MÅRSLET KIRKE. Kan kirkens alder bestemmes? Forhistorie
En ide opstod i oktober måned 2010:
'Kan alderen på Mårslet Kirke bestemmes ud fra et stykke træ fra tagkonstruktionen?
Tømrer Arne Andersen, Tandervej, havde i 1974 udført reparationsarbejde på kirkens tagværk hvor en del tømmer blev fornyet på grund af råd.
Han havde gemt en stump tømmer der var udskiftet, men dette var i så dårlig stand at det ikke kunne bruges til en dateringsbestemmelse.

Ifølge Nationalmuseet beskrivelse af Mårslet Kirke fra 1984, er 'det utvivlsomt i årtierne omkring år 1500 at kirken er blevet overhvælvet' - og bjælkerne fra det oprindelige bjælkeloft savet over for at give plads til hvælvingerne.
HVIS, og det må påpeges HVIS,
at bjælkerne er fra omkring 1100'tallet hvor kirkens kor og skibet blev bygget, vil skiver af bjælkerne ved en nærmere undersøgelse (årringsdatering) vise hvornår træet blev fældet og derved give et fingerpeg om kirkens byggeår.
Bjælkestumpen fra tagværket.

Jørgen Kraglund, Arne Andersen og Erik Moldt syntes at opgaven havde så stor lokalhistorisk interesse, at projektet med at få bjælkerne årringsdateret måtte sættes igang.
Arne Andersen: Har den faglige viden om kirkens tagkonstruktion. Har givet tilsagn om at være 'savfører' ved afskæring af skiver af bjælkerne.
Jørgen Kraglund: Uddannet grafiker i 1971 og indtil 2005 illustrator m.m. på det kulturhistoriske og arkæologiske tidsskrift Skalk.
Medlem af bestyrelsen for Mårslet Sogns Lokalhistoriske Forening, støtteforening for Mårslet Egnsarkiv. Designet foreningens- og Egnsarkivets logo'er.
Varetager ansøgning om tilladelser til at udtage prøver af bjælkerne.
Erik Moldt: Arbejder for Mårslet Egnsarkiv og er webmaster på arkivets hjemmesider.
Plan for årringsdatering af bjælkeskiver:
Etape 1: - Besøg på kirkens loft for at se muligheder for at save nogle skiver af bjælkerne.
Etape 2: - Indhente de nødvendige tilladelser.
Etape 3: - Afsavning af bjælkeskivet til årringsdatering.
Etape 4: - Søge sponsor(e) til finansiering af årringsdatering.
Etape 5: - Årringsdatering og offentliggørelse af resultatet.