NUTIDIG LOKALHISTORIE
17. august 2014. Billeder og tekst hentet på Mårslet Webben.
Mårslet Sogns Lokalhistoriske Forening på Testrup Højskole.
Festugens arrangement på Testrup Højskole var en stor succes. Vejrguderne havde forsøgt at skræmme os væk med uopholdelig kraftig regn, som ikke just indbød til at tage turen til Testrup til fods.
Højskoleforstander Jørgen Carlsen bød velkommen i foredragssalen, hvor han, efter at vi havde sunget Ludvig Holsteins 'Det lysner over agres felt', fortalte om højskolebevægelsen gennem tiden og i særdeleshed om Testrup Højskole, der blev grundlagt i 1866 takket være Jens Nørregaard.
Mange højskoler opstod efter tabet af Sønderjylland i 1864, men ikke alle overlevede.
Jens Nørregaard var forstander til 1908, men derefter gik det noget tilbage for Testrup Højskole, som i 1927 blev overtaget af Dansk Sygeplejeråd, der i en årrække drev den som forskole for vordende sygeplejersker. Dette fortsatte til 1974, hvorefter højskolen atter overgik til at være folkehøjskole og tilmed en af landets fremmeste.
Jørgen Carlsen gennemgik derpå Holmer Triers store vægmaleri inspireret af H.C. Andersens Klokken, der symboliserer de muligheder, som foreligger, når man vil videre i livet, uanset om man er kongesøn eller en fattig dreng.
Inden der var kaffebord, måtte vi en tur ud i regnen, hvor Jørgen Carlsen fortsatte sin fortælling om højskolens bygninger, mindesmærker og monumenter. Den seneste bygning er det smukke arkitekttegnede musikhus.
Kaffebordet i spisesalen var overdådigt med boller, kringle, ost, syltetøj, honning og småkager, alt var hjemmelavet på højskolen. Dertil skænkede MSLF ud af brændevinen fremstillet til lejligheden af Mårslet Brændevinslaug. Alt sammen bekom det os særdeles godt, og ikke mindst de af os, der under den udendørs gennemgang ikke havde været bevæbnet med en paraply. I spisesalen var fremlagt diverse skrifter og brochurer, som man kunne forsyne sig med og derved få et indtryk af de mange tilbud, der gives, uden at man behøver at melde sig til et helt højskoleophold.
Tilbage i foredragssalen fortalte Jørgen Carlsen, efter at vi havde sunget Jeppe Aakjærs 'Som dybest brønd giver altid klarest vand', om sangens forfatter og navnlig om den af nogle forkert opfattede linje 'Du pusling-land, som hygger dig i smug' med relation til første verdenskrig. Aakjær var pacifist og ønskede ikke krigen. Det var atter et interessant foredrag. Eftermiddagen sluttede med sangen Madeleine af den alsiske digter Martin N. Hansen. Et virkeligt godt arrangement, som formanden for MSLF Anne Marie Dalsgaard Mikkelsen takkede Jørgen Carlsen for med overrækkelsen af en flaske til senere vederkvægelse.
Tekst: Carl Gerh. L. Crone foto: ©Erik Moldt