Storhøjs historie fortalt af Carl Gerhard de Lichtenberg Crone.
Storhøj - en forstad til Mårslet. Planen søges stoppet. Det blæser på Storhøj! Interesseklubber Luftfoto
Interesseklubber
Der er på Storhøj oprettet ganske mange interesseklubber så som spiseklubber, bogklubber, klub for Marselisløbere, klub for kunst- og kulturture, teaterklub, biografklub, maleklub, revyklub og klub for lokalhistorie og slægtsforskning.
Området er i det hele taget præget af aktivitet.
Nævnes skal også Storhøj Vindmøllelaug, der fra 1983 til 2002 drev to 55 kW møller af fabrikat Vestas.
Anskaffelsen af møllerne var hovedsageligt udsprunget af tanken om at kunne producere elektricitet ud fra vedvarende energi. At de så tillige i de 19 år, de var i funktion, hvert år gav et pænt afkast til ejerne af de anparter, som en stor del af stedets beboere var i besiddelse af, var jo heller ingen ulykke.
Møllerne arbejdede stabilt, men da de nærmede sig reparationsalderen, besluttede man sig for at sælge dem, idet man i forbindelse med Statens skrotningspræmiering kunne få en god pris for dem.
En større og mere effektiv mølle havde man gerne set opstillet, men på grund af for kort afstand til bebyggelse måtte man opgive tanken.
Som årene er gået, er Storhøj blevet et endnu mere attraktivt kvarter. Træer og buske er vokset op i en sådan grad, at området nu nærmest i halvdelen af året er pakket ind og fremtræder som et grønt område.
Det, der begyndte som næsten ingenting på en pløjemark, er efterhånden blevet til et helt igennem komplet boligkvarter.
Veje og kloaksystem er til beboernes tilfredsstillelse overtaget af Århus Kommune, og også fjernvarme er lagt ind i området.
Seks beboere fra den ovenfor nævnte klub for lokalhistorie fik den idé at nedskrive områdets historie, der da androg ca. 40 år.
Det resulterede i en bog på 73 sider.
Bogen findes på nogle af bibliotekerne i omegnen af Århus og har titlen ”Storhøjs Historie” (udgivet af Storhøj Beboerforening, ISBN 978-87-991848-0-4).
Seks af områdets beboere har bidraget til denne bog, i hvilken man også kan finde nogle af de foran præ-senterede aktiviteter uddybet yderligere.
Udviklingen er fortsat.
I 2008 fik Grundejerforeningen af Århus Kommune og Østjysk Energi omsider lovet en mere moderne vejbelysning.
Nye gadelamper blev sat op, luftledningerne blev afløst af kabler i jorden, og i foråret 2009 er der tilmed etableret moderne fibernet i området med adgang til Tv, telefon- og internetforbindelse. Og det er nok ikke det sidste, man har set vedrørende områ-dets udvikling.