NUTIDIG LOKALHISTORIE
9. november 2013. Billeder og tekst hentet på Mårslet Webben.
Arkivernes dag 2013
Arkivernes Dag er en dag, hvor mange af Danmarks egnsarkiver slår dørene op uden for den normale åbningstid i den hensigt, at lokke gæsterne indenfor, for at disse ved selvsyn kan se, hvad man beskæftiger sig med på et egnsarkiv, og måske endda få en snak om nogle emner, der måtte være af særlig interesse.
Mårslet Sogns Lokalhistoriske Forening, der betjener Egnsarkivet, havde således på dagen den 9. november åbnet dørene for besøgende. Der var i dagens anledning lavet en lille udstilling med plancher, der fortalte om mange af de begivenheder, der var forløbet i gennem årene.
Der blev desuden vist videooptagelser med interviews af flere af sognets kendte personer.
Omkring 15 personer havde valgt at aflægge Egnsarkivet et besøg.
Og imens alt dette foregik, blev der serveret kaffe med pebernødder og brunkager. Ingen tvivl om, at de besøgende havde en hyggelig dag.
Arkivernes Dag er et årligt tilbagevendende arrangement, der som regel finder sted i november. Vi håber fra Mårslet Sogns Lokalhistoriske Forenings side, at lige så mange og gerne flere vil møde op næste år.
foto: ©2013 Erik Moldt Tekst: Carl Gerhard Crone