen bliver solgt 1987 og eksisterer ikke længere.

Frits Frederiksens ældste søn Thomas Hartvig Frederiksen (1885 – 1969) har handelsgartneri på Langballe Bakke (Moesgård Allé 4A). Thomas er uddannet på beder Gartnerskole og grundlægger gartneriet i begyndelsen af 1900-tallet ved køb af landbrugsjord, der oprindeligt hører til Nygaard i Langballe.

Gartneriet er stort og velrenommeret på Århusegnen. I en beskrivelse fra 1936 får vi følgende atv ide om Thomas Frederiksens Handelsgartneri også kaldet Rosenlund: Der er 11 drivhuse og 350 vinduer, dvs. i alt 2.200 m² under glas. Hovedkulturerne er 2.000 kg tomater, 150 snese agurker, 1.000 kg meloner, 5.000 stk. blomkål, 1.500 roser, 2.000 cyklamen, 15.000 krysantemum, 10.000 levkøjer, 1.000 begonier, 800 bregner, 1/8 ha rabarber, ¼ ha frilandsjordbær, samt 60 vinduer med bænkjordbær m.m.

Produkterne bliver afsat fra Gartnernes Salgsforening (GASA) i Århus. Fra gartneriet er der udsendt en krysantemum ved navn "Edit Pagram". Thomas Frederiksen deltager på udstillinger i Århus og København.

I arbejdsløn bliver årligt udbetalt 2.500 kr. plus kost og logi. Der er beskæftiget en medhjælper og 3 elever, og der er 2 biler og 1 fræser. Flere af egnens drenge har sommerferiejob på gartneriet, og der er både stald og karlekammer.

Thomas Frederiksen er gift med Karen, og sammen har de døtrene Astrid og Anna Paula. Thomas er også musiker og datteren Astrid har også denne interesse idet hun spiller klaver på danseskolen og uddanner sig indenfor musik. Datteren Anna overtager gartneriet i en periode sammen med sin mand, Johannes Christensen, kaldet J.C. Han er oprindelig barber, og familien driver gartneriet indtil 1955, hvor en streng vinter ødelægger virksomheden, hvorefter de sælger gartneriet og flytter op i det hus, der tidligere havde været stald for hestene i familiens vognmandsforretning (Hørretvej 274).

Her havde Karen og Thomas Frederiksen også boet, efter de solgte gartneriet. J.C. dør 1995, og Anna flytter fra huset 2006.

Gartneriet Rosenlund har siden haft flere ejere, alle dog med henblik på en form for gartneri. I en periode var der bl.a. Rodondendron - planteskole.

Med udsigten til at få en drøm til at gå i opfyldelse køber Ejnar Ravnkjær i 1995 det noget forfaldne gartneri. Trine og Ejnar Ravnkjær bosætter sig sammen med børnene Line og Sidse i det gamle stuehus, og så er der ellers blevet revet ned og bygget op lige siden. Allerede året efter i maj 1996 åbnes dørene til Moesgård havecenter.

Det har siden udviklet sig til et velrenommeret og moderne havecenter i stadig udvikling i takt med flere købelystne kunder på egnen. Herved er der igen opstået en forretning og arbejdsplads på bakken med flere ansatte.

Brødrene Frederiksens vognmandsforretning eksisterer ikke længere og handelsgartneriet Rosenlund heller ikke. I dag er det kun Inge og Jørgen Frederiksens datter Britta, som er 5. Generation, der med sin familie endnu bor på Langballe Bakke med udsigt til slægtens tidligere ejendomme og virksomheder.

- Privatarkiv hos Inge Frederiksen, bl.a. Lejekontrakt 1864, Skøde 1886, Beskrivelse af Hans Frederiksens ungdom.

- Kopier i Mårslet Egnsarkiv af: Mårslet Sogneråds Forhandlingsprotokol 1842- , Mårslet Kirkebog 1642-.

- Adam Nygaard (red.): Dansk vognmandsstand, 1956, s. 394-396

- Johannes Tholle: Danske gartnerivirksomheder, 1934 – 36

- Samtaler med Inge Frederiksen i Mårslet, 2006.

Billedet viser Magnus Andersen som 90-årig i 1961

Tusindkunstner – ja mange titler kan man give ham: Sømand, æghandler, husmand, handelsmand, kørelærer, bygmester, arbejdsmand og kunstner. Han kunne bygge huse og skære træfigurer, og så handlede han med alting.

Magnus Andersen kom til verden i 1871 i Langballes gamle smedje (matr.nr. 13, Langballevej 113).

Magnus` mor, Hansine Jakobsen var enke efter jens Peter Pedersen. Jens Peter var født i smedjen i Langballe og døde samme sted i 1867 kun 37 år gammel. Hansine var dog kun enke indtil 1868, hvor hun giftede sig med Anders Andersson fra Sverige. Han var samme år kommet til Moesgård som arbejdsmand og blev kaldt Svensker-Anders. Da han flyttede til Langballe, var han også træskomand og spadserede hver dag somme tider to gange om dagen, til Århus med træsko til kunderne, så det har været noget slidsomt.

Hansine havde fået 4 børn med sin første mand og fik 4 mere med Svensker-Anders. En af dem var Anders Magnus Andersen. Det fortælles, at han som barn sammen med sin bror svang sig rundt i træerne i Hørret Skov fra den ene ende til den anden som en abekat.

Magnus var i sine unge dage sømand på verdenshavene, og han kunne fortælle historier fra den tid. Engang var de sejlet til et sted, hvor man ingen kirkegårde havde, og i stedet lagde man de døde op på taget.

Magnus har bygget det bageste hus med den karakteristiske dekoration i murværket i 1905

. Magnus` halvsøster Ane Marie står foran det gamle beboelseshus. Her var tidligere smedjen i Langballe og derfor kaldes vejen Smed`bakken

Her kom gribbene og tog for sig, og hvad der blev tilbage af ligene, det lavede befolkningen kiks af. Magnus sagde: "Og det var sådan nogle gode kiks!" Han fortalte også, at hans fingre engang var frosset sammen, så han ikke kunne skille dem ad igen. Se det var rigtige sørøverhistorier.

Efter tiden på søen var Magnus beskæftiget som blandt andet teglværksarbejder og handelsmand. Han handlede med alt, for eksempel æg, fisk og grøntsager. Magnus var en af de første på egnen, der fik bil, udover baron Gyldenkrone på Vilhelmsborg, så Magnus blev en slags kørelærer i sognet i bilens barndom. Han havde en bil med lad, fordi han var handelsmand, men denne bil kunne også bruges til at køre kister til Mårslet Kirke eller køre søndagstur med folk. Engang skulle han hente en flok, der havde været til dyrskue i Odder. De havde spist og ikke mindst drukket godt, og en af dem var fuldesyg. "Han skal bare traves, så går det over", sagde Magnus, "og så blev han sat til at løbe efter vognen fra Odder til Sander, og så var han kureret".

Magnus har selv bygget tre huse. Først byggede han et nyt hus i Langballe på smedjegrunden, hvor han var født. Senere byggede han to huse på Langballe Bakken.

Magnus overtog huset i Langballe i 1896. Der har ikke været smedje i hans tid, men han kunne blive ved med at grave kulsorte murbrokker op af jorden som et tydeligt spor af smedjen. Magnus byggede nyt hus på stedet i 1905 på tværs af det gamle beboelseshus.

Huset i Langballe blev hurtigt for lille til Magnus, da han stiftede familie, og han solgte huset i Langballe i 1913 til sin ugifte halvsøster Ane Marie Pedersen. I 1930 solgte hun huset videre til Magnus` datter Harriet og hendes mand. Han var arbejdsmand og hed Christian Nielsen, men blev kaldt Christian Fyn, fordi han var fynbo.

Magnus bosatte sig derefter med sin kone, Anine fra Langeland oppe på bakken (Oddervej 314), hvor de havde 7 børn. Magnus byggede huset deroppe i 1912 og kaldte det Villa Nete efter datteren, Agnete. Herfra drev han også landbrug og havde et par køer og lidt grise. I 1934 solgte Magnus huset til sin datter og svigersøn, Agnete og kaptajn C.P Mogensen. Senere har huset været benyttet til plejehjem og nu er det TAMU-center.

Da børnene overtog husene, byggede Magnus et hus mere (Moesgård Allé 12) på den anden side af landevejen i 1935. Det var en bungalow, og ved indgangen sad der oprindeligt en ørn, som Magnus havde lavet i cement.

Magnus har også udfoldet sine kunstneriske evner ved de to andre huse, som han har bygget. En karakteristisk ting, der går igen i hans byggestil, er bånd af gule mursten mellem de røde og omvendt. Huset i Langballe er i dag malet gult, og derfor kan mønstret ikke længere ses. Både huset i Langballe og de to huse på bakken står den dag i dag.

Efter at Magnus holdt op som handelsmand, tillod hans arbejdsomhed ham ikke at sidde med hænderne i skødet. Han fik nu tid til at dyrke en af sine mange interesser, nemlig billedskærekunsten. Han havde absolut kunstneriske anlæg, uden at han egentlig udnyttede dem i økonomisk øjemed. Han forærede de fleste af sine kunstværker bort, og i mange af sognets hjem kan man stadig se en af Magnus Andersens elefanter og andre eksotiske dyr. Han samlede kødben ind, som han afkogte, og af dem lavede han f.eks. stødtænder til elefantfigurerne samt smykker og serveringsdele. Når folk roste ham for hans fine arbejde med figurerne og smykkerne, sagde Magnus: "Det er ikke så svært, man skærer bare det væk, der er for meget."

I 1937 lavede han også et lille haveanlæg på Dalsgaard (Langballevej 117) i nærheden af Kapelbækken. Han gravede en lille dam, hvor der snart kom til at bo frøer og salamandre. Af den jord, som han gravede op, lavede han en høj med stensætninger. Rundt om højen gravede han render fra bækken ind til dammen, så det blev til en ø. På øen var der lavet en bænk a jord og marksten, og på ryglænet var der med småsten skrevet årstallet 1937.

Engang havde Magnus et sår på benet, der ikke ville komme sig. Så han begav sig mod Malling til doktor Kjeldsen. Da han kom til Beder, gik han til dyrlægen (Beder Landevej 45). "Har du ikke noget mod min smerte?", spurgte Magnus. "Jamen dyrlægen er ikke hjemme", sagde dyrlægefruen. "Hvad med det deroppe i glasset?", spurgte Magnus og pegede op på hylden med medicin. "Det er godt nok til heste", svarede dyrlægefruen. "Jamen så er det også godt nok til mig." Sagde Magnus.

Han smurte noget salve på, og fik det allerede meget bedre og ville gerne købe salven. "Du kan jo ikke få hele glasset", sagde dyrlægefruen. "Nej, men der ligger et glasskår derude på gaden, hvor børnene leger, så du kan give mig noget med i det!".

Da lægen senere kom på besøg, skulle Magnus i stedet have noget medicin til 35 kr. Men det andet havde han kun givet 5 kr. for, o det havde hjulpet så godt

På sine gamle dage i bungalowen havde Magnus ind imellem hjemmehjælp. Det var Grethe Kristiansen fra Visbjerg, og hende var han blevet glad for. Så da han en dag fik bud om, at det ikke blev hende, der kom næste gang, så ville han ikke have, at der kom andre. Så kunne gartner Koustrup bære vand op, landposten kunne fyre og Meta og hans Frederiksen lave kaffe, så på den måde kunne han nok klare sig med nabohjælp!

En dag Grethe Kristiansen var på visit som hjemmehjælper oppe hos Magnus, kunne de se, at provst Rugholm fra Mårslet var på vej. Det passede ikke Magnus, og han sagde til Grethe at sådan noget med kirke og religion, troede han ikke på. Rugholm bankede på og kom ind, og Magnus sagde med begejstring i stemmen. "Nej, hvor er jeg glad for at se dig her!", selvom han ikke var det i første omgang. Så fortsatte han: "Kom og sæt sig, men jeg siger dig, hvis du begynder at præke, så kan du godt gå igen, for det kan vente, til du skal kaste jord på mig, når jeg ligger i kisten". Det generede ikke Rugholm, og han svarede: "Nej, Magnus, jeg komme ri et andet ærinde i dag. Jeg har netop besøgt Mads Pedersen ned i Langballe for at høre noget om gamle dage, og så sendte han mig herop, da han mente, du kunne huske mere". Så lyste Magnus op og svarede: "Ja, så er det jo en anden snak. Det passer godt nok. Jeg kan jo huske, hvad der er sket de sidste 200 år. Jo, for jeg har selv levet snart 100 år, og min mor blev næsten 100, og når jeg lægger det sammen, bliver det 200 år tilbage i tiden."

- Privatarkiv hos Inge Frederiksen i Mårslet, bl.a. Avisartikler, 1061 og 1963

- Kopier i Mårslet Egnsarkiv af. Mårslet Kirkebog 1642-.

- Folketællinger for Mårslet Sogn 1870, 1880, 1890, 1901, 1916. Kopi i EA.

- Realregister for Mårslet sogn 1855 – 1953, matr. Nr. 13 og nr. 4a af Langballe: Kopi på Mikrofilm i EA. Nr. 603

- Århus Amt Topografisk Historisk Håndbog, 1940. Ning Herred, s. 223 – 230.

- Ingerlise Wendland: En Mårsletter, portræt af Astrid Rasmussen. I Mårslet Bladet, november 1995.

- Samtaler med Grethe Kristiansen i Mårslet, 2000-.

- Samtaler med Poul Dalsgaard Svendsen i Langballe.

Tilbage til forsiden