Det var ikke noget han talte om hjemme, slet ikke da der var indlogeret et par tyskere i hjemme, men alligevel må min farfar have vidst, at han var rodet ind i noget, for den 5.maj 45 kom min farfar og sagde til min far, at han måtte se, at komme af sted, da han havde hørt, at tyskerne ville komme og hente ham.
Min far tog sin cykel, hvor dæk og slanger var udskiftet med korkpropper og ståltråd og kørte ned i landet.
På et tidspunkt, kørte han ind på en gård, og spurgte om han måtte overnatte i laden.
Det måtte han, men han måtte også ligge i karlekammeret.
Senere kom bonden ud og hentede min far, da havde han hørt frihedsbudskabet i radioen.
Far blev inviteret ind i stuen, hvor bonden vartede op med snaps, fra en flaske, der havde været gemt til denne særlige lejlighed.
Efter at have fejret at landet igen var frit, tog min far sin cykel og kørte hjem til Mårslet igen.
På et andet tidspunkt, var der fest hos mølleren og børneneskulle komme hjem.
Min tante Hedvig nåede dog ikke frem før 3 dage senere,fordi banen var saboteret.
Far vidste det godt, men kunne af gode grunde ikke sige noget han havde selv været med til at sprænge sporene.
Den gruppe min far var i skjulte geværer i staldene på væddeløbsbanen det var vist i Århus.
Da væddeløbsbanen var besat af tyskerne, var det et godt skjulested.
Far kørte sulky, og skjulte geværerne foran på sulkyen, mellem sine ben. Ovenpå blev der lagt en ½ gris.
Når han blev standset i vagten og den tyske vagt spurgte hvad han skulle, sagde han blot gris til kommandanten, så blev han lukket ind.
Far havde et stort rundt ar på den ene hånd et skudhul, fra en nærkamp, hvor han var blevet skudt i hånden. Det var en ganske ung tysk soldat, der havde affyret skuddet. Han overlevede ikke.
Far talte ikke meget om, hvad han havde lavet som modstandsmand. Han havde det ikke godt med det, men lidt kom der dog frem, de sidste år han levede. Han fortalte, hvor bange han havde været, når han lå på baneskråningerne og kunne se de tyske soldaters støvler passere forbi ganske tæt på ham, og ved nedkastningerne, hvor de hurtigt skulle have det nedkastede væk, inden de blev opdaget.
Små klip fra min fars ungdom i Mårslet.
Far blev indkaldt til Dragonerne i Randers i juni 1945 på det første hold. Der mødte han min mor, der stod i kantinen. Hun var 16 år, min far 22 år. De blev gift 1½ år efter og var sammen til min mor døde i1993.
Venlig hilsen Hanne G.B. Nielsen. (august 2011)
Billede 1.
Billede 2.
Se billede større -
tryk på billedet.
Billede 3.
Peder og Petrea Nielsen.
Richard Nielsen.
Episoder fra krigens tid.