Tømrermester Arne Andersen tv og tømrersvend Flemming Mortensen.

Menighedsrådet drøftede i foråret 1972 for første gang at udskifte kirkens tag.
Da blev murermester Børge Lisbjerg og tømrermester Viggo Andersen bedt om at komme med et overslag over udgiften.
Senere samme år fremlagde menighedsrådets arkitekt planer og overslag for fornyelse af taget.
Udgifterne blev da anslået til 374.995,40 kr. – men ingen tænkte dengang på udgiften til vindfløjen.
En stor del af kirkens tag havde siden 1828 været belagt med billige bæverhalesten – glade teglbrændte tagpander – der var blevet lagt op, da baronen på Vilhelmsborg havde solgt kirkens blytag for at skaffe penge til byggeri af herregårdens nye hovedbygning.
Den kongelige bygningsinspektør anbefalede i 1972, at taget igen blev forsynet med bæverhaler, selv om det ville blive 123.000 kr. dyrere, end hvis man valgte almindelige standard tagsten.
Derved ville Mårslet kirke være den eneste kirke i landet, der helt var dækket med disse specielle tagsten.
Efter oliekrisen i 1973 kom der store prisstigninger på materialer, men menighedsrådet kunne ikke iværksætte tagarbejdet, før de nødvendige bevillinger forelå, og da arbejdet endelig kom i gang i september 1974, betød det, at de anslåede udgifter var steget til 569.000 kr.
Heller ikke dette overslag holdt – den endelige opgørelse i 1975 viste, at taget havde kostet 619.781.74 kr. – men så var smedens regning på 1.041, 75 kr for renovering af vindfløjen også med i beløbet.
Vindfløjen på Mårslet kirke havde drejet efter vinden de sidste 222 år, og smeden har lovet efter renoveringen i 1974, at den nok skal holde også de næste 200 år. (Tekst: Hans Møller)