NUTIDIG LOKALHISTORIE
12. juni 2016
Loppemarked 2016
Loppemarkedet 2016 12/06 2016
Overskuddet fra loppemarkedet kan i skrivende stund endnu ikke gøres nøjagtigt op, da vi endnu ikke har fået alle regninger på de udgifter, vi har haft. Men det kommer til at ligge i intervallet 60 – 65.000. Det er et overskud, som vi absolut er rigtig godt tilfreds med.
Selv om vi har rigtig mange års erfaring med vores loppemarked, så er vi altid lidt nervøse for, hvordan det skal forløbe. Der er mange faktorer, som kan svinge meget - såsom vejret, får vi lopper nok ind, har vi folk og biler nok til indsamling, opstilling, salg og oprydning samt hvor mange kunder kommer der?
I år var første år i mange år, hvor vi ikke havde blomster fra Lars, hvilket vi også havde annonceret, men lige op til loppemarkedet fik vi en aftale i stand med Super Brugsen, Mårslet om at levere blomster til en favorabel pris. Det er noget, vi er meget taknemmelige over. Men mange af vore trofaste blomsterkunder havde desværre nok allerede inden loppemarkedet forsynet sig med sommerblomster, da de ikke kunne vide, at vi alligevel fik blomster i år. Det gav os nok ikke så godt et blomstersalg som ønsket, men der er jo så en chance for at vi kan gøre det bedre næste år, og informere i god tid om vi har blomstersalg.
Sædvanen tro havde vi også i år gæt på grisen, som indbragte ca. 3.500. Volumenmæssigt var antallet af lopper mindre end sædvanligt, men det gjorde at vi havde mindre affald efter loppemarkedet.
Som noget nyt, er vi begyndt at gøre brug af MobilePay. Ca. 10% af betalingerne skete på denne måde. På et punkt satte vi rekord i år, nemlig ved at vi allerede 2 timer efter at loppemarkedet var slut, havde ryddet op.
Og endnu 1½ time efter var kassen gjort op, og vi kunne konstatere, at der var ca. 20 kg penge, som, når de resterende regninger var betalt, ville give et overskud mellem 60 og 65.000.
En lang sej dag, hvor alle var trætte, men glade over det fine resultat. Vi synes alle, det er en underholdende og festlig oplevelse at være med til at arrangere det årlige loppemarked.
Det giver stor glæde at kunne støtte håndboldafdelingens børne- og ungdomshold til at kunne deltage i gode stævner, hvor det ikke alene er det resultatmæssige som tæller, men lige så vigtigt at de får nogle gode sociale oplevelser sammen med venner og kammerater.
Vi håber, at de forældre og børn, som nyder godt af dette, vil sætte pris på det og finder det naturligt at de også yder en indsats ved loppemarkedet.
Alle, som på den ene eller anden måde har støttet loppemarkedet, skal have en rigtig stor tak. Vi glæder os allerede til den 10.6.2017, anden weekend i juni, hvor næste års loppemarked afholdes. R /Loppegruppen - JL
foto: ©Jacob Lind