NUTIDIG LOKALHISTORIE
|
10. maj 2012. Billeder og tekst hentet på Mårslet Kirkes hjemmesider.
|
HELDAGSUDFLUGTEN TIL NATIONALPARK THY
|
Mårslet Hyggeklubs traditionsrige og sidste arrangement før sommerferien var en heldagsudflugt, der gik op til det nordvestligste hjørne af Danmark til Nationalpark Thy. På grund af ombygningen ved Sognehuset startede turen allerede kl. 6:30 fra kirkens parkeringsplads på Hørretvej. Vi kørte med stor moderne turistbus fra Malling Turistbusser til Hobro og videre over Skive til Mors. Under turen blev der serveret kaffe og rundstykker. Fra det nordligste punkt på Mors, ved Feggeklit, sejlede vi de få minutter over Feggesund til Thy og fortsatte til Hanstholm, hvor vores guide steg på. Så gik turen gennem det særprægede landskab, Nationalpark Thy, der strækker sig fra Hanstholm i nord til Agger i syd, og på Stenbjerg Kro, var der dækket op til frokost. Efter en lille tur til landingspladsen og museet på stranden kørte vi videre mod syd til Agger Tange , sejlede over Thyborøn Kanal til Harboøre og mod Lemvig, hvor vi først besøgte Hornfabrikken i Bøvlingbjerg, før vi kørte til Nørre Vinkel Hotel i Lemvig, hvor der var dækket op til middag. Hotellet er oprindelig en gammel storgård fra 1841, der gennem årene er blevet restaureret og udbygget sidst i 1989, og hele tiden med skyldig hensyntagen til de oprindelige rammer og smukke omgivelser. Og efter en lang dag gik turen så tilbage til Mårslet. - Klik 2 gange på kortet og se det i stor størrelse! .Klik på billederne og se dem i stor størrelse. Foto: Jørgen Lauritsen
Hyggeklubbens årlige heldagsudflugt gik til Nationalpark Thy.
Vejret var ikke det bedste og megen tid blev tilbragt i Malling Turistbussers store komfortable bus. Her ved Hanstholm Fyr.
Guide ved Nationalparken, Henrik Bak, fortalte om livet, som det udfoldede sig i tidligere tider i de små fiskerlejer på Vestkysten. Her er det i Stenbjerg.
Landingspladsen på stranden i Stenbjerg.
Frokosten blev indtaget på Stenbjerg Kro
Ved Lodbjerg Fyr var der mulighed for at komme til tops.
Lodbjerg Kirke er Danmarks mindste landsbykirke.
Graveren viser her den smukke altertavle.
Else Kjemtrup, der er en habil organist, prøver her kirkens orgel.
Sidste indslag før middagen på Nørre Vinkel Hotel i Lemvig, var et besøg på Hornfabrikken i Bøvlingbjerg.
| |||